Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

… kom jeg i eftermiddags til at jubelhvæse til en noget befippet Mikael Birkkjær, der sad med kasketten trukket godt ned og bare prøvede at drikke en latte nede i Strædet. Helt ærligt, hvor pinlig har man egentligt lov til at være? Der sker mærkelige ting, når man er sammen med sin unge (f.eks. når børnehaven strejker) og samtidig bliver konfronteret med et lidt kendt ansigt (f.eks. en strømer fra TV). Så dukker min for længst afdøde mor ud af min mund, lyslevende og med lige en snert af rejekone i ascendanten, bare for at sige noget syret. Han svarede heldigvis ikke, og jeg fik hanket op i klapvogn, mig selv og min mor og listet videre. Jeg mener, så vild er jeg jo heller ikke med ’Forbrydelsen II’. Eneste trøst er vel, at vi er mange, der mistænker Strange.

Det er det bedste skriveråd, jeg har. Resten står nedenunder. Det er så simpelt, som det er svært. Jeg er endelig godt i gang, men det tog mig en krig at nå hertil. Der var altid lige noget andet, der skulle ordnes – studier, barsel, arbejde, vasketøj…sandheden er nok, at jeg ikke prioriterede  at skrive højt nok.

Det er lidt skræmmende at springe ud, og sige at ja, jeg skriver faktisk. På en bog. Men ved du hvad? Jo flere, der ved det, jo nemmere er det at komme i sving. For nu er der faktisk folk der spørger ind til det – og så er det jo flovt at være gået i stå!

Jeg har brugt Saxos forfatterskole til at prøve nogle ting af, og også læse andres måder at løse øvelserne på. Nogle var rystende gode, andre rystende dårlige. Men det lærer man også noget af.

Jeg har fundet ud af, at mine vigtigste arbejdsredskaber er en notesbog, hvor jeg dels har min ’storyline’, som giver mig overblik, dels har strøtanker og noter – og så kaffe! Jeg tager som regel min bærbare med på en nogenlunde rolig café (med stik!), køber mig en god kop kaffe, smækker høredutter i og skriver løs. Biblioteker og andre steder kan også bruges.

Men altså - efter at have skrevet altid uden at det alvorligt, og så til nu, hvor det er livet om at gøre, har jeg lært følgende:

-> Skriv fordi du ikke lade være – hvis du føler, at du lige så godt kunne bruge din tid på noget andet kreativt eller bare på noget, der falder dig nemmere, så er du måske ikke klar til at skrive for alvor.

-> …det gode er, at jo mere du skriver, også når det er svært – jo mere klar bliver du og jo bedre bliver det, du skriver.

-> Skriv fordi du tror på dine personer og på historien – det er dem, der skal bære dine ord. Hvis du selv synes, at din historie virker svag, så tror du ikke nok på den til at gøre den stærk.

-> Skriv fordi du har noget at fortælle dine læsere – du skal ville noget med din historie og med dit sprog, for ellers er der simpelthen ingen grund til at læse det du skriver. Det kan være det giver dig noget at få tingene ned, men det gør det ikke spændende for andre at læse, hvis ikke du VIL noget med historien. Bevæg, forarg eller forfør dine læsere, du bestemmer selv. Men gør noget ved dem.

-> Når du går i stå, er der som regel en grund – enten er historien grundlæggende ikke spændende nok for dig eller også prioriterer du den ikke nok.

-> Skriv hver dag – om ikke andet, så i tankerne. Du vil blive overrasket over, hvor langt du kommer, når du ikke venter på at være inspireret, men simpelthen slår numsen ned og skriver. Det gør ikke noget, det ikke bliver godt første gang. Hellere være i gang og se at antallet af ord sniger sig op, end at stirre sig så blind, at man aldrig kommer i sving.

-> …og skriv om. Lad tingene ligge og finpuds efter noget tid. Man finder som regel ud af, om der mangler noget eller om noget kan skæres.

-> Øv dig – skriv scener eller minihistorier på max. 400 ord, der ikke har noget at gøre med det bæst, du forsøger at få ned i en stor bog. Gå amok hér, og se om det ikke giver noget.

-> Hvis historien ikke er helt klar til at blive skrevet, så skriv ’rundt om den’ – start fra en ende af, og giv plads til at dine personer kan gå i andre retninger, end du havde regnet med.

-> Eller spring op og ned på kronologien – du behøver ikke begynde med begyndelsen. Ofte har man enkelte scener, som står meget klart for en og hvor personerne træder i karakter. Skriv dem, og arbejd dig frem eller tilbage.

-> Læs, læs, læs – både andre i ’din’ genre og i det hele taget. Både for underholdningens skyld, men også for at lære, hvad der virker og hvad der ikke virker, og hvad der er nyt og hvad, der er kliché, fordi det simpelthen er skrevet om til døde.

-> Og smid så de andres måder at gøre det på ud til højre (inklusiv min) og definér din egen stil og dit eget projekt. Og slå så numsen ned og skriv.

Manden og jeg har netop været sammen i seks år. Vi fejrer altid dagen vi mødtes, sidste år med fireogtyve timer i Malmø helt uden barnet, der netop var knapt et år. Lykken var det år en junior-suite med lysekroner og udsigt, dejlige gaver, og endelig tid til at se hinanden i øjnene over dejlig mad og vin. Meget romantisk. Meget voksent. Vores datter og vores hverdag er kommet i trodsalderen i mellemtiden.

Hun havde fået det helt forkerte ben ud af sengen i går, og vi andre følte os heller ikke specielt i stemning. Jeg selv stressede lidt rundt, manden tussede rundt om sig selv og ungen gik fra 0-100 med jævne mellemrum. Satte derfor ikke næsen op efter det store sus, men glædede mig dog til at babysitteren kom, så vi kunne gå ud at spise og se sidste forestilling af ’Bag de 7 døre’ på K2. Klokken 16 går barnet endeligt omkuld efter at have være småumulig hele eftermiddagen. Så er det tid til at lave mad til unge + babysitter, og lige tage et tjek hvornår den egentligt går. Det er så kl. 17. Pis også.

Frem og tilbage om vi skal vække ungen efter kun tyve minutters lur. Det går nok ikke bare at smutte, når naboens femtenårige kommer, selvom vi så har en mikroskopisk chance for at nå det. Ringer til teatret og siger, at vi ikke kommer til at bruge billetterne alligevel. Nej, nej, siger den unge mand. Der er ekstraforestilling 20.30. Hurra!
Sitteren kommer, mens vi tæsker rundt og gør os klar, laver mad og vækker helt utroligt vrangvilligt barn. Piv, gråd bliver afløst af oplæsning af ’Min Mormors Gebis’. Sitteren kender den ikke og tænker helt sikkert sit, mens hendes fingre danser en lind strøm af SMS’er afsted. Fair nok.

Endelig kan vi liste af og være lidt kærester i et par timer. Spiser skøn omgang kød på Rex Republic som omtrent de eneste, men stemningen var lige så brun som den porter, jeg uforvarende kom til at bestille (og som iskold maitre d’ ikke gjorde ansats til at anfægte). Ikke pivromantisk, men skidt. Vi får talt, uden afbrydelser, og det er skønt.

Går hånd i hånd ned til teatret. Som er ved at pakke sammen. De spillede nemlig kl. 17. Ekstra forestilling er ’Slutstrand’ på det ANDET Kaleidoskop. Crap. Går tilbage til bil med et lille stop ved Park Bio. Det vi gider se, går for sent. Manden iler heroisk op for at se, hvad der går andetsteds, jeg lister ned mod bilen med begyndende vabler. Bliver stukket af foråsmyg, da han ringer triumferende fra Park. Vi kan lige nå ’Mænd der hader kvinder i Empire. Afsted, afsted. Han skal lige til at dreje nøglen i tændingen, da han rynker brynene og ser på mig.
- Det går ikke. Det er jo den, jeg skal læse i påsken.
Suk. Mindre debat om det ikke er fint nok at se filmen, før man læser bogen (bøgerne er altid bedre, synes jeg), efterfulgt af en sidebensbemærkning om at det er skønt at han kan få læst deroppe, mens jeg tager mig af lomme-teenageren. Mental note om selv at tage bog med, der kan åbnes før han popper Stieg Larsson. Debatten afsluttes af moden tungerækning.
- Vi kunne cruise ud til Bakken, men mine vabler er ikke til Dyrehaven. Og vi har for lidt tøj med.  Hvad med Palads? Der må gå et eller andet, foreslår jeg, og glemmer at tidspunktet 20.30 ikke findes i de danske biografer.
- Tjek.
Ender med at gå i Imperial og se ’Monsters vs. Aliens’ med 3D-briller på, holde i hånd i mørket og fnise over alle de referencer, vi kan finde i filmen. Typisk os.

