Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

… kom jeg i eftermiddags til at jubelhvæse til en noget befippet Mikael Birkkjær, der sad med kasketten trukket godt ned og bare prøvede at drikke en latte nede i Strædet. Helt ærligt, hvor pinlig har man egentligt lov til at være? Der sker mærkelige ting, når man er sammen med sin unge (f.eks. når børnehaven strejker) og samtidig bliver konfronteret med et lidt kendt ansigt (f.eks. en strømer fra TV). Så dukker min for længst afdøde mor ud af min mund, lyslevende og med lige en snert af rejekone i ascendanten, bare for at sige noget syret. Han svarede heldigvis ikke, og jeg fik hanket op i klapvogn, mig selv og min mor og listet videre. Jeg mener, så vild er jeg jo heller ikke med ’Forbrydelsen II’. Eneste trøst er vel, at vi er mange, der mistænker Strange.

Manden og jeg har netop været sammen i seks år. Vi fejrer altid dagen vi mødtes, sidste år med fireogtyve timer i Malmø helt uden barnet, der netop var knapt et år. Lykken var det år en junior-suite med lysekroner og udsigt, dejlige gaver, og endelig tid til at se hinanden i øjnene over dejlig mad og vin. Meget romantisk. Meget voksent. Vores datter og vores hverdag er kommet i trodsalderen i mellemtiden.

Hun havde fået det helt forkerte ben ud af sengen i går, og vi andre følte os heller ikke specielt i stemning. Jeg selv stressede lidt rundt, manden tussede rundt om sig selv og ungen gik fra 0-100 med jævne mellemrum. Satte derfor ikke næsen op efter det store sus, men glædede mig dog til at babysitteren kom, så vi kunne gå ud at spise og se sidste forestilling af ’Bag de 7 døre’ på K2. Klokken 16 går barnet endeligt omkuld efter at have være småumulig hele eftermiddagen. Så er det tid til at lave mad til unge + babysitter, og lige tage et tjek hvornår den egentligt går. Det er så kl. 17. Pis også.

Frem og tilbage om vi skal vække ungen efter kun tyve minutters lur. Det går nok ikke bare at smutte, når naboens femtenårige kommer, selvom vi så har en mikroskopisk chance for at nå det. Ringer til teatret og siger, at vi ikke kommer til at bruge billetterne alligevel. Nej, nej, siger den unge mand. Der er ekstraforestilling 20.30. Hurra!
Sitteren kommer, mens vi tæsker rundt og gør os klar, laver mad og vækker helt utroligt vrangvilligt barn. Piv, gråd bliver afløst af oplæsning af ’Min Mormors Gebis’. Sitteren kender den ikke og tænker helt sikkert sit, mens hendes fingre danser en lind strøm af SMS’er afsted. Fair nok.

Endelig kan vi liste af og være lidt kærester i et par timer. Spiser skøn omgang kød på Rex Republic som omtrent de eneste, men stemningen var lige så brun som den porter, jeg uforvarende kom til at bestille (og som iskold maitre d’ ikke gjorde ansats til at anfægte). Ikke pivromantisk, men skidt. Vi får talt, uden afbrydelser, og det er skønt.

Går hånd i hånd ned til teatret. Som er ved at pakke sammen. De spillede nemlig kl. 17. Ekstra forestilling er ’Slutstrand’ på det ANDET Kaleidoskop. Crap. Går tilbage til bil med et lille stop ved Park Bio. Det vi gider se, går for sent. Manden iler heroisk op for at se, hvad der går andetsteds, jeg lister ned mod bilen med begyndende vabler. Bliver stukket af foråsmyg, da han ringer triumferende fra Park. Vi kan lige nå ’Mænd der hader kvinder i Empire. Afsted, afsted. Han skal lige til at dreje nøglen i tændingen, da han rynker brynene og ser på mig.
- Det går ikke. Det er jo den, jeg skal læse i påsken.
Suk. Mindre debat om det ikke er fint nok at se filmen, før man læser bogen (bøgerne er altid bedre, synes jeg), efterfulgt af en sidebensbemærkning om at det er skønt at han kan få læst deroppe, mens jeg tager mig af lomme-teenageren. Mental note om selv at tage bog med, der kan åbnes før han popper Stieg Larsson. Debatten afsluttes af moden tungerækning.
- Vi kunne cruise ud til Bakken, men mine vabler er ikke til Dyrehaven. Og vi har for lidt tøj med.  Hvad med Palads? Der må gå et eller andet, foreslår jeg, og glemmer at tidspunktet 20.30 ikke findes i de danske biografer.
- Tjek.
Ender med at gå i Imperial og se ’Monsters vs. Aliens’ med 3D-briller på, holde i hånd i mørket og fnise over alle de referencer, vi kan finde i filmen. Typisk os.

