Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

Sov på sofaen i nat, og stod op kl. 2.30 for at se Oscars. Jeg havde ikke svært ved at holde mig vågen gennem musicalnumre og utallige priser til indere, mens Hugh Jackman charmede sig igennem, men jeg blev ekstra vågen, da Sean Penn kaldte Akademiets højtærede medlemmer for ’commie, homo-loving sons of guns’. En meget politisk tale, og mange sande ord om lige rettigheder fra en mand, der har leveret et af sit livs bedste præstationer. Men uanset hvor langt ude på venstrefløjen man er i USA – så glemmer man sgu ikke at sige tak til konen og ungerne, når man får en Oscar. Måske har min gossip-guru ret i, at Penns ægteskab hænger med numsen i vandskorpen. Det må ærligt talt også være svært at gå tilbage til en gut, der fester med russiske modeller når han er på ferie med hustruen, men man må give Robin Wright Penn en imaginær statuette for ’Best Supporting Wife’ – i hvert fald, når der er røde løbere involveret. Så kunne han da godt lige kaste et håndtegn eller noget.
Indtil da var jeg vældig godt underholdt, selvom de danske kommentatorer var lidt døde i sværen – men klokken var også så tidligt, at min amerikanske niece ville kalde det ’the buttcrack o’ dawn’, så det kan være derfor. Men synes ikke rigtigt, de kom med så meget nyt. Formatet i Kodak-teatret var til gengæld nyt; mere intimt og rigtigt fint med tidligere års vindere, der giver kudos til de nominerede. Wolverine var en fantastisk vært, men ikke så sprudlende som jeg havde håbet, ovenpå hans champagnefest af en Tony-prisuddeling sidste år. Men Oscar har jo altid holdt relativt pænt på formerne, uanset hvilke film og skuespillere, der er i spil. Akademiet ved nu også, hvad seerne gerne vil have; flotte kjoler, klumper i halsen og et klip af Angelina Jolie i kedelig sort kjole, der griner fjoget af en joke, som hottere-end-nogensinde Jennifer Aniston netop har fortalt fra scenen, mens Brad Pitt har ansigtet i de nogenlunde rigtige folder. Hæ.

Lørdag var en glimrende filmdag trods tømmermænd – og den sidste for mit vedkommende. Lagde ud  med lidt shopping og derefter med tre bøsse/lesbiske dokumentarer; to små om pride-parader i hhv. Sarajevo og Jerusalem, der en gang for alle slog fast, at hvis der er noget, verdensreligioner står sammen om, som måske det eneste i verdens mest samspilsramte by – så er det, at de ikke kan snuppe homoer. Meget sært at se ortodokse religiøse ledere fra vidt forskellige trosretninger være enige om at Sodoma og Gomorrah er genopstået, fordi nogen vifter med et regnbueflag. Også stærkt foruroligende at den lokale EU-parlamentariker i Sarajevo-filmen siger, at problemet ved at komme ind i Unionen for dem er kravet om menneskerettigheder…’for det er imod, den måde vi lever på her’. Godt så. Meget, meget opmuntrende til gengæld at se hovedfilmen ’City of Borders’, der handler om livet som homo i Jerusalem.  At se, hvordan palæstinensiske drags sniger sig gennem muren for at gå på homobar i den jødiske del af byen. En arabisk kvinde og en jødisk kvinde, der lever frit og åbent sammen. Så er der da håb for fred engang, tænker jeg. Men der er nok lang tid til. Jødiske Adam, der er bosætter med sin mand, kan for eksempel ikke se, at han ikke kan nøjes med at forlange menneskerettigheder for sig selv, og ikke for de palæstinensere, der bor lige bag hegnet bag hans mors hus. Alt i alt en film, der gav mig nye vinkler på den ældgamle konflikt.
Vi forsøgte at genoptage shoppingen mellem film, men efter at være blevet behandlet helt horribelt i KaDeWe, droppede vi det. Gik ind og så ’The Countess’ af og med Julie Delpy, der spillede Erzebét Báthory; grevinden der i jagten på skønhed slog mange hundrede unge kvinder ihjel for at vaske sig i deres blod. Mere costume-drama end horror, selvom der naturligvis var den gru, der skulle være. Fin, men meget underspillet og lidt kuldslået film, med William Hurt og Daniel Bruehl (’Goodbye Lenin’) i gode biroller. Den unge Bruehl var i øvrigt også med i Delpys delikate og meget morsomme ’Two Days in Paris’ for et par år siden. Filmen kunne udlægges på mange måder: kvinders rolle i samfundet, vores stræben efter at opnå skønhed, hvor langt vil man gå og så videre – men den var på mange måder enten lidt for tilbageholdt eller lidt for meget. Sine steder var den lidt ufrivilligt morsom; det hjalp heller ikke at der sad en gut, der hylede af grin på et tidspunkt, hvor salen var helt stille i et følsomt øjeblik. Så var magien lidt brudt.
Vi blev i biografen for at se ’Solo Quiero Caminar’ (‘Just Walking’), med Victoria Abril og Diego Luna og et væld af spanske skuespillere, inklusive Javier Bardems meget lidt attraktive bror. Den havde en del Tarantino-elementer, og var egentligt glimrende i sin fremstilling af en kvindelig tyvebande, der gennemfører et meget indviklet tyveri, da den enes mand, en mexicansk narkobaron, sætter sin kone i koma efter at have smidt hende ud af en bil. Kvinderne er alle smukke, mændene nogle sjufter og plottet er egentligt så uendeligt ligegyldigt i forhold til stemningen af død, bedrag, kærlighed og sex, der kommer fra lærredet som skud fra inciterende flamenco-hofter, mens hælene slås i gulvet og guitaren slås an. Ay, caramba! Absolut en værdig slutning på en festival, der for mit vedkommende havde for få konkurrencefilm og galla – men dejligt alligevel.
Mens vi så den sidste film, dansede bjørnene og priserne blev uddelt. Fik tilbuddet om at tage på Tarantinos yndlingsbar i Berlin – og var simpelthen for træt. Næste gang, måske?