Kom hjem til hus, hvor der var sprunget en legetøjs-bombe og en sitter, der sagde at monsteret havde været en engel. Sad og nussede i sofaen til resten af ’Stranger than Fiction’ og nød den og hinanden. Ikke røde roser og champagne, bare rigtigt dejligt og fint. Og en romantik, der ganske matcher vores hverdag.

Kan dog godt være, jeg booker junior-suiten næste år…

Der er politisk kunst - og så er der østtysk kunst! Aldrig er så mange traktorer blevet afbildet. Aldrig har Fernsehturm strålet mere opbyggeligt end i disse tankevækkende skilderier. Både for Genossen, pionerer og alle os andre.

Billederne, der stammer fra en udstilling i Østberlin (i noget rigtig Plattenbau tæt på Alexanderplatz), stammer fra 1949 til 1989, er alle bestillingsværker fra masse-organisationer i DDR. Udstillingen havde over 160 malerier på 2500 m2.

Sov på sofaen i nat, og stod op kl. 2.30 for at se Oscars. Jeg havde ikke svært ved at holde mig vågen gennem musicalnumre og utallige priser til indere, mens Hugh Jackman charmede sig igennem, men jeg blev ekstra vågen, da Sean Penn kaldte Akademiets højtærede medlemmer for ’commie, homo-loving sons of guns’. En meget politisk tale, og mange sande ord om lige rettigheder fra en mand, der har leveret et af sit livs bedste præstationer. Men uanset hvor langt ude på venstrefløjen man er i USA – så glemmer man sgu ikke at sige tak til konen og ungerne, når man får en Oscar. Måske har min gossip-guru ret i, at Penns ægteskab hænger med numsen i vandskorpen. Det må ærligt talt også være svært at gå tilbage til en gut, der fester med russiske modeller når han er på ferie med hustruen, men man må give Robin Wright Penn en imaginær statuette for ’Best Supporting Wife’ – i hvert fald, når der er røde løbere involveret. Så kunne han da godt lige kaste et håndtegn eller noget.
Indtil da var jeg vældig godt underholdt, selvom de danske kommentatorer var lidt døde i sværen – men klokken var også så tidligt, at min amerikanske niece ville kalde det ’the buttcrack o’ dawn’, så det kan være derfor. Men synes ikke rigtigt, de kom med så meget nyt. Formatet i Kodak-teatret var til gengæld nyt; mere intimt og rigtigt fint med tidligere års vindere, der giver kudos til de nominerede. Wolverine var en fantastisk vært, men ikke så sprudlende som jeg havde håbet, ovenpå hans champagnefest af en Tony-prisuddeling sidste år. Men Oscar har jo altid holdt relativt pænt på formerne, uanset hvilke film og skuespillere, der er i spil. Akademiet ved nu også, hvad seerne gerne vil have; flotte kjoler, klumper i halsen og et klip af Angelina Jolie i kedelig sort kjole, der griner fjoget af en joke, som hottere-end-nogensinde Jennifer Aniston netop har fortalt fra scenen, mens Brad Pitt har ansigtet i de nogenlunde rigtige folder. Hæ.

Lørdag var en glimrende filmdag trods tømmermænd – og den sidste for mit vedkommende. Lagde ud  med lidt shopping og derefter med tre bøsse/lesbiske dokumentarer; to små om pride-parader i hhv. Sarajevo og Jerusalem, der en gang for alle slog fast, at hvis der er noget, verdensreligioner står sammen om, som måske det eneste i verdens mest samspilsramte by – så er det, at de ikke kan snuppe homoer. Meget sært at se ortodokse religiøse ledere fra vidt forskellige trosretninger være enige om at Sodoma og Gomorrah er genopstået, fordi nogen vifter med et regnbueflag. Også stærkt foruroligende at den lokale EU-parlamentariker i Sarajevo-filmen siger, at problemet ved at komme ind i Unionen for dem er kravet om menneskerettigheder…’for det er imod, den måde vi lever på her’. Godt så. Meget, meget opmuntrende til gengæld at se hovedfilmen ’City of Borders’, der handler om livet som homo i Jerusalem.  At se, hvordan palæstinensiske drags sniger sig gennem muren for at gå på homobar i den jødiske del af byen. En arabisk kvinde og en jødisk kvinde, der lever frit og åbent sammen. Så er der da håb for fred engang, tænker jeg. Men der er nok lang tid til. Jødiske Adam, der er bosætter med sin mand, kan for eksempel ikke se, at han ikke kan nøjes med at forlange menneskerettigheder for sig selv, og ikke for de palæstinensere, der bor lige bag hegnet bag hans mors hus. Alt i alt en film, der gav mig nye vinkler på den ældgamle konflikt.
Vi forsøgte at genoptage shoppingen mellem film, men efter at være blevet behandlet helt horribelt i KaDeWe, droppede vi det. Gik ind og så ’The Countess’ af og med Julie Delpy, der spillede Erzebét Báthory; grevinden der i jagten på skønhed slog mange hundrede unge kvinder ihjel for at vaske sig i deres blod. Mere costume-drama end horror, selvom der naturligvis var den gru, der skulle være. Fin, men meget underspillet og lidt kuldslået film, med William Hurt og Daniel Bruehl (’Goodbye Lenin’) i gode biroller. Den unge Bruehl var i øvrigt også med i Delpys delikate og meget morsomme ’Two Days in Paris’ for et par år siden. Filmen kunne udlægges på mange måder: kvinders rolle i samfundet, vores stræben efter at opnå skønhed, hvor langt vil man gå og så videre – men den var på mange måder enten lidt for tilbageholdt eller lidt for meget. Sine steder var den lidt ufrivilligt morsom; det hjalp heller ikke at der sad en gut, der hylede af grin på et tidspunkt, hvor salen var helt stille i et følsomt øjeblik. Så var magien lidt brudt.
Vi blev i biografen for at se ’Solo Quiero Caminar’ (‘Just Walking’), med Victoria Abril og Diego Luna og et væld af spanske skuespillere, inklusive Javier Bardems meget lidt attraktive bror. Den havde en del Tarantino-elementer, og var egentligt glimrende i sin fremstilling af en kvindelig tyvebande, der gennemfører et meget indviklet tyveri, da den enes mand, en mexicansk narkobaron, sætter sin kone i koma efter at have smidt hende ud af en bil. Kvinderne er alle smukke, mændene nogle sjufter og plottet er egentligt så uendeligt ligegyldigt i forhold til stemningen af død, bedrag, kærlighed og sex, der kommer fra lærredet som skud fra inciterende flamenco-hofter, mens hælene slås i gulvet og guitaren slås an. Ay, caramba! Absolut en værdig slutning på en festival, der for mit vedkommende havde for få konkurrencefilm og galla – men dejligt alligevel.
Mens vi så den sidste film, dansede bjørnene og priserne blev uddelt. Fik tilbuddet om at tage på Tarantinos yndlingsbar i Berlin – og var simpelthen for træt. Næste gang, måske?

Fredag dukkede min mors spøgelse så op i skikkelse af Renée Zellweger i rollen som flødebollecharmøren George Hamiltons mor i filmen ’My One and Only’ af Richard Loncraine. Nej, min mor kørte ikke tværs over i jagten på en mand med sine to drenge på forsædet, men der var alligevel dele af filmen, hvor jeg følte mig utroligt meget hjemme. Er godt eller skidt, som min gamle redaktør ville spørge – svaret er, at det ved jeg ikke, men filmen var nu glimrende. Utroligt postkort-agtig med sin pastelfarvede skildring af 50’erne, med alle de gængse klichéer. Men de gode birolleindsatser fra Kevin Bacon, Chris Noth (Mr. Big!) og flere andre blev bakket op af en Renée Zellweger, der for en gangs skyld ikke stod i vejen for sin figur, den storhedsvanvittige og ikke altid sympatiske mor, der knejser stolt, uanset hvad hun kaster sig ud i. Dejligt at se hende sætte tænderne vellystigt i en rolle med mere kød på, end hun selv har på kroppen.

