Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

Manden og jeg har netop været sammen i seks år. Vi fejrer altid dagen vi mødtes, sidste år med fireogtyve timer i Malmø helt uden barnet, der netop var knapt et år. Lykken var det år en junior-suite med lysekroner og udsigt, dejlige gaver, og endelig tid til at se hinanden i øjnene over dejlig mad og vin. Meget romantisk. Meget voksent. Vores datter og vores hverdag er kommet i trodsalderen i mellemtiden.

Hun havde fået det helt forkerte ben ud af sengen i går, og vi andre følte os heller ikke specielt i stemning. Jeg selv stressede lidt rundt, manden tussede rundt om sig selv og ungen gik fra 0-100 med jævne mellemrum. Satte derfor ikke næsen op efter det store sus, men glædede mig dog til at babysitteren kom, så vi kunne gå ud at spise og se sidste forestilling af ’Bag de 7 døre’ på K2. Klokken 16 går barnet endeligt omkuld efter at have være småumulig hele eftermiddagen. Så er det tid til at lave mad til unge + babysitter, og lige tage et tjek hvornår den egentligt går. Det er så kl. 17. Pis også.

Frem og tilbage om vi skal vække ungen efter kun tyve minutters lur. Det går nok ikke bare at smutte, når naboens femtenårige kommer, selvom vi så har en mikroskopisk chance for at nå det. Ringer til teatret og siger, at vi ikke kommer til at bruge billetterne alligevel. Nej, nej, siger den unge mand. Der er ekstraforestilling 20.30. Hurra!
Sitteren kommer, mens vi tæsker rundt og gør os klar, laver mad og vækker helt utroligt vrangvilligt barn. Piv, gråd bliver afløst af oplæsning af ’Min Mormors Gebis’. Sitteren kender den ikke og tænker helt sikkert sit, mens hendes fingre danser en lind strøm af SMS’er afsted. Fair nok.

Endelig kan vi liste af og være lidt kærester i et par timer. Spiser skøn omgang kød på Rex Republic som omtrent de eneste, men stemningen var lige så brun som den porter, jeg uforvarende kom til at bestille (og som iskold maitre d’ ikke gjorde ansats til at anfægte). Ikke pivromantisk, men skidt. Vi får talt, uden afbrydelser, og det er skønt.

Går hånd i hånd ned til teatret. Som er ved at pakke sammen. De spillede nemlig kl. 17. Ekstra forestilling er ’Slutstrand’ på det ANDET Kaleidoskop. Crap. Går tilbage til bil med et lille stop ved Park Bio. Det vi gider se, går for sent. Manden iler heroisk op for at se, hvad der går andetsteds, jeg lister ned mod bilen med begyndende vabler. Bliver stukket af foråsmyg, da han ringer triumferende fra Park. Vi kan lige nå ’Mænd der hader kvinder i Empire. Afsted, afsted. Han skal lige til at dreje nøglen i tændingen, da han rynker brynene og ser på mig.
- Det går ikke. Det er jo den, jeg skal læse i påsken.
Suk. Mindre debat om det ikke er fint nok at se filmen, før man læser bogen (bøgerne er altid bedre, synes jeg), efterfulgt af en sidebensbemærkning om at det er skønt at han kan få læst deroppe, mens jeg tager mig af lomme-teenageren. Mental note om selv at tage bog med, der kan åbnes før han popper Stieg Larsson. Debatten afsluttes af moden tungerækning.
- Vi kunne cruise ud til Bakken, men mine vabler er ikke til Dyrehaven. Og vi har for lidt tøj med.  Hvad med Palads? Der må gå et eller andet, foreslår jeg, og glemmer at tidspunktet 20.30 ikke findes i de danske biografer.
- Tjek.
Ender med at gå i Imperial og se ’Monsters vs. Aliens’ med 3D-briller på, holde i hånd i mørket og fnise over alle de referencer, vi kan finde i filmen. Typisk os.

