… kom jeg i eftermiddags til at jubelhvæse til en noget befippet Mikael Birkkjær, der sad med kasketten trukket godt ned og bare prøvede at drikke en latte nede i Strædet. Helt ærligt, hvor pinlig har man egentligt lov til at være? Der sker mærkelige ting, når man er sammen med sin unge (f.eks. når børnehaven strejker) og samtidig bliver konfronteret med et lidt kendt ansigt (f.eks. en strømer fra TV). Så dukker min for længst afdøde mor ud af min mund, lyslevende og med lige en snert af rejekone i ascendanten, bare for at sige noget syret. Han svarede heldigvis ikke, og jeg fik hanket op i klapvogn, mig selv og min mor og listet videre. Jeg mener, så vild er jeg jo heller ikke med ’Forbrydelsen II’. Eneste trøst er vel, at vi er mange, der mistænker Strange.

Det er det bedste skriveråd, jeg har. Resten står nedenunder. Det er så simpelt, som det er svært. Jeg er endelig godt i gang, men det tog mig en krig at nå hertil. Der var altid lige noget andet, der skulle ordnes – studier, barsel, arbejde, vasketøj…sandheden er nok, at jeg ikke prioriterede  at skrive højt nok.

Det er lidt skræmmende at springe ud, og sige at ja, jeg skriver faktisk. På en bog. Men ved du hvad? Jo flere, der ved det, jo nemmere er det at komme i sving. For nu er der faktisk folk der spørger ind til det – og så er det jo flovt at være gået i stå!

Jeg har brugt Saxos forfatterskole til at prøve nogle ting af, og også læse andres måder at løse øvelserne på. Nogle var rystende gode, andre rystende dårlige. Men det lærer man også noget af.

Jeg har fundet ud af, at mine vigtigste arbejdsredskaber er en notesbog, hvor jeg dels har min ’storyline’, som giver mig overblik, dels har strøtanker og noter – og så kaffe! Jeg tager som regel min bærbare med på en nogenlunde rolig café (med stik!), køber mig en god kop kaffe, smækker høredutter i og skriver løs. Biblioteker og andre steder kan også bruges.

Men altså - efter at have skrevet altid uden at det alvorligt, og så til nu, hvor det er livet om at gøre, har jeg lært følgende:

-> Skriv fordi du ikke lade være – hvis du føler, at du lige så godt kunne bruge din tid på noget andet kreativt eller bare på noget, der falder dig nemmere, så er du måske ikke klar til at skrive for alvor.

-> …det gode er, at jo mere du skriver, også når det er svært – jo mere klar bliver du og jo bedre bliver det, du skriver.

-> Skriv fordi du tror på dine personer og på historien – det er dem, der skal bære dine ord. Hvis du selv synes, at din historie virker svag, så tror du ikke nok på den til at gøre den stærk.

-> Skriv fordi du har noget at fortælle dine læsere – du skal ville noget med din historie og med dit sprog, for ellers er der simpelthen ingen grund til at læse det du skriver. Det kan være det giver dig noget at få tingene ned, men det gør det ikke spændende for andre at læse, hvis ikke du VIL noget med historien. Bevæg, forarg eller forfør dine læsere, du bestemmer selv. Men gør noget ved dem.

-> Når du går i stå, er der som regel en grund – enten er historien grundlæggende ikke spændende nok for dig eller også prioriterer du den ikke nok.

-> Skriv hver dag – om ikke andet, så i tankerne. Du vil blive overrasket over, hvor langt du kommer, når du ikke venter på at være inspireret, men simpelthen slår numsen ned og skriver. Det gør ikke noget, det ikke bliver godt første gang. Hellere være i gang og se at antallet af ord sniger sig op, end at stirre sig så blind, at man aldrig kommer i sving.

-> …og skriv om. Lad tingene ligge og finpuds efter noget tid. Man finder som regel ud af, om der mangler noget eller om noget kan skæres.

-> Øv dig – skriv scener eller minihistorier på max. 400 ord, der ikke har noget at gøre med det bæst, du forsøger at få ned i en stor bog. Gå amok hér, og se om det ikke giver noget.