Andre moderskikkelser gled ud og ind af dagens anden film, græsk-russisk-italienske-tyske ’Dust of Time’ af græske Theo Angelopoulos – og den var alt andet end et støvfnug i tiden. Hvilket episk spild af tid! Jeg udvandrede efter en time, så kunne jeg simpelthen ikke udholde mere dårligt skuespil, løsrevne scener, der ingen vegne førte, prætentiøs firser-symbolisme, tåget fortælleteknik og ustyrlig ringe dialog. Et eller andet sted i denne film er en stor kærlighedshistorie, der strækker sig fra efterkrigstidens Gulag til nu, og en fortælling om forældresvigt – problemet er blot, at filmen forsøger at gøre begge dele samtidig og svigter fatalt. Ingen af figurerne er troværdige eller engagerende, og ikke engang Willem Dafoe i hovedrollen kan løfte dette ellers flot producerede miskmask op fra grøftekanten. Han bruger meget af filmen på at bekymre sig om sin teenagedatter, der er suicidal (hendes figur er på lærredet i under fem minutter – i alt!), forsøger at inddrage sin ekskone, der svarer ved at skrige, at hun havde følt sig kvalt i deres ægteskab. Suk. Jeg ærgrer mig over, at jeg har brugt en time af mit liv på denne film, men jeg sad lidt for længe og tænkte, at den måske tog sig sammen. Det gjorde den så ikke.
Har endnu en film til gode her til aften fredag, og ved, at den i det mindste ikke kan være værre.

Opdateret: Sidste film var ’White Lightnin’ af Dominic Murphy om Appalache-danseren Jesco White, der vokser op som lightergas-sniffende, no good white trash knægt i den dybeste armod, begynder at danse den lokale støvle-og stepdans, som sin hårdtslående far, møder kærligheden og bukker under, da dæmonerne får overtaget i ham. Hvis du forestiller dig ’Deliverance’ møder ’Trainspotting’, filmet meget håndholdt med det sygeste countrymusik, så er du ved at være der. Filmen er blandt andet produceret af Vice Magazine og har den unge og ukendte, men meget dygtige Edward Hogg i hovedrollen og Carrie Fisher i en stærk birolle som hans kone. Meget hård og langt ude, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den, også selvom jeg var nødt til at kigge væk i ny og næ. Tog med filmskribenten ud at drikke Riesling bagefter og fik ordnet verdenssituationen. At snakke med en mand, der både kan citere fra ’The Incredibles’ og som mener, at ’Star Wars’-prequels er en parafrase over Irak-krigen (tænk over det – det giver mening!), var dybt interessant. Man kunne ikke mærke på ham, at han havde festivalkuller (sove, skrive, se film, skrive, interviewe, skrive, se film, skrive, sove…i ti dage).

…Hvis du nu rigtigt gerne ville være kendt? Sandsynligvis ikke så langt, som John F.  Salinger, en tysk forsikringsmand, der tager sin tonedøve trio med til USA for at blive kendt. Han mister først frivilligt en finger, så en arm, et ben og han sværger, at han er villig til at give sit liv for at nå ultimativ berømmelse. Den tyske film ’Shortcut to Hollywood’ er skiftevis en heftig satire på hele reality-kulturen, buddy-film, musical og road movie. Naturligvis kan den ikke være alle dele lige succesfuldt, men guderne skal vide at den prøver. John F. selv, skuespilleren og manusforfatter Jan Henrik Stahlberg, er både rørende og røvirriterende i rollen, og det mestendels tyske publikum var vældigt tilfredse, så jeg overgav mig. Der skulle heller ikke så meget til, for torsdag var en halvhård dag, hvor jeg tæskede rundt, mistede mit pas og fandt det igen, og jeg var heldig overhovedet at få en billet til en film. Var også supertræt fra onsdag, både fordi vi skulle så &%€# tidligt af sted, men også fordi jeg havde særdeles hyggelig aftenkaffe med min tidligere kollega, filmskribenten. Han havde mange interessante input, bl.a. andet at han faktisk blev mere modtagelig overfor film når han var på festival, fordi sanseapparatet var mere åbent, når man fik så mange film indenbords på en gang. Meget sandt.

Skrev dette i går morges:

Så går det løs igen. Ja, jeg ved godt, at Berlinalen efterhånden har været i gang i noget tid. Men det er først nu, at jeg har bekvemmet mig herned til filmparadiset. Bekvemmet og bekvemmet…stod op kl. fire-effing-tredive denne snevejrsmorgen, ud i taxa kl. lidt i fem og af sted til lufthavnen, lidt kaffe og så ellers i bus så langt væk fra terminalen, at jeg var bange for at vi var kørt til Dragør. Her stod alle i kø på trappen til det lille, forblæste fly med afgang 6.30. I snestorm. Jeg forsøgte mig med et filmstjernevink, da jeg endelig nåede toppen og kunne træde ind. Det er nu to timer siden. Og vi sidder stadig i flyet. Vi har fået kaptajnens undskyldninger, lidt juice og kaffe. Og venter bare…på at nogen i Kastrup synes, at Air Berlin er vigtig nok til at få tilladelse til take-off. Nåh. Alt bliver godt, når vi er fremme. Det ved jeg bare. Også selvom vi kommer for sent til at se Jude Law i dametøj. Sally Potters seneste film, som skulle være et mordmysterie i modeverdenen, kommer ikke til at gå på et tidspunkt, hvor vi kan se den (næste visning er, når jeg sidder i flyet på vej hjem). Men det gør måske ikke det store. Den har fået ret dårlige anmeldelser, men i min optik kan en film med Eddie Izzard (dog uden dametøj), Judi Dench, Dianne Wiest og som sagt Jude selv ikke stinke helt. Den må i det mindste være interessant. Vi får se. Nu vil jeg drikke min kaffe og høre Duffy i flyhøjtalerne for gud ved hvilken gang…og hive kortet op, så jeg kan gå online og smide det her på bloggen. Bare fordi.

…og så kom vi endelig afsted. Fik mod forventning billet til An Englishman In New York med John Hurt og bedre start på festivalen kunne vi ikke få! Derefter meget dejlig kaffe med min tidligere kollega, filmanmelderen. Mere senere. Har netop spist og er på vej til billetkøen. Oh lykke, din navn er Berlin!

Jeg tog hjem fra Horsens med et bumletog fyldt med hvinende teenagere og en Folmer i tresserne. Om Folmer ved jeg, udover navnet, at han har en nevø, han ikke har set længe og at han skal spille med i et eller andet. Folmers nerver hænger i de her dage omkring ham som et bastskørt. Hans formulering, ikke min. Jeg ser desværre alt for nemt den midaldrende mand danse en inciterende hula for mig iført ølmave, kasket, briller og fuldskæg.

Vi havde begge tysset på de uvorne unge(r). Teenagerne løb tør for gas og fjant ved Nyborg, men ikke Folmer, der hyggesludrede i sin mobil on/off med hele bekendtskabskredsen hele vejen til København. Det er længe. Og højt, i Folmers tilfælde.

Lige uden for Hovedbanegården bemærkede han jovialt, at vi da fik en rolig tur alligevel.
- Ja, sådan nogenlunde…, hvæsede jeg.
Folmer fangede den vist ikke, så han gentog den lige, med et stort skægget smil. Det gjorde jeg så også.
- Ja, NOGENLUNDE!

Men det hjalp faktisk at blive arrig. Jeg fik jo faktisk skrevet. Endda derfra, hvor jeg var gået lidt i stå. Så tak, Folmer. Jeg føler, jeg kender dig så godt. Knæk og bræk, whereever you are.

Jeg var til krimimessen i går. Var gået rundt i den ivrige menneskemasse i en time. Snakket med gamle og værdsatte bekendte, kigget på ansigter og den ene bog efter den anden med skumle mord. God, men blodig stemning.

At få øje på damen blandt tilskuerne i midten af rummet fyldte mig med en både isnende og frydefuld gysen. Jeg så meget interesseret på en række bedagede krimier, og håbede at være gledet ubemærket forbi hendes årvågne blik. For sent.
Jeg tabte vejret, som om en usynlig, behandsket hånd strammede mig om halsen. Hendes ivrige hånd vinkede til mig fra rækkerne, mens endnu en forfatter talte varmt for sine seneste unaturlige dødsfald. Jeg smilede og vinkede, og så forhåbentligt ikke for bleg ud. Sandheden var, at jeg rystede indvendigt, da kvinden i mængden endelig fangede mig. Meget stort knus, kæmpe smil.
- Heeeej, søde! Godt at se dig!
Så langt, så godt.
- Alt vel, ungen vokser, livet er skønt, sjovt at der er gået et år siden sidst, hvad?
Men hun var tydeligvis ikke tilfreds. Hun smilede hjerteligt, mens dødsstødet kom, hurtigt og glat som en kniv i natten.
- Nåh, hvornår sender du noget til mig?
Uargh.
- Du er vel ikke gået i stå? Har du fået en blokering?!

De lysende blå øjne strålede af ængstelse på min bogs vegne. Jeg kunne kun mumle noget om, at jeg ikke, som visse andre, har fået skrevet voldsomt meget under min barsel. Men dog noget. Jeg forsøgte at berolige hende med, at jeg skam var i gang, at jeg var videre.
- Du sender mig bare hvad du har, ikke?