Kom hjem til hus, hvor der var sprunget en legetøjs-bombe og en sitter, der sagde at monsteret havde været en engel. Sad og nussede i sofaen til resten af ’Stranger than Fiction’ og nød den og hinanden. Ikke røde roser og champagne, bare rigtigt dejligt og fint. Og en romantik, der ganske matcher vores hverdag.

Kan dog godt være, jeg booker junior-suiten næste år…

Sov på sofaen i nat, og stod op kl. 2.30 for at se Oscars. Jeg havde ikke svært ved at holde mig vågen gennem musicalnumre og utallige priser til indere, mens Hugh Jackman charmede sig igennem, men jeg blev ekstra vågen, da Sean Penn kaldte Akademiets højtærede medlemmer for ’commie, homo-loving sons of guns’. En meget politisk tale, og mange sande ord om lige rettigheder fra en mand, der har leveret et af sit livs bedste præstationer. Men uanset hvor langt ude på venstrefløjen man er i USA – så glemmer man sgu ikke at sige tak til konen og ungerne, når man får en Oscar. Måske har min gossip-guru ret i, at Penns ægteskab hænger med numsen i vandskorpen. Det må ærligt talt også være svært at gå tilbage til en gut, der fester med russiske modeller når han er på ferie med hustruen, men man må give Robin Wright Penn en imaginær statuette for ’Best Supporting Wife’ – i hvert fald, når der er røde løbere involveret. Så kunne han da godt lige kaste et håndtegn eller noget.
Indtil da var jeg vældig godt underholdt, selvom de danske kommentatorer var lidt døde i sværen – men klokken var også så tidligt, at min amerikanske niece ville kalde det ’the buttcrack o’ dawn’, så det kan være derfor. Men synes ikke rigtigt, de kom med så meget nyt. Formatet i Kodak-teatret var til gengæld nyt; mere intimt og rigtigt fint med tidligere års vindere, der giver kudos til de nominerede. Wolverine var en fantastisk vært, men ikke så sprudlende som jeg havde håbet, ovenpå hans champagnefest af en Tony-prisuddeling sidste år. Men Oscar har jo altid holdt relativt pænt på formerne, uanset hvilke film og skuespillere, der er i spil. Akademiet ved nu også, hvad seerne gerne vil have; flotte kjoler, klumper i halsen og et klip af Angelina Jolie i kedelig sort kjole, der griner fjoget af en joke, som hottere-end-nogensinde Jennifer Aniston netop har fortalt fra scenen, mens Brad Pitt har ansigtet i de nogenlunde rigtige folder. Hæ.

Nu er der så gået en måned med Zenia Marie, som blev navnet. det yndige barns forældre syntes hun skulle trækkes med. Syret, at dette er min første Mors Dag som mor, og jeg føler trang til at gøre status. Men det er ret enkelt: Livet er dejligt.

De første fjorten dage var hårde som bare fanden på grund af kronisk træthed, monsterboobs og nødvendigheden af at gå som en gammel kone. Jeg tvivlede stærkt på, at jeg nogensinde ville få et voksenliv igen. Bare sådan noget med at spise mad sammen og ikke skiftes til at kyle i hovedet, mens den anden bærer rundt på ungen. Eller bare at kunne samtale efter kl. 21.

Men nu er overblikket så småt ved at være der, og vi er alle tre ved at have fundet noget, der ligner en fornuftig rytme. Det betyder bl.a. at jeg ind i mellem kommer ud at trille med den lille, og der er det, man bliver så glad for det der Field’s. De har nemlig et ret OK ammerum, hvor ungen kan fodres af og Mor hér smække fødderne op. Så sidder vi dér i komfortable læderlænestole, vi nogle-og-tredive-årige mødre på barsel, med patværket og afkommet fremme og snakker og kigger og beundrer hinandens. Afkom, ikke babser. Man får et pænt afslappet forhold til sin barm, når den faktisk bliver brugt til noget andet end skæg og pynt.