-> Hvis historien ikke er helt klar til at blive skrevet, så skriv ’rundt om den’ – start fra en ende af, og giv plads til at dine personer kan gå i andre retninger, end du havde regnet med.

-> Eller spring op og ned på kronologien – du behøver ikke begynde med begyndelsen. Ofte har man enkelte scener, som står meget klart for en og hvor personerne træder i karakter. Skriv dem, og arbejd dig frem eller tilbage.

-> Læs, læs, læs – både andre i ’din’ genre og i det hele taget. Både for underholdningens skyld, men også for at lære, hvad der virker og hvad der ikke virker, og hvad der er nyt og hvad, der er kliché, fordi det simpelthen er skrevet om til døde.

-> Og smid så de andres måder at gøre det på ud til højre (inklusiv min) og definér din egen stil og dit eget projekt. Og slå så numsen ned og skriv.

Hun havde fået det helt forkerte ben ud af sengen i går, og vi andre følte os heller ikke specielt i stemning. Jeg selv stressede lidt rundt, manden tussede rundt om sig selv og ungen gik fra 0-100 med jævne mellemrum. Satte derfor ikke næsen op efter det store sus, men glædede mig dog til at babysitteren kom, så vi kunne gå ud at spise og se sidste forestilling af ’Bag de 7 døre’ på K2. Klokken 16 går barnet endeligt omkuld efter at have være småumulig hele eftermiddagen. Så er det tid til at lave mad til unge + babysitter, og lige tage et tjek hvornår den egentligt går. Det er så kl. 17. Pis også.

Frem og tilbage om vi skal vække ungen efter kun tyve minutters lur. Det går nok ikke bare at smutte, når naboens femtenårige kommer, selvom vi så har en mikroskopisk chance for at nå det. Ringer til teatret og siger, at vi ikke kommer til at bruge billetterne alligevel. Nej, nej, siger den unge mand. Der er ekstraforestilling 20.30. Hurra!
Sitteren kommer, mens vi tæsker rundt og gør os klar, laver mad og vækker helt utroligt vrangvilligt barn. Piv, gråd bliver afløst af oplæsning af ’Min Mormors Gebis’. Sitteren kender den ikke og tænker helt sikkert sit, mens hendes fingre danser en lind strøm af SMS’er afsted. Fair nok.

Endelig kan vi liste af og være lidt kærester i et par timer. Spiser skøn omgang kød på Rex Republic som omtrent de eneste, men stemningen var lige så brun som den porter, jeg uforvarende kom til at bestille (og som iskold maitre d’ ikke gjorde ansats til at anfægte). Ikke pivromantisk, men skidt. Vi får talt, uden afbrydelser, og det er skønt.

Går hånd i hånd ned til teatret. Som er ved at pakke sammen. De spillede nemlig kl. 17. Ekstra forestilling er ’Slutstrand’ på det ANDET Kaleidoskop. Crap. Går tilbage til bil med et lille stop ved Park Bio. Det vi gider se, går for sent. Manden iler heroisk op for at se, hvad der går andetsteds, jeg lister ned mod bilen med begyndende vabler. Bliver stukket af foråsmyg, da han ringer triumferende fra Park. Vi kan lige nå ’Mænd der hader kvinder i Empire. Afsted, afsted. Han skal lige til at dreje nøglen i tændingen, da han rynker brynene og ser på mig.
- Det går ikke. Det er jo den, jeg skal læse i påsken.
Suk. Mindre debat om det ikke er fint nok at se filmen, før man læser bogen (bøgerne er altid bedre, synes jeg), efterfulgt af en sidebensbemærkning om at det er skønt at han kan få læst deroppe, mens jeg tager mig af lomme-teenageren. Mental note om selv at tage bog med, der kan åbnes før han popper Stieg Larsson. Debatten afsluttes af moden tungerækning.
- Vi kunne cruise ud til Bakken, men mine vabler er ikke til Dyrehaven. Og vi har for lidt tøj med.  Hvad med Palads? Der må gå et eller andet, foreslår jeg, og glemmer at tidspunktet 20.30 ikke findes i de danske biografer.
- Tjek.
Ender med at gå i Imperial og se ’Monsters vs. Aliens’ med 3D-briller på, holde i hånd i mørket og fnise over alle de referencer, vi kan finde i filmen. Typisk os.