Jo, jo. Den bog skal nok blive til noget. Hun efterlod mig fortumlet, men dog i live, og fandt en taxa mod banegården. Fik selv hul på bylden i toget.

Jo, det er! Nu har jeg et vist empirisk sammenligningsgrundlag, eftersom jeg både har haft de stævnemøder, jeg skulle have, og er i gang med at søge job. Lighederne hober sig op: man gør sit bedste for at præsentere sig godt, man får pinlige spørgsmål og kommer selv til at stille nogen, og hvis det gik godt, så håber man på at ses igen. Og man kan have alle mulige ting til fælles, uden at det klikker. Både dating og jobsamtaler har alle mulige uskrevne regler, som er lige meget, hvis der er kemi.

Og så kan man gå fuldstændig i selvsving, når man så ikke hører noget. Gik  selv rundt om mailbakken i påsken som en nyforelsket hvalp. Var det for påtrængende at maile sin måske kommende chef? Virkede jeg desperat? Så går det over i ’hvis de ikke selv kan se, hvor godt vi passer sammen, så kan det være det samme!’-fasen. Også kendt som ’de ville have ringet nu, hvis de ville noget’. Men altså, alle har selvfølgelig travlt.

Skifter mellem at være ærgerlig, når jeg bliver forbigået – og at være helt oppe at ringe, når der kommer en ny jobsamtale et endnu mere spændende sted. For der er jo andre fisk i havet, og det rigtige job dukker stensikkert op, når jeg mindst venter det.

Lidt ligesom barnets far, som jeg fangede på det mest usandsynlige tidspunkt, endda på en dårlig hår-dag, hvor jeg bestemt ikke var på udkik. Og så var det jo bare det rigtige.

Ja, jeg burde vel have været i Berlin lige nu. Filmfestivalen er i sin sidste fase, og jeg har bare været her. Og søgt job. Og freelancet. Og i det hele taget nydt gevaldigt at være blevet fritgående. Så selvom jeg morderligt gerne ville have været afsted igen i år, så er det alligevel en dejlig tid.

Ungen traller glad rundt derhjemme med Daddy-O, der nyder sin barsel. Havde jeg vidst, hvor meget overskud, der lå gemt i barnets far, så havde jeg dæleme sendt ham hjem noget før. De første par uger gik med installering af hårde hvidevarer og forårsrengøring. Altsammen tiltrængt og skønt - men nu meget dejligt, at han har fundet et mere naturligt leje. Så har jeg heller ikke så dårlig samvittighed over ikke at have udrettet mere (hverken herinde eller andre steder!), nu hvor tiden er gået! Men hvad, vi har fået en dejlig pige, der er blevet 10 måneder og viser tegn til at blive et ordentligt lille menneske, endda med humor.

Nu kysser jeg dem begge farvel hver morgen, og trodser fornuft og trafik for at tage hen til mit lille låneskrivebord på Strøget. Her sidder jeg så, søger job og arbejder lidt på den der krimi. Kommer alt, alt for lidt på bio, men ellers er tilværelsen god. Især når solen skinner og jeg kan læse, at ‘Hallam Foe’, sidste års dejlige overraskelse, langt om længe begejstrer anmeldere og andet godtfolk. Så føles det meget som forår.

Puh. Jeg har, som man måske har bemærket, lige haft en lang periode, hvor jeg ikke mente en pind om noget som helst. Det hang både sammen med generel ugidelighed og med at jeg endelig fik fat i mine mord. Eller også fik de fat i mig.

Kald mig gammeldags, men jeg gider simpelthen ikke blogge, når jeg ikke har noget at sige. Så derfor først lidt nu. Og så har jeg egentligt ikke andet på programmet end at sige, at jeg er her endnu.

Nu mener jeg så faktisk noget – men det er mest på andres vegne. Har nemlig kastet mig ind i valgkampen og skriver lidt for en kandidat. Meget spændende, sjovt og lidt hårdt. Men DEJLIGT at lave noget og at andre forventer noget af mig. At det ikke bare er mig selv, der stiller krav. Det har jeg det nu bedst med.

Men alt vel. Travlt, men vel. Zenia vokser og griner og gør alt det, som babyer skal. Og jeg vælter regeringer, slår folk ihjel i bogen, nusser barn og mand og den &%€ kat (der har opgraderet fra guldsmed til fugl). Ikke en parade værd, men dog en lille fanfare.

Trut!

Tjah. Så har man prøvet at blive brugt som motor i et landsdækkende TV-program. Og det gjorde slet ikke ondt. Indslaget om mig og min krimi blev stænket ud over ‘Fra Lavkultur til Bestseller’, den første del af krimi-tirsdagen.

Bortset fra at jeg var stor som et hus og gispede som en hval, så blev det faktisk ganske godt. Aldrig har mit lille rækkehus set så uhyggeligt ud, sådan filmet i skumringen, gennem den frønnede og klaprende havelåge… brr! Hvis ikke jeg vidste, at det er totalt stokrose- og ligusteridyl resten af tiden, så ville jeg blive nervøs for at bo her. Men, som enhver, der nogensinde har læst en engelsk krimi, vil vide – så er idyllen altid forræderisk og dækker over alskens råddenskab og lig i lasten! I dette tilfælde dog kun de lig, jeg vælger at putte i min bog.

Jeg har fået nogle meget dejlige reaktioner fra nogle af folkene fra skrivekurset. Det var fedt lige at genopfriske dagen ved at se det, der var blevet optaget fra Horsens. Og at vide, at der er folk derude, der hepper på mig. Leif Davidsen sagde engang i et interview, at der var noget særligt over folk i ’krimi-branchen’, et sammenhold og en ånd, hvor man ikke på samme måde er konkurrenter, men hvor man hjælper andre forfattere, fordi der er et fællesskab. Det kan han jo sagtens sige med dét salgstal, men jeg tror egentligt, der er noget om det. Man sidder ikke i hvert sit elfenbenstårn og lider for kunsten, men smøger ærmerne op og stikker hænderne ned i skidtet. Og er ikke bange for de andres håndværk. Har i hvert fald selv fået masser af gode råd – og et konkret fif om et genialt program til forfattere.

Tematirsdagen er her, og man skal ikke lade sig narre af de sidste fem minutter af forrige udsendelse – det kommer. Skriveprogrammet kan hentes her.

Om jeg bliver det næste store krimi-håb? Mjaeh… der arbejdes på sagen!

Tirsdag aften kommer jeg så på DR2 med min krimi. Og føler mig derfor en kende skyldig over ikke at være kommet så langt med den endnu – og selvom det kun er mig selv, jeg skal stå til regnskab overfor.

Det er jo ikke sandsynligt, at forlagene vælter over hinanden, bare fordi mor hér lige har et fem minutters indslag i den bedste sendetid. Men det ville jo ikke være tosset, hvis de gjorde.

Har ikke selv set indslaget endnu, men har fået at vide af journalisten, at det var blevet godt, det de optog aftenen før krimiseminaret i Horsens. Spøjs oplevelse at være interviewperson, når man selv lige har vænnet sig til at være journalist. Er lidt spændt på, hvad jeg egentligt fik sagt. Og ikke mindst hvor stor jeg mon egentligt var dér fem dage før terminen…

Jeg har meget nydt de tematirsdage der har været om hhv. skotsk og norsk krimi, og føler mig glad for at være i godt og morderligt selskab. Håber, at krimitirsdagene ikke bliver sparet væk, så jeg kan sidde ved siden af Bo Tao Michaëlis næste sommer og snakke om, hvordan det er debutere med en blodig bestseller.

Man skal række efter stjernerne, ikke?

Føler mig en anelse som Sally Field, da hun modtog en Oscar i 1985 og i takketalen sagde “I can’t deny the fact that you like me…that right now, you like me!” – som altså ofte er blevet fejlciteret som ovenstående (som unægteligt er lidt sjovere!). Anyways.

Var til skrive-krimi-tamtam i Horsens i går. Og kors, det var fedt! Dels var det dejligt at møde de andre, som deltog og at give og få feedback fra de andre ’kriminørder’ – og dels at få kvalificeret input fra blandt andet to forfattere og to drøndygtige forlagsfolk. Havde håbet på en god reaktion på de 20 sider, jeg fik banket sammen og sendt ind inden seminaret. Synes nemlig selv, at det var et helt ok første-udkast. Men havde alligevel ikke regnet med at få så meget ros, som jeg synes, jeg fik i går. Slet ikke. Blev faktisk lidt overvældet.

Selvfølgelig er der knaster, der skal rettes til og alt det der. Men folk fangede, hvad jeg ville med historien, var blevet overraskede, hvor jeg gerne ville ha’ at de blev det – og ville gerne have at vide, hvad der så skete. Det er en meget underlig og varm fornemmelse, at andre synes, at det holder. Udover min krimi-søster (som også var til seminaret!), så synes de fleste almindelige mennesker vel, at det dybest set er lidt syret, det man har gang i. Sådan at rende rundt og slå folk ihjel.