Det er sikkert grænseoverskridende for nogle, men for mig, der er moderløs og ikke i mødregruppe endnu, er det ret hyggeligt. I det hele taget nyder jeg, hvordan man bare falder i snak med alle mulige, bare fordi man har en nuttegøj med sig rundt. Jeg har fået snakket fødselsoplevelser i bussen med en yderst sobert tildækket arabisk pige, som i løbet af fire stoppesteder havde fortalt alt om sit kejsersnit, givet en midaldrende dame tårer i øjnene, fordi hun godt snart ville ha’ børnebørn (så længe, de var så kære som min!) og hørt en sød, gammel dame fortælle, at hun i sin tid gik med barnevognen fra Sundbyvester Plads til Brønshøj (og retur!), for dengang måtte man ikke ha’ vognen med. Det kan godt være, det er fordi jeg er journalist, men jeg synes andre mennesker er drønspændende.

Så hyggelig var min snak med en anden mor i fredags i ammerummet i Field’s, at jeg overvejede at invitere på kaffe, mens vi nu alligevel var i gang med at ordne verdenssituationen. Men det kunne jo være, det var grænseoverskridende for hende, så jeg turde ikke. Man vil jo nødig være ’for meget’. Desuden skulle hun i IKEA. Hun var nemlig på udkig efter en tidsskriftsholder til sin kæreste, som hun ville fylde med fodbold- og filmblade og hænge op på toilettet, som påskønnelse af at han var en go’ far og en dejlig kæreste. Se, så håber jeg at han i dag har sagt til hende, at hun også er go’ og dejlig, for det synes, jeg hun har fortjent!

(Og hvis nogle skulle være nysgerrige – jeps, sådan en tidsskriftholder har vi allerede hjemme hos os.)

God Mors Dag, også til jer, der synes det er noget kommercielt pjat. Og husk at ringe til din mor, mens du kan, også selvom hun kan være for meget i ny og næ.

Min (forhåbentligt) snart fødedygtige mave løber af med mig. Kom lige til at se fem minutter af ’Tornerose’, og måtte simpelthen gå væk fra skærmen med tårer i øjnene, fordi ’det bare var så fint!’. For helvede da! Skal ligesom forestille at være voksen og alt muligt. Og det er ikke engang en af mine yndlings-Disneyfilm.

Den kommende barnefar tager det hele i relativt stiv arm. Og skynder sig at male børneværelse og købe barnevogn. I går fandt vi endelig et sted, der kunne levere. I tirsdags stod vi i en anden forretning og entusiastisk sælger tegnede og fortalte i 30 minutter, hvorefter han sluttede af med et begejstret ’Og alle de her modeller kan vi ha’ hjemme i uge 25!’. Undskyld, men selvom jeg ikke har taget voldsomt på i de snart ni måneder, der er gået, så burde manden da kunne se, at om tre måneder ikke er godt nok?! Argh…

De var ikke i tvivl i den kopi-shop i Bella Centeret, som jeg lige stak hovedet ind i for en uge siden – ’Vi kan hjælpe med alt, bare ikke hvis du har tænkt dig at føde her’. Det er sgudda kundeservice!

Jeg har 12 dage til termin nu…og kun energi til en halv dags aktivitet pr. dag. Det er fandme lige til at tude over.

Stakkels Carina C., vores allesammens familieminister. Jeg er ikke engang ironisk nu. Ikke alene deler hun make-up-præferencer med Beelze-Ruth (ikke pænt sagt, men de ynder altså begge et pandalook, der virker inspireret af Tammy Faye Bakker), men så skal hun efter en ellers ret god periode på tinge trækkes med at blive skældt ud over noget, hun ikke engang har sagt.