Kom hjem til hus, hvor der var sprunget en legetøjs-bombe og en sitter, der sagde at monsteret havde været en engel. Sad og nussede i sofaen til resten af ’Stranger than Fiction’ og nød den og hinanden. Ikke røde roser og champagne, bare rigtigt dejligt og fint. Og en romantik, der ganske matcher vores hverdag.

Kan dog godt være, jeg booker junior-suiten næste år…

Billederne, der stammer fra en udstilling i Østberlin (i noget rigtig Plattenbau tæt på Alexanderplatz), stammer fra 1949 til 1989, er alle bestillingsværker fra masse-organisationer i DDR. Udstillingen havde over 160 malerier på 2500 m2.

Andre moderskikkelser gled ud og ind af dagens anden film, græsk-russisk-italienske-tyske ’Dust of Time’ af græske Theo Angelopoulos – og den var alt andet end et støvfnug i tiden. Hvilket episk spild af tid! Jeg udvandrede efter en time, så kunne jeg simpelthen ikke udholde mere dårligt skuespil, løsrevne scener, der ingen vegne førte, prætentiøs firser-symbolisme, tåget fortælleteknik og ustyrlig ringe dialog. Et eller andet sted i denne film er en stor kærlighedshistorie, der strækker sig fra efterkrigstidens Gulag til nu, og en fortælling om forældresvigt – problemet er blot, at filmen forsøger at gøre begge dele samtidig og svigter fatalt. Ingen af figurerne er troværdige eller engagerende, og ikke engang Willem Dafoe i hovedrollen kan løfte dette ellers flot producerede miskmask op fra grøftekanten. Han bruger meget af filmen på at bekymre sig om sin teenagedatter, der er suicidal (hendes figur er på lærredet i under fem minutter – i alt!), forsøger at inddrage sin ekskone, der svarer ved at skrige, at hun havde følt sig kvalt i deres ægteskab. Suk. Jeg ærgrer mig over, at jeg har brugt en time af mit liv på denne film, men jeg sad lidt for længe og tænkte, at den måske tog sig sammen. Det gjorde den så ikke.
Har endnu en film til gode her til aften fredag, og ved, at den i det mindste ikke kan være værre.

Opdateret: Sidste film var ’White Lightnin’ af Dominic Murphy om Appalache-danseren Jesco White, der vokser op som lightergas-sniffende, no good white trash knægt i den dybeste armod, begynder at danse den lokale støvle-og stepdans, som sin hårdtslående far, møder kærligheden og bukker under, da dæmonerne får overtaget i ham. Hvis du forestiller dig ’Deliverance’ møder ’Trainspotting’, filmet meget håndholdt med det sygeste countrymusik, så er du ved at være der. Filmen er blandt andet produceret af Vice Magazine og har den unge og ukendte, men meget dygtige Edward Hogg i hovedrollen og Carrie Fisher i en stærk birolle som hans kone. Meget hård og langt ude, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den, også selvom jeg var nødt til at kigge væk i ny og næ. Tog med filmskribenten ud at drikke Riesling bagefter og fik ordnet verdenssituationen. At snakke med en mand, der både kan citere fra ’The Incredibles’ og som mener, at ’Star Wars’-prequels er en parafrase over Irak-krigen (tænk over det – det giver mening!), var dybt interessant. Man kunne ikke mærke på ham, at han havde festivalkuller (sove, skrive, se film, skrive, interviewe, skrive, se film, skrive, sove…i ti dage).

