Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

Manden og jeg har netop været sammen i seks år. Vi fejrer altid dagen vi mødtes, sidste år med fireogtyve timer i Malmø helt uden barnet, der netop var knapt et år. Lykken var det år en junior-suite med lysekroner og udsigt, dejlige gaver, og endelig tid til at se hinanden i øjnene over dejlig mad og vin. Meget romantisk. Meget voksent. Vores datter og vores hverdag er kommet i trodsalderen i mellemtiden.

Hun havde fået det helt forkerte ben ud af sengen i går, og vi andre følte os heller ikke specielt i stemning. Jeg selv stressede lidt rundt, manden tussede rundt om sig selv og ungen gik fra 0-100 med jævne mellemrum. Satte derfor ikke næsen op efter det store sus, men glædede mig dog til at babysitteren kom, så vi kunne gå ud at spise og se sidste forestilling af ’Bag de 7 døre’ på K2. Klokken 16 går barnet endeligt omkuld efter at have være småumulig hele eftermiddagen. Så er det tid til at lave mad til unge + babysitter, og lige tage et tjek hvornår den egentligt går. Det er så kl. 17. Pis også.

Frem og tilbage om vi skal vække ungen efter kun tyve minutters lur. Det går nok ikke bare at smutte, når naboens femtenårige kommer, selvom vi så har en mikroskopisk chance for at nå det. Ringer til teatret og siger, at vi ikke kommer til at bruge billetterne alligevel. Nej, nej, siger den unge mand. Der er ekstraforestilling 20.30. Hurra!
Sitteren kommer, mens vi tæsker rundt og gør os klar, laver mad og vækker helt utroligt vrangvilligt barn. Piv, gråd bliver afløst af oplæsning af ’Min Mormors Gebis’. Sitteren kender den ikke og tænker helt sikkert sit, mens hendes fingre danser en lind strøm af SMS’er afsted. Fair nok.

Endelig kan vi liste af og være lidt kærester i et par timer. Spiser skøn omgang kød på Rex Republic som omtrent de eneste, men stemningen var lige så brun som den porter, jeg uforvarende kom til at bestille (og som iskold maitre d’ ikke gjorde ansats til at anfægte). Ikke pivromantisk, men skidt. Vi får talt, uden afbrydelser, og det er skønt.

Går hånd i hånd ned til teatret. Som er ved at pakke sammen. De spillede nemlig kl. 17. Ekstra forestilling er ’Slutstrand’ på det ANDET Kaleidoskop. Crap. Går tilbage til bil med et lille stop ved Park Bio. Det vi gider se, går for sent. Manden iler heroisk op for at se, hvad der går andetsteds, jeg lister ned mod bilen med begyndende vabler. Bliver stukket af foråsmyg, da han ringer triumferende fra Park. Vi kan lige nå ’Mænd der hader kvinder i Empire. Afsted, afsted. Han skal lige til at dreje nøglen i tændingen, da han rynker brynene og ser på mig.
- Det går ikke. Det er jo den, jeg skal læse i påsken.
Suk. Mindre debat om det ikke er fint nok at se filmen, før man læser bogen (bøgerne er altid bedre, synes jeg), efterfulgt af en sidebensbemærkning om at det er skønt at han kan få læst deroppe, mens jeg tager mig af lomme-teenageren. Mental note om selv at tage bog med, der kan åbnes før han popper Stieg Larsson. Debatten afsluttes af moden tungerækning.
- Vi kunne cruise ud til Bakken, men mine vabler er ikke til Dyrehaven. Og vi har for lidt tøj med.  Hvad med Palads? Der må gå et eller andet, foreslår jeg, og glemmer at tidspunktet 20.30 ikke findes i de danske biografer.
- Tjek.
Ender med at gå i Imperial og se ’Monsters vs. Aliens’ med 3D-briller på, holde i hånd i mørket og fnise over alle de referencer, vi kan finde i filmen. Typisk os.

Kom hjem til hus, hvor der var sprunget en legetøjs-bombe og en sitter, der sagde at monsteret havde været en engel. Sad og nussede i sofaen til resten af ’Stranger than Fiction’ og nød den og hinanden. Ikke røde roser og champagne, bare rigtigt dejligt og fint. Og en romantik, der ganske matcher vores hverdag.

Kan dog godt være, jeg booker junior-suiten næste år…

Der er politisk kunst - og så er der østtysk kunst! Aldrig er så mange traktorer blevet afbildet. Aldrig har Fernsehturm strålet mere opbyggeligt end i disse tankevækkende skilderier. Både for Genossen, pionerer og alle os andre.

Billederne, der stammer fra en udstilling i Østberlin (i noget rigtig Plattenbau tæt på Alexanderplatz), stammer fra 1949 til 1989, er alle bestillingsværker fra masse-organisationer i DDR. Udstillingen havde over 160 malerier på 2500 m2.