’Knyt sylten, Carina’ var den ikke særlige feministiske og kamdags-agtige kommentar fra et hav af kvinder (og enkelte mænd) i aviserne i går efter et interview i onsdags. Og hvorfor skulle Carina så det? Jo, tilsyneladende gik konen ind for, at man burde få tre børn – og det må man ikke sige, når ’man ikke engang har nogen selv’, som en vred vælger udtrykte det.
Undskyld mig, men hvornår har folk brugt samme argumentation overfor de mandlige politikere, der udtaler sig om familiepolitik? Hvem af dem bliver bedt om at klappe kaje, fordi at de ikke selv tog halvdelen af barslen, når de udtaler, at barsel er en privatsag og ikke skal deles op med en bid til fædrene (som jo ikke tager særlig meget barsel udover de to uger, fordi de tjener mere end deres koner og det derfor kan mærkes)?

At blive bedt om at klappe i fordi man ikke har børn, er nok det mest usolidariske og ufeministiske, jeg har hørt kvinder sige længe.

Og så var ’alle skal ha’ tre børn’ ikke engang rigtigt det, ministeren sagde. Hun reagerede, som en fornuftig minister bør, på en undersøgelse om, at en del børnefamilier egentligt gerne vil ha’ flere unger end de får, men ikke altid synes, at systemet tilgodeser dem – netop i forhold til barsel, pasning, økonomi og så videre. De vil nemlig gerne have tre børn. Carina siger så, at man da bør kigge på sagerne, så folk ikke holder sig unødvendigt tilbage. Ikke andet. Og så er det lige, at kvinder bliver hinanden værst – og visse af os journalister følger den populære, men ikke så hamrende nuancerede vinkel. Og så er fanden løs. Øv.

Kvindelige politikere bliver, som alle mulige andre kvinder, bedømt på at de er kvinder, ikke ud fra deres kunnen. Der er godt nok længe mellem, at mænds personlighed eller baggrund bliver lagt til grund for en vurdering af deres evner. Det er ærligt talt ret tyndt.
Jeg synes, vi skal acceptere, at ministre altså er folkevalgte og har kompetente embedsmænd m/k, der hjælper dem til at træffe beslutninger på et sagligt grundlag – og at vi skal til at skyde lidt skarpere på de mænd, der argumenterer på både kvinders og mænds vegne, uden at blive holdt op på det.

I øvrigt savnede jeg en vinkel i går på at regeringsgrundlaget nu for alvor vakler – familieministeren vil ha’ flere børn og DF vil ha’ afholdenhed! Hvis det altså var det, de sagde. Og der var ikke nogen, der spurgte uddannelsesordfører Martin Henriksen fra DF, om han selv havde holdt sig tilbage…
Men Carina! Det er fint, at du vil kigge på, hvordan det kan blive lidt nemmere. Kan du så ikke se på, hvordan øremærket fædrebarsel fungerer i udlandet og sådan? Og måske lige holde regeringen op på valgløfterne omkring flere penge til børn – så kommunerne ikke bruger de 200 mio. I satte af, til alt muligt andet – lige som det skete med ældreplejen, som i lovede i 2001 og 2005. Og ikke ende på, at barsel og ulige vilkår er en ’privatsag’? Når du nu er i gang…

Det er for resten en bevidst beslutning fra min side af, at denne blog ikke kom op i går. For hver dag er da kampdag…

Åha. Har lige skrevet en kondenseret udgave af nedenstående som kommentar til Min Nabos Hund, der sad tilbage med en kedelig, dansk vand-agtig smag i munden, efter at have fortæret et såkaldt dameblad. Helt enig. Så nu kommer der lige en skylle…

Jeg kan nu godt lide et af dem i ny og næ. Men altså, der er en grund til at billige ugeblade står oppe ved kassen sammen med slikket…de har de tomme kalorier til fælles! Det er en af mine kæpheste, at der simpelthen mangler noget ordentlig journalistik til kvinder i bladform. Selv abonnerer jeg på Empire (om flm), BUST Magazine (amerikansk, feministisk blad med glimt i øjet) og køber ellers et Vanity Fair, når det skal være ekstra luksus. Jeg abonnerer på Nova, som jeg havde høje forventninger til, men det er liiige indadvendt nok til mig, selvom de da forsøger at gøre det anderledes end de andre.