Nu har jeg jo så gået og puttet lidt med min historie lidt for mig selv, og selvom jeg ikke er specielt genert, så er det alligevel meget mærkeligt at høre en anerkendt forfatter bede mig love at jeg skriver den færdig. Skal nok! Og i øvrigt at blive filmet af DR2 til krimitema, der kommer til sommer.

Så nu skal jeg vist dybest set bare sætte mig og få skrevet den historie, jeg har gået og plottet på og skrevet i mit hoved i over et år nu. Og så lige holde de gode takter fra indledningen og spændingen gående i resten af bogen….piece of cake. Eller noget.

Jeg er sikkert komplet naiv, men tror (stadig) at jeg kan få skrevet under min barsel. Bare en halv til en hel time om dagen. Er sat til onsdag (hvor der sikkert ikke sker en dyt), så jeg havde pakket den store taske, liften, vandrejournalen og barnets far, hvis det nu gik løs. Men bortset fra nogle kodyle plukveer, så skete der ikke noget.

Så nu går jeg og klapper mig selv på maven (og lidt på skulderen) og tænker…’de ku’ li’ det…de ku’ virkelig, virkelig li’ det’. Og venter.

Åha. Har lige skrevet en kondenseret udgave af nedenstående som kommentar til Min Nabos Hund, der sad tilbage med en kedelig, dansk vand-agtig smag i munden, efter at have fortæret et såkaldt dameblad. Helt enig. Så nu kommer der lige en skylle…

Jeg kan nu godt lide et af dem i ny og næ. Men altså, der er en grund til at billige ugeblade står oppe ved kassen sammen med slikket…de har de tomme kalorier til fælles! Det er en af mine kæpheste, at der simpelthen mangler noget ordentlig journalistik til kvinder i bladform. Selv abonnerer jeg på Empire (om flm), BUST Magazine (amerikansk, feministisk blad med glimt i øjet) og køber ellers et Vanity Fair, når det skal være ekstra luksus. Jeg abonnerer på Nova, som jeg havde høje forventninger til, men det er liiige indadvendt nok til mig, selvom de da forsøger at gøre det anderledes end de andre.

Har abonneret på Eurowoman og på Costume, men det orker jeg ikke mere. Hvor Euroman forsøger at være en yngre, hippere udgave af Vanity Fair (gode, interessante portrætter af dem, der tegner samtiden, artikler om tidens problematikker og velskrevet!) og lykkes med det langt hen af vejen, så har Eurowoman lidt for mange unge skuespillere og stylister, der både er søde og ser drøncool ud, men som lissom ikke har så meget at skulle ha’ sagt på den der dagsorden. Costume er fint nok, men som på mange andre blade er hvilken som helst starlet, der kan finde på at gå klædt i det samme, som moderedaktøren har lyst til at gå i fra de kommende kollektioner, et ’stil-ikon’.
Da jeg begyndte at læse dameblade for 20 år siden, skulle der lige som mere til for at blive udråbt til ikon. Man skulle have fundet på det selv, været den første, været unik. Og også have gjort det gennem noget tid. Det er bare ikke nok at gå med smalle cowboybukser inde i støvlerne og være lidt spøjs og boheme-agtig. Sorry, Sienna!

Jeg fandt et EVA (er der nogen, der kan huske dét?), som var 30 år gammelt i en af mine ret store bunker af blade. Det er ret forstemmende at opdage, at dameblade følger samme skabelon som dengang; lidt ufarligt portræt, lidt guide, lidt om mænd, mode og mad. Indholdet har ændre sig, bevares, men formen? Næh.

Nåh, jeg lader mig køre af sporet af min lille kæphest. Tilbage til hvorfor man(d) mener, at vi ikke gider dame-journalistik, der vil noget mere; De gange, jeg har diskuteret dette med folk (mænd!) i blad-branchen, så peger de bare på salgstallene og siger, at det jo sælger, ergo er der ikke grund til at lave noget andet…’Kvinder køber jo blade for at slappe af’, lyder argumentet. Beklager, drenge - det argument holder ikke. F.eks. slapper jeg glimrende af med at læse Weekendavisen, og den taler ikke ned til mig eller spiser mig af med indadvendte artikler - ved godt, det er nørdet (og måske lidt snobbet?) af mig. Men når man tænker på, hvor mange kvinder, der tager lange, komplicerede uddannelse og læser tunge bøger i det hele taget, så kan jeg simpelthen ikke tro, at markedet for intelligent dame-journalistik ikke er der derude et sted. Og ellers så bare tilføje, at bare fordi man engang imellem køber en pose vingummi m. E-altmuligt og sukker og kyler den i hovedet, så betyder det jo ikke, at man ikke sætter pris på lækker, håndlavet 72% chokolade lavet med kærlighed, respekt og ambitioner. Hver ting til sin tid.

Men jeg må indrømme, at jeg faktisk er liiidt uenig med Spacemermaid, der kommenterer på indlægget fra Min Nabos Hund. Jeg synes faktisk, der er næsten for meget selvudvikling i dameblade efterhånden! Der er simpelthen så meget ‘føl efter hvad du selv synes’ og ‘cut hvede ud af diæten og find din indre ro’, at jeg må græmmes.
Når jeg ‘lissom føler efter’, så nægter jeg at tro på, at vi kvinder ikke har andet og bedre at tage sig til end at selvudvikle os til døde - langt de fleste mænd gider ikke den slags. De vil hellere gøre noget, fremfor at sidde i rundkreds og detoxe. Hvis så meget af ens tilværelse handler om at man endelig ikke må stresse, samtidig med at man spæger sit kød og er bange for hvede - hvornår er det så lige, at man skal nå at gøre en forskel? Og hvor er der lige plads til at rumme andre? Selvudvikling er i hvert fald ikke (kun) det, der skal til, hvis vi vil være chefer eller skabe nogle bedre forhold for os selv.

Men hey - jeg ved heller ikke, om tirader som denne er med til at rykke noget. De ringer nok ikke fra et af bladhusene lige foreløbig for at headhunte mig…men tænk, hvis de turde!

Så. Nu ikke mere film-blog lige foreløbig. Gider faktisk ikke engang rigtigt kommentere på Oscar-uddelingen, der da var meget fin, men spændende? Næh.

Ville så gerne have været en af de bloggere, der kom med noget klogt, underholdende og eftertænksomt hver dag. Eller bare hver anden. Gerne med en lille, men udsøgt læserskare, der hang ved hver en nøje udformet sætning. Men sådan bliver det vist ikke lige foreløbig…

Ikke fordi potentialet ikke er der – hverken for det ene eller det andet (bilder jeg mig naturligvis ind). Men mere fordi jeg ikke rigtigt kan koncentrere mig om ret meget andet og mere end det lille liv inden i mig, som snart kommer (inden for de næste to til seks uger!). Og så alle dem, jeg er i gang med at slå ihjel på grusomste vis.

Jeg har nemlig været så letsindig at melde mig til et krimi-skriveseminar, hvor pointen er, at man skal indsende begyndelsen på sit eget bloddryppende værk og få feedback. Og eftersom jeg har gået og skrevet på en historie i over et år i mit hovede uden at få nævneværdigt ned, og desuden deltog i et andet krimiseminar sidste år, så tænkte jeg, at nu skulle det være nu. Må se i øjnene, at jeg simpelthen ikke får skrevet, når jeg ikke har en deadline!

Hæhæ. Deadline. Muahaha…

Så mine dage går med at slappe af (barsel begyndte i onsdags), nusse mig selv på maven og generel redebygning – og så med at skrive om folk, der bliver slagen ihjel.
Det er ligesom de to emner, der ligger mig nærmest lige i de her dage. Liv og død.

Selvom vi alle fødes og alle dør, så er der nok umiddelbart ikke meget chance for at jeg begår en samfundsspiddende klumme-agtig blog om noget, der kommer andre ret meget ved. Ikke at det behøver dét.

Skal sende mine mord ind tirsdag, så kan det jo være, jeg får set lidt på verden eller får en mening om et-eller-andet. Måske.

Og så (næsten) ikke ord fra mig om Ungeren. Jeg er normalt ret rimelig, men jeg bliver så hidsig over denne her molotovcocktail af politikere, nykristne og unge i sort, der alle er ude efter at få et martyrium frem for en løsning, at jeg får plukveer. Grr!

Puh.., må hellere smide benene op og planlægge et mord eller to. Eller gå i byggemarked. Det der børneværelse indretter jo ikke sig selv…

Hjemme igen. Skulle lige rekonvalescere mig i to dage, inden jeg skriver den sidste Berlinaleblog for denne omgang.