Kom hjem til hus, hvor der var sprunget en legetøjs-bombe og en sitter, der sagde at monsteret havde været en engel. Sad og nussede i sofaen til resten af ’Stranger than Fiction’ og nød den og hinanden. Ikke røde roser og champagne, bare rigtigt dejligt og fint. Og en romantik, der ganske matcher vores hverdag.

Kan dog godt være, jeg booker junior-suiten næste år…

Jep. Det måtte jo ske. Fik job, og så gik krimiskrivning al kødets gang (eller i hvert fald ikke så meget på skærmen som i hovedet). Og bloggingen gik i frø, alt imens jeg har stæset og stresset, jublet, grint og grædt på hhv. jobbet mellem 9 og 17 (dog kun til 16, når jeg henter præmiepoden), og igen på den sønderbombede hjemmefront, indtil jeg falder i søvn nede i en ugegammel avis eller op af manden til en TV-krimi.

Jeg må erkende, at jeg er blevet voksen og dybt kedelig. Sidst jeg var vissen i byen på et übercool sted, var med mødregruppen, hvilket jeg ikke undlod at pointere overfor en sagesløs  og ædru bartender. Jeg smuttede fra et dybt interessant gå-hjem-møde om et nye ‘dameblad’, der ville sparke røv til den etablerede mediebranche (noget, der både optager mig og som kunne føre til noget karriereagtigt engang) - fordi jeg skulle hente ungen og lave frikadeller. Aviserne hober sig op i rækkehuset, selvom jeg arbejder i Danmarks ældste og mest innovative mediehus (det har jeg selv sagt at det er, så jeg ved at det er sandt). Jeg griner højest, når min datter gør noget skægt, ikke over sms-jokes eller stand-up. Jeg synes min mand er dygtig, når han slår søm i eller slår drager ihjel. Og det er ok. Jeg har det nemlig pragtfuldt.

Den lille flig af street cred og hipness jeg havde engang, er stukket af udenfor ligusteren. Den vil ikke med i Bilka om lørdagen. Eller i Silvan, selvom vi virkelig behøver en ny ventilator. Den vil ned og ha’ cocktails og gå i dyre, små butikker (hvor jeg ikke længere kan være i tøjet, selvom jeg nu har råd. Ret ironisk.). Den vil ud og give den gas. Det må den også godt. Bare jeg kan blive lige hvor jeg er, og lære min datter at synge endnu flere sange og fortælle hende, at  månen er oppe om morgenen, fordi den ikke vil i seng, selvom dens mor siger, at den skal.

Det næste bord, jeg skal danse på, er ikke en bardisk, men et skrivebord. Hvor det står, ved jeg ikke. Men det finder mig jo nok. Eller vice versa. Og så skal der dælendyleme flyttes nogle fusser.

Her er alt fjong…det tog lidt tid, men er nu kommet i hus i hæderkronet medievirksomhed og har simpelthen en fest på det job. Vældigt travlt, krævende og interessant, for hver dag er nye udfordringer i hajfyldte farvande, så jeg er æblegrød, når jeg kommer hjem til mand og barn. Men jeg lærer og suger til mig, nyder at være i gang igen.

Fik sendt en lille, uskyldig (ok, en helt vildt selvpromoverende) notits om mit nye job til mit fagblad. Folk skulle jo se, at der skete noget. Især måske dem, der ikke svarede på mine ærligt mente jobansøgninger (er nok lidt nærtagende på det punkt). Og så skete der faktisk noget. Blev kimet ned af sød og meget ivrig ung mand fra fagbladet. Om jeg ville være månedens medarbejder og profileres med foto und alles? Tjoh. Skulle lige tænke over det. Og mens jeg tænkte, ringede han. I weekenden og 117 gange i løbet af vigtigt møde mandag, indtil jeg til sidst sagde nej tak, af forskellige årsager, som ikke skal nævnes hér. Jeg tror ikke, jeg har oplevet at ligge så højt på andres to-do-lister, men jeg følte mig meget vigtig i en halv dag. Skønt nok.