Skrev dette i går morges:

Så går det løs igen. Ja, jeg ved godt, at Berlinalen efterhånden har været i gang i noget tid. Men det er først nu, at jeg har bekvemmet mig herned til filmparadiset. Bekvemmet og bekvemmet…stod op kl. fire-effing-tredive denne snevejrsmorgen, ud i taxa kl. lidt i fem og af sted til lufthavnen, lidt kaffe og så ellers i bus så langt væk fra terminalen, at jeg var bange for at vi var kørt til Dragør. Her stod alle i kø på trappen til det lille, forblæste fly med afgang 6.30. I snestorm. Jeg forsøgte mig med et filmstjernevink, da jeg endelig nåede toppen og kunne træde ind. Det er nu to timer siden. Og vi sidder stadig i flyet. Vi har fået kaptajnens undskyldninger, lidt juice og kaffe. Og venter bare…på at nogen i Kastrup synes, at Air Berlin er vigtig nok til at få tilladelse til take-off. Nåh. Alt bliver godt, når vi er fremme. Det ved jeg bare. Også selvom vi kommer for sent til at se Jude Law i dametøj. Sally Potters seneste film, som skulle være et mordmysterie i modeverdenen, kommer ikke til at gå på et tidspunkt, hvor vi kan se den (næste visning er, når jeg sidder i flyet på vej hjem). Men det gør måske ikke det store. Den har fået ret dårlige anmeldelser, men i min optik kan en film med Eddie Izzard (dog uden dametøj), Judi Dench, Dianne Wiest og som sagt Jude selv ikke stinke helt. Den må i det mindste være interessant. Vi får se. Nu vil jeg drikke min kaffe og høre Duffy i flyhøjtalerne for gud ved hvilken gang…og hive kortet op, så jeg kan gå online og smide det her på bloggen. Bare fordi.

…og så kom vi endelig afsted. Fik mod forventning billet til An Englishman In New York med John Hurt og bedre start på festivalen kunne vi ikke få! Derefter meget dejlig kaffe med min tidligere kollega, filmanmelderen. Mere senere. Har netop spist og er på vej til billetkøen. Oh lykke, din navn er Berlin!