For mig som journalist er noget af det, der er mest fascinerende ved at rejse, den mangfoldighed af magasiner, der findes i en enhver diminutiv kiosk i udlandet. Tyskland har f.eks. omtrent en million ugentlige sladderblade og naturligvis også en stribe lødige, banebrydende blade. Samt et VÆLD af tyske versioneringer af kendte dameblade; Vogue, Elle, Glamour og mange andre. Seneste skud i bladkanonen er et tysk Vanity Fair som kommer hver uge…uden at være markant mindre eller mere spækket med reklamer end den almindelige, månedslige amerikanske! Mere om VF i næste blog.
Men tyske journalister må dæleme løbe stærkt. Eller arbejde i skiftehold. Eller noget. F.eks. kom sladderbladet Gala i en særlig Berlinale-udgave, komplet med billeder fra den røde løber og rygter fra festerne, samt baggrund om film og tidligere års skandaler under festivalen. Reklamerne var naturligvis fra festivalens sponsorer. Meget er naturligvis plukket direkte fra pressekits og pr-kampagner, men jeg er nu ikke fri for at være lidt imponeret.

Følgende tal og fakta har jeg nolet fra Gala til undren og fornøjelse for dig, oh trofaste læser:

880 visninger af 400 film fra 60 lande under de 10 dage, festivalen varer.

186.000 biografbilletter blev solgt, hvilket må gøre dem grønne i ho’det i Venedig og Cannes, det bedre vejr til trods.

100 limousiner havde sponsoren Volkswagen parat døgnet rundt. I alt 4000 gæster blev kørt 100.000 kilometer. Det er faktisk to gange rundt om Ækvator. Med chauffør.

4 kilo er vægten på en Guldbjørn, som er 400 € (2982.32 kr.) værd i guld alene.

300 meter rød løber fører op til Berlinale Palast, der er festivalens premierebiograf.
16 mio. € koster det at holde en Berlinale. Det er 119.292.800 bobs på dansk.

1000 hummere har ladet livet i Hotel Grand Hyatts hummerskumssuppe under festivalen. Kun fem tunfisk er blevet til sushi i hotellets køkken under festivalen, mens der er langet 1200 gang Cæsar-salat og 2100 steaks over disken på Hyatt. Til gengæld har stjerner og industri-bigwigs på hotellet bællet 2000 flasker vin, 600 flasker champagne, 300 flasker sekt og 200 flasker vodka.

24 € (178.94 kr.) er prisen på den officielle Berlinale-taske, som jeg sikkert ender med at bruge til pusletaske.

18.000 kopper espresso blev skyllet ned af festivalgængerne. Robbie W. er en tøsedreng, hvis han ikke kan klare 33 kopper om dagen, selvom de er dobbelte.

Selv fik jeg:
Set 18 film på 7 dage.
Drukket to kopper kaffe om dagen.
Spist to gange indisk mad og to gange Burger K. (puh!). Og i hvert fald fem bagels.
Set tre, måske fire kändisser på gaden– to ret ukendte spanske skuespillere og Sam Neill, samt en, der muligvis var Prins Joakim.

Ukendt: Antallet af tisseture, croissanter, guf til filmene, størrelsen på overtræk efter turen samt spark i maven indefra under filmen.

Lørdag var doku-dag. Jeg holder meget af en god dokumentar, men udvalget hernede har ikke været voldsomt stort i år. Heldigvis var den sidste dags film ganske spændende og gode.
Jeg har kollaboreret med Mads Brügger tidligere og har naturligvis fulgt med i hans undercovertur til Nordkorea. Derfor var Daniel Gordons ’Crossing The Line’ ikke til at komme uden om. En særdeles veldrejet dokumentar om fire amerikanske soldater der i tresserne uafhængigt af hinanden hoppede af til Nordkorea af personlige årsager. Den ene, John James Dresnok, er filmens hovedperson og den eneste tilbage efter 40 år (to er døde og en hoppede tilbage til vesten). Dresnok besluttede sig for at blive nordkoreaner og mener, at han bor i det bedste land i verden. Jeg kan sagtens følge Mads’ argumenter for, hvorfor ’Det Røde Kapel’ blev nødt til at filme og opføre sig som det gjorde for at få lov til at filme, nemlig at det var nødvendigt at fuppe og ikke vise regimet at man var ræd. Men i modsætning til DR2-satsningen kommer man noget tættere på i ’Crossing The Line’, fordi man netop ikke skal høre om filmholdets overvejelser og følelse af skræk og paranoia (som vel egentlig er reel nok). Det hjælper selvfølgeligt også på det, at Gordon og hans crew nu har lavet tre film i Nordkorea og at magthaverne er trygge ved dem. Kan huske, at Mads fortalte, at de skulle aflevere al film til gennemsyn og havde fået smæk for ikke at have filmet gigantstatuen af Den Store Leder i helfigur, fordi det var mangel på respekt at ’skære’ den op. Daniel Gordon skulle ikke aflevere andet end den færdige film, havde masser udsnit af statuen uden problemer og fortalte til Q&A efter filmen, at de snildt kunne tale sig ud af de ting, som ikke var politisk korrekte i det kommunistiske diktatur. De var f.eks. blevet spurgt, hvorfor de havde filmet ældre mennesker på gaden, for folk i Vesten kunne jo tro, at indbyggerne var gamle og svage (!). Gordon og hans producer spurgte, om man da ikke var stolt af disse ’ærværdige revolutionære, der havde kæmpet så hårdt for folket og Korea’? Og vupti blev ældre medborgere kørt i stilling til kameraet! Glimrende doku, håber at Mads og resten af Danmark får lov til at se den på DR2 engang.

Sluttede dette års festival af med et portræt af Karl Lagerfeld. Kan ikke helt bedømme, hvor tæt ’Lagerfeld Confidentiel’ af franske Rodolphe Marconi kom på manden, men Kaiser Karl var befriende åben og der faldt mange interessante finker af panden. Fedt at kunne sammenligne med YSL-filmen – de to mænd kunne ikke være mere forskellige. Begge er kompromisløse i forhold til deres metier, men ser meget forskelligt på livet. Lagerfeld insisterer på at være med, hvor det sker og på at kommentere og observere den verden, vi lever i nu og her. Når man har hørt ham beskrive sig selv, sit forhold til mode og til livet i det hele taget, virker han ærligt talt ikke ung med de unge, snarere tidløs og dagsordensættende. Ret godt gået af en halvgammel knark i superstramme jeans og så mange sølvringe på fingrene, der kunne slå rockere ned. Har ikke hørt noget fra den compilation af sange fra hans store samling af iPods, men har meget lyst til at tjekke den ud nu. Har lidt på fornemmelsen, at Lagerfeld er modens svar på John Waters – bare uden den dårlige smag. Desuden skønt at opleve en dokumentarmager, der ikke klipper sine egne spontane reaktioner på interviewpersonens bramfrie svar ud eller ikke er bange for at beholde de verbale smæk af selvsamme i filmen. Ved godt, det er lidt fy-fy, men jeg synes det giver noget.
Og SÅ er der ikke flere film til mig i denne omgang. Nu gider jeg faktisk heller ikke mere. De film, jeg missede (’Goodbye, Bafana’, ’The Good Shepherd’, ’The Good German, ’La Vie En Rose’, ’300’, ’I Served The King Of England’, ’The Red Elvis’ og sikkert en masse andre) må jeg se, når de kommer op eller på NatFilm. Ganske sigende, at jeg faktisk ikke har fået set de film, der har fået priser - men sådan er det jo så meget.

Nu vil jeg lægge dette op, pakke lidt og ellers knalde brikker. Tschüß!