Zenia er snart 13 måneder og fræk som en lille slagterhund. Jeg prøver ihærdigt at lære hende at sige ‘Ta-daaaaah!’, men hun stirrer bare på mig med et forundret smil, som om hun netop er blevet bekræftet i, at hendes mor endelig har mistet sin fornuft. Det har jeg nu ikke. Vist nok.

Krimien ligger på i kølerummet på Retsmedicinsk, som er dér vor helt er nået til. Der kan han så stå og fryse nummeren af, mens hans forfatter dyrker karriere og familieliv uden dårlig samvittighed over de lig, der ikke får hobet sig op. Men det kommer. Orkjo.

Jeg tog hjem fra Horsens med et bumletog fyldt med hvinende teenagere og en Folmer i tresserne. Om Folmer ved jeg, udover navnet, at han har en nevø, han ikke har set længe og at han skal spille med i et eller andet. Folmers nerver hænger i de her dage omkring ham som et bastskørt. Hans formulering, ikke min. Jeg ser desværre alt for nemt den midaldrende mand danse en inciterende hula for mig iført ølmave, kasket, briller og fuldskæg.

Vi havde begge tysset på de uvorne unge(r). Teenagerne løb tør for gas og fjant ved Nyborg, men ikke Folmer, der hyggesludrede i sin mobil on/off med hele bekendtskabskredsen hele vejen til København. Det er længe. Og højt, i Folmers tilfælde.

Lige uden for Hovedbanegården bemærkede han jovialt, at vi da fik en rolig tur alligevel.
- Ja, sådan nogenlunde…, hvæsede jeg.
Folmer fangede den vist ikke, så han gentog den lige, med et stort skægget smil. Det gjorde jeg så også.
- Ja, NOGENLUNDE!

Men det hjalp faktisk at blive arrig. Jeg fik jo faktisk skrevet. Endda derfra, hvor jeg var gået lidt i stå. Så tak, Folmer. Jeg føler, jeg kender dig så godt. Knæk og bræk, whereever you are.

Jeg var til krimimessen i går. Var gået rundt i den ivrige menneskemasse i en time. Snakket med gamle og værdsatte bekendte, kigget på ansigter og den ene bog efter den anden med skumle mord. God, men blodig stemning.

At få øje på damen blandt tilskuerne i midten af rummet fyldte mig med en både isnende og frydefuld gysen. Jeg så meget interesseret på en række bedagede krimier, og håbede at være gledet ubemærket forbi hendes årvågne blik. For sent.
Jeg tabte vejret, som om en usynlig, behandsket hånd strammede mig om halsen. Hendes ivrige hånd vinkede til mig fra rækkerne, mens endnu en forfatter talte varmt for sine seneste unaturlige dødsfald. Jeg smilede og vinkede, og så forhåbentligt ikke for bleg ud. Sandheden var, at jeg rystede indvendigt, da kvinden i mængden endelig fangede mig. Meget stort knus, kæmpe smil.
- Heeeej, søde! Godt at se dig!
Så langt, så godt.
- Alt vel, ungen vokser, livet er skønt, sjovt at der er gået et år siden sidst, hvad?
Men hun var tydeligvis ikke tilfreds. Hun smilede hjerteligt, mens dødsstødet kom, hurtigt og glat som en kniv i natten.
- Nåh, hvornår sender du noget til mig?
Uargh.
- Du er vel ikke gået i stå? Har du fået en blokering?!

De lysende blå øjne strålede af ængstelse på min bogs vegne. Jeg kunne kun mumle noget om, at jeg ikke, som visse andre, har fået skrevet voldsomt meget under min barsel. Men dog noget. Jeg forsøgte at berolige hende med, at jeg skam var i gang, at jeg var videre.
- Du sender mig bare hvad du har, ikke?

Jo, jo. Den bog skal nok blive til noget. Hun efterlod mig fortumlet, men dog i live, og fandt en taxa mod banegården. Fik selv hul på bylden i toget.

Ja, jeg burde vel have været i Berlin lige nu. Filmfestivalen er i sin sidste fase, og jeg har bare været her. Og søgt job. Og freelancet. Og i det hele taget nydt gevaldigt at være blevet fritgående. Så selvom jeg morderligt gerne ville have været afsted igen i år, så er det alligevel en dejlig tid.