Lørdag var doku-dag. Jeg holder meget af en god dokumentar, men udvalget hernede har ikke været voldsomt stort i år. Heldigvis var den sidste dags film ganske spændende og gode.
Jeg har kollaboreret med Mads Brügger tidligere og har naturligvis fulgt med i hans undercovertur til Nordkorea. Derfor var Daniel Gordons ’Crossing The Line’ ikke til at komme uden om. En særdeles veldrejet dokumentar om fire amerikanske soldater der i tresserne uafhængigt af hinanden hoppede af til Nordkorea af personlige årsager. Den ene, John James Dresnok, er filmens hovedperson og den eneste tilbage efter 40 år (to er døde og en hoppede tilbage til vesten). Dresnok besluttede sig for at blive nordkoreaner og mener, at han bor i det bedste land i verden. Jeg kan sagtens følge Mads’ argumenter for, hvorfor ’Det Røde Kapel’ blev nødt til at filme og opføre sig som det gjorde for at få lov til at filme, nemlig at det var nødvendigt at fuppe og ikke vise regimet at man var ræd. Men i modsætning til DR2-satsningen kommer man noget tættere på i ’Crossing The Line’, fordi man netop ikke skal høre om filmholdets overvejelser og følelse af skræk og paranoia (som vel egentlig er reel nok). Det hjælper selvfølgeligt også på det, at Gordon og hans crew nu har lavet tre film i Nordkorea og at magthaverne er trygge ved dem. Kan huske, at Mads fortalte, at de skulle aflevere al film til gennemsyn og havde fået smæk for ikke at have filmet gigantstatuen af Den Store Leder i helfigur, fordi det var mangel på respekt at ’skære’ den op. Daniel Gordon skulle ikke aflevere andet end den færdige film, havde masser udsnit af statuen uden problemer og fortalte til Q&A efter filmen, at de snildt kunne tale sig ud af de ting, som ikke var politisk korrekte i det kommunistiske diktatur. De var f.eks. blevet spurgt, hvorfor de havde filmet ældre mennesker på gaden, for folk i Vesten kunne jo tro, at indbyggerne var gamle og svage (!). Gordon og hans producer spurgte, om man da ikke var stolt af disse ’ærværdige revolutionære, der havde kæmpet så hårdt for folket og Korea’? Og vupti blev ældre medborgere kørt i stilling til kameraet! Glimrende doku, håber at Mads og resten af Danmark får lov til at se den på DR2 engang.

Sluttede dette års festival af med et portræt af Karl Lagerfeld. Kan ikke helt bedømme, hvor tæt ’Lagerfeld Confidentiel’ af franske Rodolphe Marconi kom på manden, men Kaiser Karl var befriende åben og der faldt mange interessante finker af panden. Fedt at kunne sammenligne med YSL-filmen – de to mænd kunne ikke være mere forskellige. Begge er kompromisløse i forhold til deres metier, men ser meget forskelligt på livet. Lagerfeld insisterer på at være med, hvor det sker og på at kommentere og observere den verden, vi lever i nu og her. Når man har hørt ham beskrive sig selv, sit forhold til mode og til livet i det hele taget, virker han ærligt talt ikke ung med de unge, snarere tidløs og dagsordensættende. Ret godt gået af en halvgammel knark i superstramme jeans og så mange sølvringe på fingrene, der kunne slå rockere ned. Har ikke hørt noget fra den compilation af sange fra hans store samling af iPods, men har meget lyst til at tjekke den ud nu. Har lidt på fornemmelsen, at Lagerfeld er modens svar på John Waters – bare uden den dårlige smag. Desuden skønt at opleve en dokumentarmager, der ikke klipper sine egne spontane reaktioner på interviewpersonens bramfrie svar ud eller ikke er bange for at beholde de verbale smæk af selvsamme i filmen. Ved godt, det er lidt fy-fy, men jeg synes det giver noget.
Og SÅ er der ikke flere film til mig i denne omgang. Nu gider jeg faktisk heller ikke mere. De film, jeg missede (’Goodbye, Bafana’, ’The Good Shepherd’, ’The Good German, ’La Vie En Rose’, ’300’, ’I Served The King Of England’, ’The Red Elvis’ og sikkert en masse andre) må jeg se, når de kommer op eller på NatFilm. Ganske sigende, at jeg faktisk ikke har fået set de film, der har fået priser - men sådan er det jo så meget.