Så går det løs igen. Ja, jeg ved godt, at Berlinalen efterhånden har været i gang i noget tid. Men det er først nu, at jeg har bekvemmet mig herned til filmparadiset. Bekvemmet og bekvemmet…stod op kl. fire-effing-tredive denne snevejrsmorgen, ud i taxa kl. lidt i fem og af sted til lufthavnen, lidt kaffe og så ellers i bus så langt væk fra terminalen, at jeg var bange for at vi var kørt til Dragør. Her stod alle i kø på trappen til det lille, forblæste fly med afgang 6.30. I snestorm. Jeg forsøgte mig med et filmstjernevink, da jeg endelig nåede toppen og kunne træde ind. Det er nu to timer siden. Og vi sidder stadig i flyet. Vi har fået kaptajnens undskyldninger, lidt juice og kaffe. Og venter bare…på at nogen i Kastrup synes, at Air Berlin er vigtig nok til at få tilladelse til take-off. Nåh. Alt bliver godt, når vi er fremme. Det ved jeg bare. Også selvom vi kommer for sent til at se Jude Law i dametøj. Sally Potters seneste film, som skulle være et mordmysterie i modeverdenen, kommer ikke til at gå på et tidspunkt, hvor vi kan se den (næste visning er, når jeg sidder i flyet på vej hjem). Men det gør måske ikke det store. Den har fået ret dårlige anmeldelser, men i min optik kan en film med Eddie Izzard (dog uden dametøj), Judi Dench, Dianne Wiest og som sagt Jude selv ikke stinke helt. Den må i det mindste være interessant. Vi får se. Nu vil jeg drikke min kaffe og høre Duffy i flyhøjtalerne for gud ved hvilken gang…og hive kortet op, så jeg kan gå online og smide det her på bloggen. Bare fordi.

…og så kom vi endelig afsted. Fik mod forventning billet til An Englishman In New York med John Hurt og bedre start på festivalen kunne vi ikke få! Derefter meget dejlig kaffe med min tidligere kollega, filmanmelderen. Mere senere. Har netop spist og er på vej til billetkøen. Oh lykke, din navn er Berlin!

Jeg må erkende, at jeg er blevet voksen og dybt kedelig. Sidst jeg var vissen i byen på et übercool sted, var med mødregruppen, hvilket jeg ikke undlod at pointere overfor en sagesløs  og ædru bartender. Jeg smuttede fra et dybt interessant gå-hjem-møde om et nye ‘dameblad’, der ville sparke røv til den etablerede mediebranche (noget, der både optager mig og som kunne føre til noget karriereagtigt engang) - fordi jeg skulle hente ungen og lave frikadeller. Aviserne hober sig op i rækkehuset, selvom jeg arbejder i Danmarks ældste og mest innovative mediehus (det har jeg selv sagt at det er, så jeg ved at det er sandt). Jeg griner højest, når min datter gør noget skægt, ikke over sms-jokes eller stand-up. Jeg synes min mand er dygtig, når han slår søm i eller slår drager ihjel. Og det er ok. Jeg har det nemlig pragtfuldt.

Den lille flig af street cred og hipness jeg havde engang, er stukket af udenfor ligusteren. Den vil ikke med i Bilka om lørdagen. Eller i Silvan, selvom vi virkelig behøver en ny ventilator. Den vil ned og ha’ cocktails og gå i dyre, små butikker (hvor jeg ikke længere kan være i tøjet, selvom jeg nu har råd. Ret ironisk.). Den vil ud og give den gas. Det må den også godt. Bare jeg kan blive lige hvor jeg er, og lære min datter at synge endnu flere sange og fortælle hende, at  månen er oppe om morgenen, fordi den ikke vil i seng, selvom dens mor siger, at den skal.

Det næste bord, jeg skal danse på, er ikke en bardisk, men et skrivebord. Hvor det står, ved jeg ikke. Men det finder mig jo nok. Eller vice versa. Og så skal der dælendyleme flyttes nogle fusser.

Fik sendt en lille, uskyldig (ok, en helt vildt selvpromoverende) notits om mit nye job til mit fagblad. Folk skulle jo se, at der skete noget. Især måske dem, der ikke svarede på mine ærligt mente jobansøgninger (er nok lidt nærtagende på det punkt). Og så skete der faktisk noget. Blev kimet ned af sød og meget ivrig ung mand fra fagbladet. Om jeg ville være månedens medarbejder og profileres med foto und alles? Tjoh. Skulle lige tænke over det. Og mens jeg tænkte, ringede han. I weekenden og 117 gange i løbet af vigtigt møde mandag, indtil jeg til sidst sagde nej tak, af forskellige årsager, som ikke skal nævnes hér. Jeg tror ikke, jeg har oplevet at ligge så højt på andres to-do-lister, men jeg følte mig meget vigtig i en halv dag. Skønt nok.