Ungen traller glad rundt derhjemme med Daddy-O, der nyder sin barsel. Havde jeg vidst, hvor meget overskud, der lå gemt i barnets far, så havde jeg dæleme sendt ham hjem noget før. De første par uger gik med installering af hårde hvidevarer og forårsrengøring. Altsammen tiltrængt og skønt - men nu meget dejligt, at han har fundet et mere naturligt leje. Så har jeg heller ikke så dårlig samvittighed over ikke at have udrettet mere (hverken herinde eller andre steder!), nu hvor tiden er gået! Men hvad, vi har fået en dejlig pige, der er blevet 10 måneder og viser tegn til at blive et ordentligt lille menneske, endda med humor.

Nu kysser jeg dem begge farvel hver morgen, og trodser fornuft og trafik for at tage hen til mit lille låneskrivebord på Strøget. Her sidder jeg så, søger job og arbejder lidt på den der krimi. Kommer alt, alt for lidt på bio, men ellers er tilværelsen god. Især når solen skinner og jeg kan læse, at ‘Hallam Foe’, sidste års dejlige overraskelse, langt om længe begejstrer anmeldere og andet godtfolk. Så føles det meget som forår.

Puh. Jeg har, som man måske har bemærket, lige haft en lang periode, hvor jeg ikke mente en pind om noget som helst. Det hang både sammen med generel ugidelighed og med at jeg endelig fik fat i mine mord. Eller også fik de fat i mig.

Kald mig gammeldags, men jeg gider simpelthen ikke blogge, når jeg ikke har noget at sige. Så derfor først lidt nu. Og så har jeg egentligt ikke andet på programmet end at sige, at jeg er her endnu.

Nu mener jeg så faktisk noget – men det er mest på andres vegne. Har nemlig kastet mig ind i valgkampen og skriver lidt for en kandidat. Meget spændende, sjovt og lidt hårdt. Men DEJLIGT at lave noget og at andre forventer noget af mig. At det ikke bare er mig selv, der stiller krav. Det har jeg det nu bedst med.

Men alt vel. Travlt, men vel. Zenia vokser og griner og gør alt det, som babyer skal. Og jeg vælter regeringer, slår folk ihjel i bogen, nusser barn og mand og den &%€ kat (der har opgraderet fra guldsmed til fugl). Ikke en parade værd, men dog en lille fanfare.

Trut!

Sidder og ammer vidunderbarnet i sofaen, da katten springer ind af vinduet med et triumferende plonk. Den haster ud i køkkenet, og jeg kan høre en summende lyd og miaven, mens der bokses rundt derude. Er lidt stolt over, at den endelig har fanget noget. Efter snart to år i hus var det ærligt talt også på tide at den viste lidt instinkt og kattemod.

En solstråle spiller på stuegulvet, og jeg mærker en blanding af øm moderkærlighed og krigerstolthed vælde op i mig. Jeg tænker på livet og døden og at der er skønhed i begge dele. Som man jo kan, når man bliver lidt opstemt.

Der bliver stille i køkkenet. Zenia slipper med et veltilfreds suk og mælkeskæg. Det summer pludseligt igen. En græshoppe? Nej. Katten farer over sit bytte og dribler det ind i stuen, og jeg kan se, at det er sommerfuglebuskens fineste gæst. Guldsmeden. Øv.

Endnu en dramatisk jagt efter det hårdt sårede og stadigt baskende insekt ender med et gedigent poteslag. Mens jeg nænsomt får bøvset det sovende barn, æder katten sit store trofæ, og kommer rank ind til sofaen og vil klappes. Sommeren er pludseligt blevet lidt kortere.

Det er godt nok ikke meget, jeg lige får skrevet i de her dage. Hverken her eller i krimien. Men nu skal der altså snart til at ske noget.

Det er svært, for dagene er på en eller anden måde blevet vanvittigt små. På den der arbejdsløse måde, hvor et enkelt ærinde kan fylde hele dagen eller hvor man føler, at man skal slappe af, fordi man vaskede tøj i går. Helt ærligt. Så hårdt er det her barsel altså heller ikke…

Det er ret dejligt, og Zenia er skøn, selvom hun lige nu har et flip, hvor hun spiser, slipper, skælder ud i vilden sky – og spiser videre…! Hun er blevet bomstærk og tung og tester gerne sine superkræfter på hhv. legetæppe og ved at bruge superlungerne.