Nu vil jeg lægge dette op, pakke lidt og ellers knalde brikker. Tschüß!

Torsdag havde vi ikke nogle film før kl. 17, så jeg fik sovet lidt længe og vi gik på Hackescher Markt i Øst for at ose og ikke mindst føle, at vi så andet end hotel og biografer. Vi spiste en rigtig udmærket frokost på ’Schwarzenraben’, hvor vi for år tilbage havde tiltusket os invitationer til en dansk reception under Berlinalen. Havde skrig-orange hår dén aften (måtte konstatere at jeg end ikke med to pakker afblegning kan få Debbie Harry look) – og festrøg NIL-cigaretter, Tysklands kulturelle cigaretmærke. Kors, hvor bliver man egentligt kedelig. Drak derefter kaffe på Starbucks og så to af stjernerne fra Banderas’ film holde hånd og gå forbi. Hyggeligt.

Vi blev i Øst og var i Kino Internationale (som ligger på Karl Marx Allee!) og så Julie Delpys instruktørdebut (som hun også lige selv havde skrevet manuskript og musik til og selv havde den ene hovedrolle i) ’2 Days In Paris’. Ganske dejlig lille komedie om et lidt umage fransk/amerikansk par (Delpy og Adam Goldberg), der på en Europarejse besøger hendes ret vanvittige forældre i Paris (spillet af hendes rigtige far og mor). Tåkrummende morsomt – en mere intelligent, piget version af ’French Kiss’ og ’Meet The Parents’ og ret meget sjovere, hvis du spørger mig.

Derefter tilbage til vesten og ind at se ’Here’s Looking At You, Boy’ af André Schäfer, en dokumentar om bøsse/lesbisk filmhistorie siden 70’erne. Lige ud-af-landevejen klassisk doku; gode interviews (John Waters igen! Og mange andre gode kræfter), klip fra filmene og tydeligvis en masse kærlighed og viden fra de involverede. Men også en lidt pudsig fremvisning og Q&A. Ham, der præsenterede filmen, sagde at filmen var ’vigtig, for der var jo kun 33 queer-bidrag på festivalen’ – altså…hallo, hvor mange bøsse/lesbiske instruktører er der da? Eller film med queer-tema i det hele taget? Det er da ikke en kvalitet i sig selv, skulle man mene. Men hvad, jeg er nok bare lidt kontrarevolutionær, fordi jeg presser mine hetero-normer ned over verden og ikke har de lyserøde briller på…eller noget. Jeg har det nok også lidt svært med hele det der med at kyle alt, der ikke lige er heteroseksuelt ned i en kasse, der hedder ’Gay, Lesbian, Bisexual and Transgender’, som mange involveret i queer-kulturen gør. Det må, alt andet lige, være større forskelle mellem de fire grupper end ligheder – er det virkelig samlingspunkt nok at definere sig selv som ikke-hetero?
En af pointerne hos mange af de interviewede var faktisk, at alle bare burde lave de film de ville, uanset tema eller seksualitet. Det, der tæller, er at lave historier, der er vigtige. Bare fordi man er bøsse, behøver man jo ikke lave noget, der kun rager bøsser. Se bare på Wolfgang Petersen, f.eks. Og det tog da en straight instruktør som Ang Lee (og en masse straighte skuespillere og forfattere) at lave en film om bøsser, der fik hetero’er til at hive Kleenex’en frem i biffen og blive berørt. Kunne en bøsse ha’ lavet ’Brokeback Mountain’? Gus van Sant, som gerne ville have instrueret ‘Brokeback’, mente selv, at han ville gjort filmen (og sagen) en bjørnetjeneste, hvis han havde fået lov. Omvendt ville han have castet Brad Pitt og Matt Damon som de amourøse cowboys – ikke ringe…

Havde derefter billetter til ’300’ af Zack Snyder. Et effekt-spækket sværd- og sandal-epos, der er atter en filmatisering af en tegneserie fra Frank Millers sublime hånd. Dejligt at han, i modsætning til visse andre tegneserieforfattere, ikke hader at blive filmatiseret. Havde glædet mig til den, men den blev rykket frem og kunne ikke overskue at være så sent oppe. Tror nu egentligt også at det bliver fint nok at se den med kæresten, når den kommer op derhjemme – han er tegneseriefreak om en hals, men på den gode måde. Håber at det bliver en ting, som krapylet og ham kan dele.

