Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

Der er politisk kunst - og så er der østtysk kunst! Aldrig er så mange traktorer blevet afbildet. Aldrig har Fernsehturm strålet mere opbyggeligt end i disse tankevækkende skilderier. Både for Genossen, pionerer og alle os andre.

Billederne, der stammer fra en udstilling i Østberlin (i noget rigtig Plattenbau tæt på Alexanderplatz), stammer fra 1949 til 1989, er alle bestillingsværker fra masse-organisationer i DDR. Udstillingen havde over 160 malerier på 2500 m2.

Lørdag var en glimrende filmdag trods tømmermænd – og den sidste for mit vedkommende. Lagde ud  med lidt shopping og derefter med tre bøsse/lesbiske dokumentarer; to små om pride-parader i hhv. Sarajevo og Jerusalem, der en gang for alle slog fast, at hvis der er noget, verdensreligioner står sammen om, som måske det eneste i verdens mest samspilsramte by – så er det, at de ikke kan snuppe homoer. Meget sært at se ortodokse religiøse ledere fra vidt forskellige trosretninger være enige om at Sodoma og Gomorrah er genopstået, fordi nogen vifter med et regnbueflag. Også stærkt foruroligende at den lokale EU-parlamentariker i Sarajevo-filmen siger, at problemet ved at komme ind i Unionen for dem er kravet om menneskerettigheder…’for det er imod, den måde vi lever på her’. Godt så. Meget, meget opmuntrende til gengæld at se hovedfilmen ’City of Borders’, der handler om livet som homo i Jerusalem.  At se, hvordan palæstinensiske drags sniger sig gennem muren for at gå på homobar i den jødiske del af byen. En arabisk kvinde og en jødisk kvinde, der lever frit og åbent sammen. Så er der da håb for fred engang, tænker jeg. Men der er nok lang tid til. Jødiske Adam, der er bosætter med sin mand, kan for eksempel ikke se, at han ikke kan nøjes med at forlange menneskerettigheder for sig selv, og ikke for de palæstinensere, der bor lige bag hegnet bag hans mors hus. Alt i alt en film, der gav mig nye vinkler på den ældgamle konflikt.
Vi forsøgte at genoptage shoppingen mellem film, men efter at være blevet behandlet helt horribelt i KaDeWe, droppede vi det. Gik ind og så ’The Countess’ af og med Julie Delpy, der spillede Erzebét Báthory; grevinden der i jagten på skønhed slog mange hundrede unge kvinder ihjel for at vaske sig i deres blod. Mere costume-drama end horror, selvom der naturligvis var den gru, der skulle være. Fin, men meget underspillet og lidt kuldslået film, med William Hurt og Daniel Bruehl (’Goodbye Lenin’) i gode biroller. Den unge Bruehl var i øvrigt også med i Delpys delikate og meget morsomme ’Two Days in Paris’ for et par år siden. Filmen kunne udlægges på mange måder: kvinders rolle i samfundet, vores stræben efter at opnå skønhed, hvor langt vil man gå og så videre – men den var på mange måder enten lidt for tilbageholdt eller lidt for meget. Sine steder var den lidt ufrivilligt morsom; det hjalp heller ikke at der sad en gut, der hylede af grin på et tidspunkt, hvor salen var helt stille i et følsomt øjeblik. Så var magien lidt brudt.
Vi blev i biografen for at se ’Solo Quiero Caminar’ (‘Just Walking’), med Victoria Abril og Diego Luna og et væld af spanske skuespillere, inklusive Javier Bardems meget lidt attraktive bror. Den havde en del Tarantino-elementer, og var egentligt glimrende i sin fremstilling af en kvindelig tyvebande, der gennemfører et meget indviklet tyveri, da den enes mand, en mexicansk narkobaron, sætter sin kone i koma efter at have smidt hende ud af en bil. Kvinderne er alle smukke, mændene nogle sjufter og plottet er egentligt så uendeligt ligegyldigt i forhold til stemningen af død, bedrag, kærlighed og sex, der kommer fra lærredet som skud fra inciterende flamenco-hofter, mens hælene slås i gulvet og guitaren slås an. Ay, caramba! Absolut en værdig slutning på en festival, der for mit vedkommende havde for få konkurrencefilm og galla – men dejligt alligevel.
Mens vi så den sidste film, dansede bjørnene og priserne blev uddelt. Fik tilbuddet om at tage på Tarantinos yndlingsbar i Berlin – og var simpelthen for træt. Næste gang, måske?

Puh. Jeg har, som man måske har bemærket, lige haft en lang periode, hvor jeg ikke mente en pind om noget som helst. Det hang både sammen med generel ugidelighed og med at jeg endelig fik fat i mine mord. Eller også fik de fat i mig.