Sov på sofaen i nat, og stod op kl. 2.30 for at se Oscars. Jeg havde ikke svært ved at holde mig vågen gennem musicalnumre og utallige priser til indere, mens Hugh Jackman charmede sig igennem, men jeg blev ekstra vågen, da Sean Penn kaldte Akademiets højtærede medlemmer for ’commie, homo-loving sons of guns’. En meget politisk tale, og mange sande ord om lige rettigheder fra en mand, der har leveret et af sit livs bedste præstationer. Men uanset hvor langt ude på venstrefløjen man er i USA – så glemmer man sgu ikke at sige tak til konen og ungerne, når man får en Oscar. Måske har min gossip-guru ret i, at Penns ægteskab hænger med numsen i vandskorpen. Det må ærligt talt også være svært at gå tilbage til en gut, der fester med russiske modeller når han er på ferie med hustruen, men man må give Robin Wright Penn en imaginær statuette for ’Best Supporting Wife’ – i hvert fald, når der er røde løbere involveret. Så kunne han da godt lige kaste et håndtegn eller noget.
Indtil da var jeg vældig godt underholdt, selvom de danske kommentatorer var lidt døde i sværen – men klokken var også så tidligt, at min amerikanske niece ville kalde det ’the buttcrack o’ dawn’, så det kan være derfor. Men synes ikke rigtigt, de kom med så meget nyt. Formatet i Kodak-teatret var til gengæld nyt; mere intimt og rigtigt fint med tidligere års vindere, der giver kudos til de nominerede. Wolverine var en fantastisk vært, men ikke så sprudlende som jeg havde håbet, ovenpå hans champagnefest af en Tony-prisuddeling sidste år. Men Oscar har jo altid holdt relativt pænt på formerne, uanset hvilke film og skuespillere, der er i spil. Akademiet ved nu også, hvad seerne gerne vil have; flotte kjoler, klumper i halsen og et klip af Angelina Jolie i kedelig sort kjole, der griner fjoget af en joke, som hottere-end-nogensinde Jennifer Aniston netop har fortalt fra scenen, mens Brad Pitt har ansigtet i de nogenlunde rigtige folder. Hæ.

Lørdag var en glimrende filmdag trods tømmermænd – og den sidste for mit vedkommende. Lagde ud  med lidt shopping og derefter med tre bøsse/lesbiske dokumentarer; to små om pride-parader i hhv. Sarajevo og Jerusalem, der en gang for alle slog fast, at hvis der er noget, verdensreligioner står sammen om, som måske det eneste i verdens mest samspilsramte by – så er det, at de ikke kan snuppe homoer. Meget sært at se ortodokse religiøse ledere fra vidt forskellige trosretninger være enige om at Sodoma og Gomorrah er genopstået, fordi nogen vifter med et regnbueflag. Også stærkt foruroligende at den lokale EU-parlamentariker i Sarajevo-filmen siger, at problemet ved at komme ind i Unionen for dem er kravet om menneskerettigheder…’for det er imod, den måde vi lever på her’. Godt så. Meget, meget opmuntrende til gengæld at se hovedfilmen ’City of Borders’, der handler om livet som homo i Jerusalem.  At se, hvordan palæstinensiske drags sniger sig gennem muren for at gå på homobar i den jødiske del af byen. En arabisk kvinde og en jødisk kvinde, der lever frit og åbent sammen. Så er der da håb for fred engang, tænker jeg. Men der er nok lang tid til. Jødiske Adam, der er bosætter med sin mand, kan for eksempel ikke se, at han ikke kan nøjes med at forlange menneskerettigheder for sig selv, og ikke for de palæstinensere, der bor lige bag hegnet bag hans mors hus. Alt i alt en film, der gav mig nye vinkler på den ældgamle konflikt.
Vi forsøgte at genoptage shoppingen mellem film, men efter at være blevet behandlet helt horribelt i KaDeWe, droppede vi det. Gik ind og så ’The Countess’ af og med Julie Delpy, der spillede Erzebét Báthory; grevinden der i jagten på skønhed slog mange hundrede unge kvinder ihjel for at vaske sig i deres blod. Mere costume-drama end horror, selvom der naturligvis var den gru, der skulle være. Fin, men meget underspillet og lidt kuldslået film, med William Hurt og Daniel Bruehl (’Goodbye Lenin’) i gode biroller. Den unge Bruehl var i øvrigt også med i Delpys delikate og meget morsomme ’Two Days in Paris’ for et par år siden. Filmen kunne udlægges på mange måder: kvinders rolle i samfundet, vores stræben efter at opnå skønhed, hvor langt vil man gå og så videre – men den var på mange måder enten lidt for tilbageholdt eller lidt for meget. Sine steder var den lidt ufrivilligt morsom; det hjalp heller ikke at der sad en gut, der hylede af grin på et tidspunkt, hvor salen var helt stille i et følsomt øjeblik. Så var magien lidt brudt.
Vi blev i biografen for at se ’Solo Quiero Caminar’ (‘Just Walking’), med Victoria Abril og Diego Luna og et væld af spanske skuespillere, inklusive Javier Bardems meget lidt attraktive bror. Den havde en del Tarantino-elementer, og var egentligt glimrende i sin fremstilling af en kvindelig tyvebande, der gennemfører et meget indviklet tyveri, da den enes mand, en mexicansk narkobaron, sætter sin kone i koma efter at have smidt hende ud af en bil. Kvinderne er alle smukke, mændene nogle sjufter og plottet er egentligt så uendeligt ligegyldigt i forhold til stemningen af død, bedrag, kærlighed og sex, der kommer fra lærredet som skud fra inciterende flamenco-hofter, mens hælene slås i gulvet og guitaren slås an. Ay, caramba! Absolut en værdig slutning på en festival, der for mit vedkommende havde for få konkurrencefilm og galla – men dejligt alligevel.
Mens vi så den sidste film, dansede bjørnene og priserne blev uddelt. Fik tilbuddet om at tage på Tarantinos yndlingsbar i Berlin – og var simpelthen for træt. Næste gang, måske?