Har abonneret på Eurowoman og på Costume, men det orker jeg ikke mere. Hvor Euroman forsøger at være en yngre, hippere udgave af Vanity Fair (gode, interessante portrætter af dem, der tegner samtiden, artikler om tidens problematikker og velskrevet!) og lykkes med det langt hen af vejen, så har Eurowoman lidt for mange unge skuespillere og stylister, der både er søde og ser drøncool ud, men som lissom ikke har så meget at skulle ha’ sagt på den der dagsorden. Costume er fint nok, men som på mange andre blade er hvilken som helst starlet, der kan finde på at gå klædt i det samme, som moderedaktøren har lyst til at gå i fra de kommende kollektioner, et ’stil-ikon’.
Da jeg begyndte at læse dameblade for 20 år siden, skulle der lige som mere til for at blive udråbt til ikon. Man skulle have fundet på det selv, været den første, været unik. Og også have gjort det gennem noget tid. Det er bare ikke nok at gå med smalle cowboybukser inde i støvlerne og være lidt spøjs og boheme-agtig. Sorry, Sienna!

Jeg fandt et EVA (er der nogen, der kan huske dét?), som var 30 år gammelt i en af mine ret store bunker af blade. Det er ret forstemmende at opdage, at dameblade følger samme skabelon som dengang; lidt ufarligt portræt, lidt guide, lidt om mænd, mode og mad. Indholdet har ændre sig, bevares, men formen? Næh.

Nåh, jeg lader mig køre af sporet af min lille kæphest. Tilbage til hvorfor man(d) mener, at vi ikke gider dame-journalistik, der vil noget mere; De gange, jeg har diskuteret dette med folk (mænd!) i blad-branchen, så peger de bare på salgstallene og siger, at det jo sælger, ergo er der ikke grund til at lave noget andet…’Kvinder køber jo blade for at slappe af’, lyder argumentet. Beklager, drenge - det argument holder ikke. F.eks. slapper jeg glimrende af med at læse Weekendavisen, og den taler ikke ned til mig eller spiser mig af med indadvendte artikler - ved godt, det er nørdet (og måske lidt snobbet?) af mig. Men når man tænker på, hvor mange kvinder, der tager lange, komplicerede uddannelse og læser tunge bøger i det hele taget, så kan jeg simpelthen ikke tro, at markedet for intelligent dame-journalistik ikke er der derude et sted. Og ellers så bare tilføje, at bare fordi man engang imellem køber en pose vingummi m. E-altmuligt og sukker og kyler den i hovedet, så betyder det jo ikke, at man ikke sætter pris på lækker, håndlavet 72% chokolade lavet med kærlighed, respekt og ambitioner. Hver ting til sin tid.

Men jeg må indrømme, at jeg faktisk er liiidt uenig med Spacemermaid, der kommenterer på indlægget fra Min Nabos Hund. Jeg synes faktisk, der er næsten for meget selvudvikling i dameblade efterhånden! Der er simpelthen så meget ‘føl efter hvad du selv synes’ og ‘cut hvede ud af diæten og find din indre ro’, at jeg må græmmes.
Når jeg ‘lissom føler efter’, så nægter jeg at tro på, at vi kvinder ikke har andet og bedre at tage sig til end at selvudvikle os til døde - langt de fleste mænd gider ikke den slags. De vil hellere gøre noget, fremfor at sidde i rundkreds og detoxe. Hvis så meget af ens tilværelse handler om at man endelig ikke må stresse, samtidig med at man spæger sit kød og er bange for hvede - hvornår er det så lige, at man skal nå at gøre en forskel? Og hvor er der lige plads til at rumme andre? Selvudvikling er i hvert fald ikke (kun) det, der skal til, hvis vi vil være chefer eller skabe nogle bedre forhold for os selv.

Men hey - jeg ved heller ikke, om tirader som denne er med til at rykke noget. De ringer nok ikke fra et af bladhusene lige foreløbig for at headhunte mig…men tænk, hvis de turde!