Atter en sen filmdag. Brugte derfor formiddagen på at blogge og på at shoppe, denne gang på Ku’Damm. Tog ind for at se den seneste med La Lopez; ’Bordertown’ af Gregory Nava, der var manden, der skabte hendes gennembrud som skuespiller. Men han skulle nok ikke lige ha’ ringet til sin gamle veninde, da han skulle caste denne film, for hun har det bare ikke, synes jeg. Jennys ’method acting’ består i at køre skærebrænderstemmen op i et skingert leje for at illudere desperat. Suk.
Filmen er sådan set spændende og vigtig nok, men der er så store plothuller, klodsede politiske statements og klichéfyldte replikker, at man ku’ tude. Hun spiller journalist, der mod sin vilje tager til grænsebyen Juárez for at afdække ’omkostningerne ved frihandelszonen’ – den farlige kapitalisme betyder nemlig, at en masse fabrikker hyrer fattige mexicanske kvinder til slavearbejde på frygtelige fabrikker til en ussel hyre. Disse kvinder bliver i stor stil voldtaget og myrdet uden nogen gør noget som helst for at opklare det…og myndighederne truer endda med at lokke den lokale avis, hvor Lopez’ gamle kollega, spillet af Antonio Banderas, er redaktør. Visuelt en meget imponerende film og det er ganske givet vigtigt at sætte fokus på situationen, når kvinderne ikke har mulighed for at ændre noget selv. Men det er godt nok en meget ikke-subtil film på mange måder, med så store fejl at man næsten får lyst til at råbe mod lærredet. Omtrent eneste lyspunkt er dygtige Maya Zapata som en ung pige, der overlever et overfald og vil kæmpe for at få sagen ført til domstolene. Selve thriller-elementet i filmen fungerer basalt nok, men Lopez, der fik en Amnesty-pris forleden for sit engagement i disse kvinder, er tæt på at ødelægge filmen, fordi hun er utroværdig. I en klimatisk slutscene med et slagsmål under en brand bliver hun bemærkelsesværdig lidt uglet. En klædelig sodplet på kinden er eneste tegn på at divaen netop har kæmpet for sit liv. Ellers ligner hun mest dét, hun er bedst til at være – en stjerne. Men spørgsmålet er så, om en film, der håndterer et vigtigt emne så kluntet med sine ’anti-kapitalistiske’ syvtommersøm ikke ville have været en pine alligevel?
Burde lave en blog om journalister på film, kommer jeg lige i tanker om. Det må blive en anden god gang. Lidt sladder fra efterfesten (ifølge adskillige tyske aviser) – Lopez havde siddet med sin entourage og holdt hof ved sit eget bord uden så meget som at hilse på Banderas, der minglede og hyggede sig med pøbelen. Sådan er der forskel på folk. Har hørt, at hun fik sin assistent til at lægge tøj på de bedste pladser i det privatfly, som hun sammen med andre (og større!) kändisser skulle til TomKats bryllup i. Spitzklasse! Eller mangel på samme.

Sluttede heldigvis dagen med ’Hallam Foe’ af David Mackenzie. Sidste premiere i Berlinale Palast for os i år. Jamie Bell (’Billy Elliot’) spiller en ung mand, der siden sin mors død har trukket sig ind i sig selv og bruger det meste af sin tid på at lure på andre og på at svine sin fars nye kone til. Da tingene spidser til, stikker han til Edinburgh og hutler sig igennem, inden han en morgen ser sin mors dobbeltgænger, følger efter hende og får job på det hotel, hun arbejder på. Og så lurer han på hende i stedet. Ja, jeg var egentligt også skeptisk – men det er faktisk en rigtig dejlig film! Det lyder ikke sådan, men det er faktisk en feel-good film. Og ret erotisk. Jamie Bell er et stort talent, mange gode biroller, smukt filmet – og et sparkemås-soundtrack af bl.a. Franz Ferdinand. Kan varmt anbefales.

Torsdag havde vi ikke nogle film før kl. 17, så jeg fik sovet lidt længe og vi gik på Hackescher Markt i Øst for at ose og ikke mindst føle, at vi så andet end hotel og biografer. Vi spiste en rigtig udmærket frokost på ’Schwarzenraben’, hvor vi for år tilbage havde tiltusket os invitationer til en dansk reception under Berlinalen. Havde skrig-orange hår dén aften (måtte konstatere at jeg end ikke med to pakker afblegning kan få Debbie Harry look) – og festrøg NIL-cigaretter, Tysklands kulturelle cigaretmærke. Kors, hvor bliver man egentligt kedelig. Drak derefter kaffe på Starbucks og så to af stjernerne fra Banderas’ film holde hånd og gå forbi. Hyggeligt.

Vi blev i Øst og var i Kino Internationale (som ligger på Karl Marx Allee!) og så Julie Delpys instruktørdebut (som hun også lige selv havde skrevet manuskript og musik til og selv havde den ene hovedrolle i) ’2 Days In Paris’. Ganske dejlig lille komedie om et lidt umage fransk/amerikansk par (Delpy og Adam Goldberg), der på en Europarejse besøger hendes ret vanvittige forældre i Paris (spillet af hendes rigtige far og mor). Tåkrummende morsomt – en mere intelligent, piget version af ’French Kiss’ og ’Meet The Parents’ og ret meget sjovere, hvis du spørger mig.

Derefter tilbage til vesten og ind at se ’Here’s Looking At You, Boy’ af André Schäfer, en dokumentar om bøsse/lesbisk filmhistorie siden 70’erne. Lige ud-af-landevejen klassisk doku; gode interviews (John Waters igen! Og mange andre gode kræfter), klip fra filmene og tydeligvis en masse kærlighed og viden fra de involverede. Men også en lidt pudsig fremvisning og Q&A. Ham, der præsenterede filmen, sagde at filmen var ’vigtig, for der var jo kun 33 queer-bidrag på festivalen’ – altså…hallo, hvor mange bøsse/lesbiske instruktører er der da? Eller film med queer-tema i det hele taget? Det er da ikke en kvalitet i sig selv, skulle man mene. Men hvad, jeg er nok bare lidt kontrarevolutionær, fordi jeg presser mine hetero-normer ned over verden og ikke har de lyserøde briller på…eller noget. Jeg har det nok også lidt svært med hele det der med at kyle alt, der ikke lige er heteroseksuelt ned i en kasse, der hedder ’Gay, Lesbian, Bisexual and Transgender’, som mange involveret i queer-kulturen gør. Det må, alt andet lige, være større forskelle mellem de fire grupper end ligheder – er det virkelig samlingspunkt nok at definere sig selv som ikke-hetero?
En af pointerne hos mange af de interviewede var faktisk, at alle bare burde lave de film de ville, uanset tema eller seksualitet. Det, der tæller, er at lave historier, der er vigtige. Bare fordi man er bøsse, behøver man jo ikke lave noget, der kun rager bøsser. Se bare på Wolfgang Petersen, f.eks. Og det tog da en straight instruktør som Ang Lee (og en masse straighte skuespillere og forfattere) at lave en film om bøsser, der fik hetero’er til at hive Kleenex’en frem i biffen og blive berørt. Kunne en bøsse ha’ lavet ’Brokeback Mountain’? Gus van Sant, som gerne ville have instrueret ‘Brokeback’, mente selv, at han ville gjort filmen (og sagen) en bjørnetjeneste, hvis han havde fået lov. Omvendt ville han have castet Brad Pitt og Matt Damon som de amourøse cowboys – ikke ringe…

Havde derefter billetter til ’300’ af Zack Snyder. Et effekt-spækket sværd- og sandal-epos, der er atter en filmatisering af en tegneserie fra Frank Millers sublime hånd. Dejligt at han, i modsætning til visse andre tegneserieforfattere, ikke hader at blive filmatiseret. Havde glædet mig til den, men den blev rykket frem og kunne ikke overskue at være så sent oppe. Tror nu egentligt også at det bliver fint nok at se den med kæresten, når den kommer op derhjemme – han er tegneseriefreak om en hals, men på den gode måde. Håber at det bliver en ting, som krapylet og ham kan dele.

Onsdag var endnu en helt fin dag i bifmørket. Men kan godt mærke, at jeg er ved at være lidt mør. Selvom det har været nemmere end jeg troede at rende rundt til filmfestival i 8. måned. Det hjælper naturligvis at jeg får lov at stå i ’invalidekøen’ om morgenen og derfor kan hente billetter til flere dage af gangen og ellers kan komme dalrende kl. 8.30. Ville ha’ sovet længe i dag, men blev vækket af nogle russere på hotellet, der havde ringet og fået galt nummer. Suk.

Dagene og filmene begynder at flyde lidt ud nu. Men onsdag begyndte med Antonio Banderas’ anden film som instruktør, ’El Camino De Los Ingleses’. Et visuelt imponerende tidsbillede og en meget følsom film om fire unge fyre i Spanien i sluthalvfjerdserne. Det er en filmatisering af en bog (fik ikke lige titel eller forfatternavn), og det kunne desværre mærkes. Symbolikken og voice-overen var liiiiiiiige svulstig nok og der var lidt for mange bifigurer, der fik lov at blive hængende uden rigtigt at gøre fra eller til. Men det var en meget, meget smuk film og præstationerne var gode. Der var Q&A bagefter – er ked af at afsløre det piger, men Antonio er godt nok ikke en særlig høj mand – men virker nu ganske sympatisk. Og ueffen som instruktør er han bestemt ikke, han skal bare lære at stramme lidt op på manuskriptsiden.