Her er alt fjong…det tog lidt tid, men er nu kommet i hus i hæderkronet medievirksomhed og har simpelthen en fest på det job. Vældigt travlt, krævende og interessant, for hver dag er nye udfordringer i hajfyldte farvande, så jeg er æblegrød, når jeg kommer hjem til mand og barn. Men jeg lærer og suger til mig, nyder at være i gang igen.

Fik sendt en lille, uskyldig (ok, en helt vildt selvpromoverende) notits om mit nye job til mit fagblad. Folk skulle jo se, at der skete noget. Især måske dem, der ikke svarede på mine ærligt mente jobansøgninger (er nok lidt nærtagende på det punkt). Og så skete der faktisk noget. Blev kimet ned af sød og meget ivrig ung mand fra fagbladet. Om jeg ville være månedens medarbejder og profileres med foto und alles? Tjoh. Skulle lige tænke over det. Og mens jeg tænkte, ringede han. I weekenden og 117 gange i løbet af vigtigt møde mandag, indtil jeg til sidst sagde nej tak, af forskellige årsager, som ikke skal nævnes hér. Jeg tror ikke, jeg har oplevet at ligge så højt på andres to-do-lister, men jeg følte mig meget vigtig i en halv dag. Skønt nok.

Zenia er snart 13 måneder og fræk som en lille slagterhund. Jeg prøver ihærdigt at lære hende at sige ‘Ta-daaaaah!’, men hun stirrer bare på mig med et forundret smil, som om hun netop er blevet bekræftet i, at hendes mor endelig har mistet sin fornuft. Det har jeg nu ikke. Vist nok.

Krimien ligger på i kølerummet på Retsmedicinsk, som er dér vor helt er nået til. Der kan han så stå og fryse nummeren af, mens hans forfatter dyrker karriere og familieliv uden dårlig samvittighed over de lig, der ikke får hobet sig op. Men det kommer. Orkjo.

Jo, det er! Nu har jeg et vist empirisk sammenligningsgrundlag, eftersom jeg både har haft de stævnemøder, jeg skulle have, og er i gang med at søge job. Lighederne hober sig op: man gør sit bedste for at præsentere sig godt, man får pinlige spørgsmål og kommer selv til at stille nogen, og hvis det gik godt, så håber man på at ses igen. Og man kan have alle mulige ting til fælles, uden at det klikker. Både dating og jobsamtaler har alle mulige uskrevne regler, som er lige meget, hvis der er kemi.

Og så kan man gå fuldstændig i selvsving, når man så ikke hører noget. Gik  selv rundt om mailbakken i påsken som en nyforelsket hvalp. Var det for påtrængende at maile sin måske kommende chef? Virkede jeg desperat? Så går det over i ’hvis de ikke selv kan se, hvor godt vi passer sammen, så kan det være det samme!’-fasen. Også kendt som ’de ville have ringet nu, hvis de ville noget’. Men altså, alle har selvfølgelig travlt.

Skifter mellem at være ærgerlig, når jeg bliver forbigået – og at være helt oppe at ringe, når der kommer en ny jobsamtale et endnu mere spændende sted. For der er jo andre fisk i havet, og det rigtige job dukker stensikkert op, når jeg mindst venter det.

Lidt ligesom barnets far, som jeg fangede på det mest usandsynlige tidspunkt, endda på en dårlig hår-dag, hvor jeg bestemt ikke var på udkik. Og så var det jo bare det rigtige.