Zenia er snart 13 måneder og fræk som en lille slagterhund. Jeg prøver ihærdigt at lære hende at sige ‘Ta-daaaaah!’, men hun stirrer bare på mig med et forundret smil, som om hun netop er blevet bekræftet i, at hendes mor endelig har mistet sin fornuft. Det har jeg nu ikke. Vist nok.

Krimien ligger på i kølerummet på Retsmedicinsk, som er dér vor helt er nået til. Der kan han så stå og fryse nummeren af, mens hans forfatter dyrker karriere og familieliv uden dårlig samvittighed over de lig, der ikke får hobet sig op. Men det kommer. Orkjo.

Vi havde begge tysset på de uvorne unge(r). Teenagerne løb tør for gas og fjant ved Nyborg, men ikke Folmer, der hyggesludrede i sin mobil on/off med hele bekendtskabskredsen hele vejen til København. Det er længe. Og højt, i Folmers tilfælde.

Lige uden for Hovedbanegården bemærkede han jovialt, at vi da fik en rolig tur alligevel.
- Ja, sådan nogenlunde…, hvæsede jeg.
Folmer fangede den vist ikke, så han gentog den lige, med et stort skægget smil. Det gjorde jeg så også.
- Ja, NOGENLUNDE!

Men det hjalp faktisk at blive arrig. Jeg fik jo faktisk skrevet. Endda derfra, hvor jeg var gået lidt i stå. Så tak, Folmer. Jeg føler, jeg kender dig så godt. Knæk og bræk, whereever you are.

At få øje på damen blandt tilskuerne i midten af rummet fyldte mig med en både isnende og frydefuld gysen. Jeg så meget interesseret på en række bedagede krimier, og håbede at være gledet ubemærket forbi hendes årvågne blik. For sent.
Jeg tabte vejret, som om en usynlig, behandsket hånd strammede mig om halsen. Hendes ivrige hånd vinkede til mig fra rækkerne, mens endnu en forfatter talte varmt for sine seneste unaturlige dødsfald. Jeg smilede og vinkede, og så forhåbentligt ikke for bleg ud. Sandheden var, at jeg rystede indvendigt, da kvinden i mængden endelig fangede mig. Meget stort knus, kæmpe smil.
- Heeeej, søde! Godt at se dig!
Så langt, så godt.
- Alt vel, ungen vokser, livet er skønt, sjovt at der er gået et år siden sidst, hvad?
Men hun var tydeligvis ikke tilfreds. Hun smilede hjerteligt, mens dødsstødet kom, hurtigt og glat som en kniv i natten.
- Nåh, hvornår sender du noget til mig?
Uargh.
- Du er vel ikke gået i stå? Har du fået en blokering?!

De lysende blå øjne strålede af ængstelse på min bogs vegne. Jeg kunne kun mumle noget om, at jeg ikke, som visse andre, har fået skrevet voldsomt meget under min barsel. Men dog noget. Jeg forsøgte at berolige hende med, at jeg skam var i gang, at jeg var videre.
- Du sender mig bare hvad du har, ikke?

Jo, jo. Den bog skal nok blive til noget. Hun efterlod mig fortumlet, men dog i live, og fandt en taxa mod banegården. Fik selv hul på bylden i toget.

Og så kan man gå fuldstændig i selvsving, når man så ikke hører noget. Gik  selv rundt om mailbakken i påsken som en nyforelsket hvalp. Var det for påtrængende at maile sin måske kommende chef? Virkede jeg desperat? Så går det over i ’hvis de ikke selv kan se, hvor godt vi passer sammen, så kan det være det samme!’-fasen. Også kendt som ’de ville have ringet nu, hvis de ville noget’. Men altså, alle har selvfølgelig travlt.