Kald mig gammeldags, men jeg gider simpelthen ikke blogge, når jeg ikke har noget at sige. Så derfor først lidt nu. Og så har jeg egentligt ikke andet på programmet end at sige, at jeg er her endnu.

Nu mener jeg så faktisk noget – men det er mest på andres vegne. Har nemlig kastet mig ind i valgkampen og skriver lidt for en kandidat. Meget spændende, sjovt og lidt hårdt. Men DEJLIGT at lave noget og at andre forventer noget af mig. At det ikke bare er mig selv, der stiller krav. Det har jeg det nu bedst med.

Men alt vel. Travlt, men vel. Zenia vokser og griner og gør alt det, som babyer skal. Og jeg vælter regeringer, slår folk ihjel i bogen, nusser barn og mand og den &%€ kat (der har opgraderet fra guldsmed til fugl). Ikke en parade værd, men dog en lille fanfare.

Trut!

Stakkels Carina C., vores allesammens familieminister. Jeg er ikke engang ironisk nu. Ikke alene deler hun make-up-præferencer med Beelze-Ruth (ikke pænt sagt, men de ynder altså begge et pandalook, der virker inspireret af Tammy Faye Bakker), men så skal hun efter en ellers ret god periode på tinge trækkes med at blive skældt ud over noget, hun ikke engang har sagt.

’Knyt sylten, Carina’ var den ikke særlige feministiske og kamdags-agtige kommentar fra et hav af kvinder (og enkelte mænd) i aviserne i går efter et interview i onsdags. Og hvorfor skulle Carina så det? Jo, tilsyneladende gik konen ind for, at man burde få tre børn – og det må man ikke sige, når ’man ikke engang har nogen selv’, som en vred vælger udtrykte det.
Undskyld mig, men hvornår har folk brugt samme argumentation overfor de mandlige politikere, der udtaler sig om familiepolitik? Hvem af dem bliver bedt om at klappe kaje, fordi at de ikke selv tog halvdelen af barslen, når de udtaler, at barsel er en privatsag og ikke skal deles op med en bid til fædrene (som jo ikke tager særlig meget barsel udover de to uger, fordi de tjener mere end deres koner og det derfor kan mærkes)?

At blive bedt om at klappe i fordi man ikke har børn, er nok det mest usolidariske og ufeministiske, jeg har hørt kvinder sige længe.

Og så var ’alle skal ha’ tre børn’ ikke engang rigtigt det, ministeren sagde. Hun reagerede, som en fornuftig minister bør, på en undersøgelse om, at en del børnefamilier egentligt gerne vil ha’ flere unger end de får, men ikke altid synes, at systemet tilgodeser dem – netop i forhold til barsel, pasning, økonomi og så videre. De vil nemlig gerne have tre børn. Carina siger så, at man da bør kigge på sagerne, så folk ikke holder sig unødvendigt tilbage. Ikke andet. Og så er det lige, at kvinder bliver hinanden værst – og visse af os journalister følger den populære, men ikke så hamrende nuancerede vinkel. Og så er fanden løs. Øv.

Kvindelige politikere bliver, som alle mulige andre kvinder, bedømt på at de er kvinder, ikke ud fra deres kunnen. Der er godt nok længe mellem, at mænds personlighed eller baggrund bliver lagt til grund for en vurdering af deres evner. Det er ærligt talt ret tyndt.
Jeg synes, vi skal acceptere, at ministre altså er folkevalgte og har kompetente embedsmænd m/k, der hjælper dem til at træffe beslutninger på et sagligt grundlag – og at vi skal til at skyde lidt skarpere på de mænd, der argumenterer på både kvinders og mænds vegne, uden at blive holdt op på det.

I øvrigt savnede jeg en vinkel i går på at regeringsgrundlaget nu for alvor vakler – familieministeren vil ha’ flere børn og DF vil ha’ afholdenhed! Hvis det altså var det, de sagde. Og der var ikke nogen, der spurgte uddannelsesordfører Martin Henriksen fra DF, om han selv havde holdt sig tilbage…
Men Carina! Det er fint, at du vil kigge på, hvordan det kan blive lidt nemmere. Kan du så ikke se på, hvordan øremærket fædrebarsel fungerer i udlandet og sådan? Og måske lige holde regeringen op på valgløfterne omkring flere penge til børn – så kommunerne ikke bruger de 200 mio. I satte af, til alt muligt andet – lige som det skete med ældreplejen, som i lovede i 2001 og 2005. Og ikke ende på, at barsel og ulige vilkår er en ’privatsag’? Når du nu er i gang…

Det er for resten en bevidst beslutning fra min side af, at denne blog ikke kom op i går. For hver dag er da kampdag…