Onsdag var endnu en helt fin dag i bifmørket. Men kan godt mærke, at jeg er ved at være lidt mør. Selvom det har været nemmere end jeg troede at rende rundt til filmfestival i 8. måned. Det hjælper naturligvis at jeg får lov at stå i ’invalidekøen’ om morgenen og derfor kan hente billetter til flere dage af gangen og ellers kan komme dalrende kl. 8.30. Ville ha’ sovet længe i dag, men blev vækket af nogle russere på hotellet, der havde ringet og fået galt nummer. Suk.

Dagene og filmene begynder at flyde lidt ud nu. Men onsdag begyndte med Antonio Banderas’ anden film som instruktør, ’El Camino De Los Ingleses’. Et visuelt imponerende tidsbillede og en meget følsom film om fire unge fyre i Spanien i sluthalvfjerdserne. Det er en filmatisering af en bog (fik ikke lige titel eller forfatternavn), og det kunne desværre mærkes. Symbolikken og voice-overen var liiiiiiiige svulstig nok og der var lidt for mange bifigurer, der fik lov at blive hængende uden rigtigt at gøre fra eller til. Men det var en meget, meget smuk film og præstationerne var gode. Der var Q&A bagefter – er ked af at afsløre det piger, men Antonio er godt nok ikke en særlig høj mand – men virker nu ganske sympatisk. Og ueffen som instruktør er han bestemt ikke, han skal bare lære at stramme lidt op på manuskriptsiden.

Vi fik lov at blive siddende på sofarækken, fordi næste film var lige efter i samme sal. Lykke. Det er dejligt nok at kunne strække benene mellem to film, men det var skønt nok at kunne blive hængende. Vi så ’Fay Grim’ af Hal Hartley med Parkey Posey (’den tænkende piges skuespillerinde’ ifølge BUST Magazine), en film, der vaklede mellem at være lidt chick flick, komedie, drama og politisk spionthriller – og lykkedes ganske fint med at blande de fire ting, fordi dialogen og skuespillet var lige i skabet. Fay (Posey) er en enlig mor, der forsøger at få hverdagen til at hænge sammen, men som bliver draget ind i spionage. Jeff Goldblum er CIA-agenten, der rekrutterer hende, og ikke ret mange i filmen har rent mel i posen, for at sige det mildt. Jeg ved godt, det er en mærkelig sammenligning, men jeg tænkte lidt ’Usual Suspects’ for piger.

Så hen at se ’Celebration’ af Olivier Meyrou, der fik den bøsse/lesbiske Teddy Award sidste år for sin dokumentar om en familie, der skal komme videre oven på en hate crime. I år kom han med en dokumentar om Yves Saint Laurents sidste tid som chef for eget modehus. YSL står lidt for mig som modeverdenens svar på Michael Jackson – en wunderkind, der tidligt blev fanget i sit eget talent og popularitet og nu lever i sin egen verden. Meyrou filmede gennem to år og talte ikke med manden selv, for det måtte han ikke. Men det var sådan set en pointe i sig selv og understregede virkelig den selvvalgte isolation, YSL har valgt i sit liv. Det meste af tiden sad han og stirrede frem for sig, mens medarbejdere gemte sig for ikke at trænge sig på og hans mand gennem 40 år, Mssr. Berger, hundsede rundt med alle andre. De eneste tidspunkter, vi ser ham live op, er når nogle af hans gamle yndlingsmodeller dukker op. God doku, men ELENDIG musik, i øvrigt.

Vi sluttede af med Paul Schraders ’The Walker’ med Woody Harrelson i rollen som sydstatsbøsse, der lever af sin arv og af at eskortere politikerkoner til society-events i Washington, deraf titlen. En af hans veninders elskere myrdes, og han indvilger i at sige, at det var ham, der fandt liget, selvom det gør ham til hovedmistænkt…uha! Han gjorde det godt, synes jeg. En ret underspillet præstation, men det var fint. Hans figur kunne så nemt have været camp eller kliché, men blev det ikke. God, lille film med gode biroller til store navne; Lauren Bacall, Lily Tomlin, Ned Beatty, Kristin Scott Thomas og ikke mindst Willem Dafoe. Se den, hvis du kan lide ’West Wing’!