Skifter mellem at være ærgerlig, når jeg bliver forbigået – og at være helt oppe at ringe, når der kommer en ny jobsamtale et endnu mere spændende sted. For der er jo andre fisk i havet, og det rigtige job dukker stensikkert op, når jeg mindst venter det.

Lidt ligesom barnets far, som jeg fangede på det mest usandsynlige tidspunkt, endda på en dårlig hår-dag, hvor jeg bestemt ikke var på udkik. Og så var det jo bare det rigtige.

Ungen traller glad rundt derhjemme med Daddy-O, der nyder sin barsel. Havde jeg vidst, hvor meget overskud, der lå gemt i barnets far, så havde jeg dæleme sendt ham hjem noget før. De første par uger gik med installering af hårde hvidevarer og forårsrengøring. Altsammen tiltrængt og skønt - men nu meget dejligt, at han har fundet et mere naturligt leje. Så har jeg heller ikke så dårlig samvittighed over ikke at have udrettet mere (hverken herinde eller andre steder!), nu hvor tiden er gået! Men hvad, vi har fået en dejlig pige, der er blevet 10 måneder og viser tegn til at blive et ordentligt lille menneske, endda med humor.

Nu kysser jeg dem begge farvel hver morgen, og trodser fornuft og trafik for at tage hen til mit lille låneskrivebord på Strøget. Her sidder jeg så, søger job og arbejder lidt på den der krimi. Kommer alt, alt for lidt på bio, men ellers er tilværelsen god. Især når solen skinner og jeg kan læse, at ‘Hallam Foe’, sidste års dejlige overraskelse, langt om længe begejstrer anmeldere og andet godtfolk. Så føles det meget som forår.

Kald mig gammeldags, men jeg gider simpelthen ikke blogge, når jeg ikke har noget at sige. Så derfor først lidt nu. Og så har jeg egentligt ikke andet på programmet end at sige, at jeg er her endnu.

Nu mener jeg så faktisk noget – men det er mest på andres vegne. Har nemlig kastet mig ind i valgkampen og skriver lidt for en kandidat. Meget spændende, sjovt og lidt hårdt. Men DEJLIGT at lave noget og at andre forventer noget af mig. At det ikke bare er mig selv, der stiller krav. Det har jeg det nu bedst med.

Men alt vel. Travlt, men vel. Zenia vokser og griner og gør alt det, som babyer skal. Og jeg vælter regeringer, slår folk ihjel i bogen, nusser barn og mand og den &%€ kat (der har opgraderet fra guldsmed til fugl). Ikke en parade værd, men dog en lille fanfare.

Trut!

En solstråle spiller på stuegulvet, og jeg mærker en blanding af øm moderkærlighed og krigerstolthed vælde op i mig. Jeg tænker på livet og døden og at der er skønhed i begge dele. Som man jo kan, når man bliver lidt opstemt.

Der bliver stille i køkkenet. Zenia slipper med et veltilfreds suk og mælkeskæg. Det summer pludseligt igen. En græshoppe? Nej. Katten farer over sit bytte og dribler det ind i stuen, og jeg kan se, at det er sommerfuglebuskens fineste gæst. Guldsmeden. Øv.

Endnu en dramatisk jagt efter det hårdt sårede og stadigt baskende insekt ender med et gedigent poteslag. Mens jeg nænsomt får bøvset det sovende barn, æder katten sit store trofæ, og kommer rank ind til sofaen og vil klappes. Sommeren er pludseligt blevet lidt kortere.

Bortset fra at jeg var stor som et hus og gispede som en hval, så blev det faktisk ganske godt. Aldrig har mit lille rækkehus set så uhyggeligt ud, sådan filmet i skumringen, gennem den frønnede og klaprende havelåge… brr! Hvis ikke jeg vidste, at det er totalt stokrose- og ligusteridyl resten af tiden, så ville jeg blive nervøs for at bo her. Men, som enhver, der nogensinde har læst en engelsk krimi, vil vide – så er idyllen altid forræderisk og dækker over alskens råddenskab og lig i lasten! I dette tilfælde dog kun de lig, jeg vælger at putte i min bog.