Ja, jeg burde vel have været i Berlin lige nu. Filmfestivalen er i sin sidste fase, og jeg har bare været her. Og søgt job. Og freelancet. Og i det hele taget nydt gevaldigt at være blevet fritgående. Så selvom jeg morderligt gerne ville have været afsted igen i år, så er det alligevel en dejlig tid.

Ungen traller glad rundt derhjemme med Daddy-O, der nyder sin barsel. Havde jeg vidst, hvor meget overskud, der lå gemt i barnets far, så havde jeg dæleme sendt ham hjem noget før. De første par uger gik med installering af hårde hvidevarer og forårsrengøring. Altsammen tiltrængt og skønt - men nu meget dejligt, at han har fundet et mere naturligt leje. Så har jeg heller ikke så dårlig samvittighed over ikke at have udrettet mere (hverken herinde eller andre steder!), nu hvor tiden er gået! Men hvad, vi har fået en dejlig pige, der er blevet 10 måneder og viser tegn til at blive et ordentligt lille menneske, endda med humor.

Nu kysser jeg dem begge farvel hver morgen, og trodser fornuft og trafik for at tage hen til mit lille låneskrivebord på Strøget. Her sidder jeg så, søger job og arbejder lidt på den der krimi. Kommer alt, alt for lidt på bio, men ellers er tilværelsen god. Især når solen skinner og jeg kan læse, at ‘Hallam Foe’, sidste års dejlige overraskelse, langt om længe begejstrer anmeldere og andet godtfolk. Så føles det meget som forår.

Sidder og ammer vidunderbarnet i sofaen, da katten springer ind af vinduet med et triumferende plonk. Den haster ud i køkkenet, og jeg kan høre en summende lyd og miaven, mens der bokses rundt derude. Er lidt stolt over, at den endelig har fanget noget. Efter snart to år i hus var det ærligt talt også på tide at den viste lidt instinkt og kattemod.

En solstråle spiller på stuegulvet, og jeg mærker en blanding af øm moderkærlighed og krigerstolthed vælde op i mig. Jeg tænker på livet og døden og at der er skønhed i begge dele. Som man jo kan, når man bliver lidt opstemt.

Der bliver stille i køkkenet. Zenia slipper med et veltilfreds suk og mælkeskæg. Det summer pludseligt igen. En græshoppe? Nej. Katten farer over sit bytte og dribler det ind i stuen, og jeg kan se, at det er sommerfuglebuskens fineste gæst. Guldsmeden. Øv.

Endnu en dramatisk jagt efter det hårdt sårede og stadigt baskende insekt ender med et gedigent poteslag. Mens jeg nænsomt får bøvset det sovende barn, æder katten sit store trofæ, og kommer rank ind til sofaen og vil klappes. Sommeren er pludseligt blevet lidt kortere.

Det er godt nok ikke meget, jeg lige får skrevet i de her dage. Hverken her eller i krimien. Men nu skal der altså snart til at ske noget.

Det er svært, for dagene er på en eller anden måde blevet vanvittigt små. På den der arbejdsløse måde, hvor et enkelt ærinde kan fylde hele dagen eller hvor man føler, at man skal slappe af, fordi man vaskede tøj i går. Helt ærligt. Så hårdt er det her barsel altså heller ikke…

Det er ret dejligt, og Zenia er skøn, selvom hun lige nu har et flip, hvor hun spiser, slipper, skælder ud i vilden sky – og spiser videre…! Hun er blevet bomstærk og tung og tester gerne sine superkræfter på hhv. legetæppe og ved at bruge superlungerne.

Men jeg kan skam godt få tiden til at gå. Når vi er ude at trille, går timerne som smurt – var f.eks. rundt i 11 timer i fredags, og det var måske nok i overkanten. Ikke at ungen klager, for hun får mad og lur som hun plejer, når vi er ude – det er vist bare mig, der trækker tiden ud. Dog ikke i prøverum, hvor tøj ryger hurtigere af og på, end Superman skifter kluns i en telefonboks.
Men at bruge tid i byen er altså nemt nok, for der er som regel butikker og caffé latte nok til at holde mig gående.

Jeg ville gerne udrette mere. Måske er jeg bare faldet i den klassiske kvindefælde, der handler om mine egne forventninger til hvad jeg skal nå. Jeg skal nok bare lade hende (og evt. Signe Wenneberg) om at være superhelte.

Nåh, men får da researchet lidt og lavet lidt noter, og bliver ved med at finde på til bogen. Så skal jeg bare se, om jeg ikke kan smække måsen i kontorstolen til andet end sladder på Eonline.com…det kunne jeg f.eks. i forgårs, hvor jeg opdagede at jeg havde et tegneserieprogram på Mac’en. &%€# sjovt. Men måske lidt en overspringshandling…