Først vil jeg lige undskylde, for jeg skrev jo ikke en pind om tysk køkultur (eller mangel på samme) i det forrige indlæg. Og man skal jo holde, hvad man lover.
Jeg refererede til det fænomen, som så vidt jeg kan se, er blevet værre gennem årene her på Berlinalen: Kaffe-baglommen. Billetsalget til næste dags forestillinger åbner kl. 9.00. Ved ikke, hvornår de første kommer, men når vi kommer ved ottetiden står der allerede en pæn flok og når vi har fået billetter, når køen rundt om bygningen. Kaffe-baglommen består i at få en kollega eller ven til at stå udenfor kl. bæ og så komme trissende 8.30, gerne en 2-4 stykker, med en kop takeaway-kaffe, stort smil, et ’tak for i går’ og så smutte ind i køen. Jeg har sågar set dem, der scouter efter nogen, de måske har set til en reception engang i håb om at komme foran. Og det uden at have kaffe med…!

Mandag var en ok filmdag, men med ekstremt blandede bolcher. Lagde ud med 13 vældigt amatøragtige kortfilm, der var samlet i serien ’Fucking Different New York’, lavet af bøsse/lesbiske instruktører, som tilsyneladende skulle sige noget om queer-kultur. Men blandingen af Youtube-kvalitiet og førsteårs-AV-produktioner på film- og medievidenskab gjorde ærligt talt ikke meget for sagen. Vi taler om drags, der kravler på gulvet med en køkkenkniv, asiatiske kvinder, der tisser på gulvet og en så firseragtig æstetik og billedkvalitet, at det blev mere end ufrivilligt komisk. Argh. Det er altså ikke en kvalitet i sig selv at være anderledes…

Ryan Eslingers ’When A Man Falls In The Forest’ var god. Meget lille, tæt og godt spillet. Det var ikke trekantsdrama, men fire liv, der krydser ind over et ægteskab (Stone og Hutton) der er gået op i limningen. Lidt som ’American Beauty’, men uden selvironi, og det klædte den. Scenerne og dialogen var mere end tight.

’Notes On A Scandal’ af Richard Eyre fik ret blandede anmeldelser. Branchebladet Variety (som kommer i en daglig version under Berlinalen – hvor blæret er det?) mente, at den var kvindeundertrykkende. Jeg synes, den var stærk. Holdet bag var der; Cate Blanchett så fabelagtig ud, bortset fra håret, der lignede en Elnett-hjelm og Judi Dench har en skøn humor. Hun påstår, at hun siger ja til alt, for ’man ved aldrig’.

Inden filmen skulle vi desværre først trækkes med den årlige Shooting Stars Award, som uddeles til unge, håbefulde skuespillere fra Europa, sponseret af Unionen, så kommissæren var der og en stor bunke kulturministre. Så dog ikke Brian M.
Dygtige David Dencik (En Soap) var en af prismodtagerne, og jeg kunne stort set ikke kende ham, for han er i virkeligheden temmelig skaldet – og har lagt sig lidt ud. Ikke at det er skidt, men man frygter lidt, der er gået Kim Bodnia i den for ham. At være Shooting Star udløser desuden en frokost, hvor kendte instruktører møder disse unge talenter (f.eks.: Iben Hjejle + Stephen Frears = ’High Fidelity’), så det bliver spændende, om han dukker op i noget internationalt.

Var mørbanket, men tog alligevel hen for at se ’Surveillance’ kl. 22.45. Den skulle efter sigende være thriller og sige noget vigtigt om overvågningssamfundet, men den fangede mig ikke. De havde nemlig valgt at filme m. rigtige overvågningskameraer og det gav filmen et mere end billigt præg. Simon Callow var i vanlig flamboyant form, men entrerede først ca. 45 minutter inde i filmen. Var ikke den eneste, der udvandrede.