Men jeg kan skam godt få tiden til at gå. Når vi er ude at trille, går timerne som smurt – var f.eks. rundt i 11 timer i fredags, og det var måske nok i overkanten. Ikke at ungen klager, for hun får mad og lur som hun plejer, når vi er ude – det er vist bare mig, der trækker tiden ud. Dog ikke i prøverum, hvor tøj ryger hurtigere af og på, end Superman skifter kluns i en telefonboks.
Men at bruge tid i byen er altså nemt nok, for der er som regel butikker og caffé latte nok til at holde mig gående.

Jeg ville gerne udrette mere. Måske er jeg bare faldet i den klassiske kvindefælde, der handler om mine egne forventninger til hvad jeg skal nå. Jeg skal nok bare lade hende (og evt. Signe Wenneberg) om at være superhelte.

Nåh, men får da researchet lidt og lavet lidt noter, og bliver ved med at finde på til bogen. Så skal jeg bare se, om jeg ikke kan smække måsen i kontorstolen til andet end sladder på Eonline.com…det kunne jeg f.eks. i forgårs, hvor jeg opdagede at jeg havde et tegneserieprogram på Mac’en. &%€# sjovt. Men måske lidt en overspringshandling…

Nu er der så gået en måned med Zenia Marie, som blev navnet. det yndige barns forældre syntes hun skulle trækkes med. Syret, at dette er min første Mors Dag som mor, og jeg føler trang til at gøre status. Men det er ret enkelt: Livet er dejligt.

De første fjorten dage var hårde som bare fanden på grund af kronisk træthed, monsterboobs og nødvendigheden af at gå som en gammel kone. Jeg tvivlede stærkt på, at jeg nogensinde ville få et voksenliv igen. Bare sådan noget med at spise mad sammen og ikke skiftes til at kyle i hovedet, mens den anden bærer rundt på ungen. Eller bare at kunne samtale efter kl. 21.

Men nu er overblikket så småt ved at være der, og vi er alle tre ved at have fundet noget, der ligner en fornuftig rytme. Det betyder bl.a. at jeg ind i mellem kommer ud at trille med den lille, og der er det, man bliver så glad for det der Field’s. De har nemlig et ret OK ammerum, hvor ungen kan fodres af og Mor hér smække fødderne op. Så sidder vi dér i komfortable læderlænestole, vi nogle-og-tredive-årige mødre på barsel, med patværket og afkommet fremme og snakker og kigger og beundrer hinandens. Afkom, ikke babser. Man får et pænt afslappet forhold til sin barm, når den faktisk bliver brugt til noget andet end skæg og pynt.

Det er sikkert grænseoverskridende for nogle, men for mig, der er moderløs og ikke i mødregruppe endnu, er det ret hyggeligt. I det hele taget nyder jeg, hvordan man bare falder i snak med alle mulige, bare fordi man har en nuttegøj med sig rundt. Jeg har fået snakket fødselsoplevelser i bussen med en yderst sobert tildækket arabisk pige, som i løbet af fire stoppesteder havde fortalt alt om sit kejsersnit, givet en midaldrende dame tårer i øjnene, fordi hun godt snart ville ha’ børnebørn (så længe, de var så kære som min!) og hørt en sød, gammel dame fortælle, at hun i sin tid gik med barnevognen fra Sundbyvester Plads til Brønshøj (og retur!), for dengang måtte man ikke ha’ vognen med. Det kan godt være, det er fordi jeg er journalist, men jeg synes andre mennesker er drønspændende.

Så hyggelig var min snak med en anden mor i fredags i ammerummet i Field’s, at jeg overvejede at invitere på kaffe, mens vi nu alligevel var i gang med at ordne verdenssituationen. Men det kunne jo være, det var grænseoverskridende for hende, så jeg turde ikke. Man vil jo nødig være ’for meget’. Desuden skulle hun i IKEA. Hun var nemlig på udkig efter en tidsskriftsholder til sin kæreste, som hun ville fylde med fodbold- og filmblade og hænge op på toilettet, som påskønnelse af at han var en go’ far og en dejlig kæreste. Se, så håber jeg at han i dag har sagt til hende, at hun også er go’ og dejlig, for det synes, jeg hun har fortjent!

(Og hvis nogle skulle være nysgerrige – jeps, sådan en tidsskriftholder har vi allerede hjemme hos os.)

God Mors Dag, også til jer, der synes det er noget kommercielt pjat. Og husk at ringe til din mor, mens du kan, også selvom hun kan være for meget i ny og næ.