Jeg har fået nogle meget dejlige reaktioner fra nogle af folkene fra skrivekurset. Det var fedt lige at genopfriske dagen ved at se det, der var blevet optaget fra Horsens. Og at vide, at der er folk derude, der hepper på mig. Leif Davidsen sagde engang i et interview, at der var noget særligt over folk i ’krimi-branchen’, et sammenhold og en ånd, hvor man ikke på samme måde er konkurrenter, men hvor man hjælper andre forfattere, fordi der er et fællesskab. Det kan han jo sagtens sige med dét salgstal, men jeg tror egentligt, der er noget om det. Man sidder ikke i hvert sit elfenbenstårn og lider for kunsten, men smøger ærmerne op og stikker hænderne ned i skidtet. Og er ikke bange for de andres håndværk. Har i hvert fald selv fået masser af gode råd – og et konkret fif om et genialt program til forfattere.

Tematirsdagen er her, og man skal ikke lade sig narre af de sidste fem minutter af forrige udsendelse – det kommer. Skriveprogrammet kan hentes her.

Om jeg bliver det næste store krimi-håb? Mjaeh… der arbejdes på sagen!

Det er jo ikke sandsynligt, at forlagene vælter over hinanden, bare fordi mor hér lige har et fem minutters indslag i den bedste sendetid. Men det ville jo ikke være tosset, hvis de gjorde.

Har ikke selv set indslaget endnu, men har fået at vide af journalisten, at det var blevet godt, det de optog aftenen før krimiseminaret i Horsens. Spøjs oplevelse at være interviewperson, når man selv lige har vænnet sig til at være journalist. Er lidt spændt på, hvad jeg egentligt fik sagt. Og ikke mindst hvor stor jeg mon egentligt var dér fem dage før terminen…

Jeg har meget nydt de tematirsdage der har været om hhv. skotsk og norsk krimi, og føler mig glad for at være i godt og morderligt selskab. Håber, at krimitirsdagene ikke bliver sparet væk, så jeg kan sidde ved siden af Bo Tao Michaëlis næste sommer og snakke om, hvordan det er debutere med en blodig bestseller.

Man skal række efter stjernerne, ikke?

Det er svært, for dagene er på en eller anden måde blevet vanvittigt små. På den der arbejdsløse måde, hvor et enkelt ærinde kan fylde hele dagen eller hvor man føler, at man skal slappe af, fordi man vaskede tøj i går. Helt ærligt. Så hårdt er det her barsel altså heller ikke…

Det er ret dejligt, og Zenia er skøn, selvom hun lige nu har et flip, hvor hun spiser, slipper, skælder ud i vilden sky – og spiser videre…! Hun er blevet bomstærk og tung og tester gerne sine superkræfter på hhv. legetæppe og ved at bruge superlungerne.

Men jeg kan skam godt få tiden til at gå. Når vi er ude at trille, går timerne som smurt – var f.eks. rundt i 11 timer i fredags, og det var måske nok i overkanten. Ikke at ungen klager, for hun får mad og lur som hun plejer, når vi er ude – det er vist bare mig, der trækker tiden ud. Dog ikke i prøverum, hvor tøj ryger hurtigere af og på, end Superman skifter kluns i en telefonboks.
Men at bruge tid i byen er altså nemt nok, for der er som regel butikker og caffé latte nok til at holde mig gående.

Jeg ville gerne udrette mere. Måske er jeg bare faldet i den klassiske kvindefælde, der handler om mine egne forventninger til hvad jeg skal nå. Jeg skal nok bare lade hende (og evt. Signe Wenneberg) om at være superhelte.

Nåh, men får da researchet lidt og lavet lidt noter, og bliver ved med at finde på til bogen. Så skal jeg bare se, om jeg ikke kan smække måsen i kontorstolen til andet end sladder på Eonline.com…det kunne jeg f.eks. i forgårs, hvor jeg opdagede at jeg havde et tegneserieprogram på Mac’en. &%€# sjovt. Men måske lidt en overspringshandling…