Vi fik lov at blive siddende på sofarækken, fordi næste film var lige efter i samme sal. Lykke. Det er dejligt nok at kunne strække benene mellem to film, men det var skønt nok at kunne blive hængende. Vi så ’Fay Grim’ af Hal Hartley med Parkey Posey (’den tænkende piges skuespillerinde’ ifølge BUST Magazine), en film, der vaklede mellem at være lidt chick flick, komedie, drama og politisk spionthriller – og lykkedes ganske fint med at blande de fire ting, fordi dialogen og skuespillet var lige i skabet. Fay (Posey) er en enlig mor, der forsøger at få hverdagen til at hænge sammen, men som bliver draget ind i spionage. Jeff Goldblum er CIA-agenten, der rekrutterer hende, og ikke ret mange i filmen har rent mel i posen, for at sige det mildt. Jeg ved godt, det er en mærkelig sammenligning, men jeg tænkte lidt ’Usual Suspects’ for piger.

Så hen at se ’Celebration’ af Olivier Meyrou, der fik den bøsse/lesbiske Teddy Award sidste år for sin dokumentar om en familie, der skal komme videre oven på en hate crime. I år kom han med en dokumentar om Yves Saint Laurents sidste tid som chef for eget modehus. YSL står lidt for mig som modeverdenens svar på Michael Jackson – en wunderkind, der tidligt blev fanget i sit eget talent og popularitet og nu lever i sin egen verden. Meyrou filmede gennem to år og talte ikke med manden selv, for det måtte han ikke. Men det var sådan set en pointe i sig selv og understregede virkelig den selvvalgte isolation, YSL har valgt i sit liv. Det meste af tiden sad han og stirrede frem for sig, mens medarbejdere gemte sig for ikke at trænge sig på og hans mand gennem 40 år, Mssr. Berger, hundsede rundt med alle andre. De eneste tidspunkter, vi ser ham live op, er når nogle af hans gamle yndlingsmodeller dukker op. God doku, men ELENDIG musik, i øvrigt.

Vi sluttede af med Paul Schraders ’The Walker’ med Woody Harrelson i rollen som sydstatsbøsse, der lever af sin arv og af at eskortere politikerkoner til society-events i Washington, deraf titlen. En af hans veninders elskere myrdes, og han indvilger i at sige, at det var ham, der fandt liget, selvom det gør ham til hovedmistænkt…uha! Han gjorde det godt, synes jeg. En ret underspillet præstation, men det var fint. Hans figur kunne så nemt have været camp eller kliché, men blev det ikke. God, lille film med gode biroller til store navne; Lauren Bacall, Lily Tomlin, Ned Beatty, Kristin Scott Thomas og ikke mindst Willem Dafoe. Se den, hvis du kan lide ’West Wing’!

Jeg gør. Og gjorde det i tirsdags, der var en forrygende filmdag.
Hvordan kan det være andet, når man lægger ud med verdens bedste perverse onkel, John Waters? Jeff Garlin havde filmet Waters’ one-man show, ’This Filthy World’, hvor han fortæller om sine holdninger og sine film. MEGET underholdende! Han sagde de groveste ting; når man arbejder med Kathleen Turner (’Serial Mom’), er det vigtigste at man ikke viser, at man er bange for hende…’She’s like an animal, she senses fear!’. Og meget andet. Pudsigt at finde ud af, at manden, der har gjort dårlig smag og grænsebrydning til popkultur, selv har grænser. Han kan ikke klare voksenbabyer (fair nok) og bøsse-subkulturen ’bears’, hvor det gælder om at være så håret og rund som muligt. John Waters var der selv, og ja, manden er lige så tynd og skarp i virkeligheden.

Derefter tog vi en pause, men var så inde for at se ’Poor Boy’s Game’ af Clement Virgo. Nogle film tager bare røven på én, og det her er en af dem. Danny Glover spiller en far, hvis søn er blevet lammetævet af en ung, hvid bølle. Sønnen er blevet hjerneskadet af overfaldet, bøllen (Rossif Sutherland – husk det navn!) fik 10 år og er blevet en bedre mand i fængslet. Nu på fri fod bliver han fanget mellem det sorte community, der vil ha’ hævn og sin egen racistiske, white trash familie. Godt plot og virkeligt gode, solide præstationer. Danny Glover er vitterligt ikke blevet ’too old for this shit’.
Det var første gang, at holdet bag så den færdige film, så de blev faktisk siddende hele filmen igennen, hvilket er usædvanligt for Berlinalen. Normalt kommer folk ind, bliver klappet ad, sætter sig på sofarækken og smutter ud til pindemadder, så snart lyset slukkes. Ikke hér. Kan afsløre, at Danny Glover sad lige bag ved mig (og gnaskede slik). Jeg ved ikke helt hvorfor, men den film ramte mig bare; hen mod slutningen sidder jeg så og vræler, fordi det bare er ’så godt’. Det må være sært, men også vidunderligt, at være instruktør og se folk reagere spontant på ens arbejde.

Sluttede aftenen med ’Interview’, seneste film instrueret af Steve Buscemi. Det er et remake af en film af Theo van Gogh, med Buscemi og Sienna Miller som hhv. afdanket journalist og starlet i et intenst kammerdrama. Har haft det overordentligt dobbelttydigt med den dulle. Hun bliver hevet frem i damebladene som ’stilikon’ (jeg må lave en blog om hvorfor jeg hader det udtryk!) og virker generelt ret uinteressant. Men tøsen kan altså spille. MON ikke. Skægt nok, synes jeg at rollen som forkælet stjernefrø med ambitioner er en ironisk kommentar til hendes egen status. Tror aldrig, hun bliver en Judi Dench, men lad os snakke om det om 45 år eller deromkring.
Buscemi var i fin form og havde Q&A-session bagefter – journalisterne spurgte meget ind til hans eget forhold til pressen (held og lykke med at få et portræt op at stå, venner!), og han gav den ret meget gas. ’Journalists are my FRIENDS! Although I did this phone interview once, and in the piece the guy wrote that we were sitting in a bar. And that Tim Roth came in. But hey – it COULD’VE happened!’.

Først vil jeg lige undskylde, for jeg skrev jo ikke en pind om tysk køkultur (eller mangel på samme) i det forrige indlæg. Og man skal jo holde, hvad man lover.
Jeg refererede til det fænomen, som så vidt jeg kan se, er blevet værre gennem årene her på Berlinalen: Kaffe-baglommen. Billetsalget til næste dags forestillinger åbner kl. 9.00. Ved ikke, hvornår de første kommer, men når vi kommer ved ottetiden står der allerede en pæn flok og når vi har fået billetter, når køen rundt om bygningen. Kaffe-baglommen består i at få en kollega eller ven til at stå udenfor kl. bæ og så komme trissende 8.30, gerne en 2-4 stykker, med en kop takeaway-kaffe, stort smil, et ’tak for i går’ og så smutte ind i køen. Jeg har sågar set dem, der scouter efter nogen, de måske har set til en reception engang i håb om at komme foran. Og det uden at have kaffe med…!

Mandag var en ok filmdag, men med ekstremt blandede bolcher. Lagde ud med 13 vældigt amatøragtige kortfilm, der var samlet i serien ’Fucking Different New York’, lavet af bøsse/lesbiske instruktører, som tilsyneladende skulle sige noget om queer-kultur. Men blandingen af Youtube-kvalitiet og førsteårs-AV-produktioner på film- og medievidenskab gjorde ærligt talt ikke meget for sagen. Vi taler om drags, der kravler på gulvet med en køkkenkniv, asiatiske kvinder, der tisser på gulvet og en så firseragtig æstetik og billedkvalitet, at det blev mere end ufrivilligt komisk. Argh. Det er altså ikke en kvalitet i sig selv at være anderledes…

Ryan Eslingers ’When A Man Falls In The Forest’ var god. Meget lille, tæt og godt spillet. Det var ikke trekantsdrama, men fire liv, der krydser ind over et ægteskab (Stone og Hutton) der er gået op i limningen. Lidt som ’American Beauty’, men uden selvironi, og det klædte den. Scenerne og dialogen var mere end tight.

’Notes On A Scandal’ af Richard Eyre fik ret blandede anmeldelser. Branchebladet Variety (som kommer i en daglig version under Berlinalen – hvor blæret er det?) mente, at den var kvindeundertrykkende. Jeg synes, den var stærk. Holdet bag var der; Cate Blanchett så fabelagtig ud, bortset fra håret, der lignede en Elnett-hjelm og Judi Dench har en skøn humor. Hun påstår, at hun siger ja til alt, for ’man ved aldrig’.

Inden filmen skulle vi desværre først trækkes med den årlige Shooting Stars Award, som uddeles til unge, håbefulde skuespillere fra Europa, sponseret af Unionen, så kommissæren var der og en stor bunke kulturministre. Så dog ikke Brian M.
Dygtige David Dencik (En Soap) var en af prismodtagerne, og jeg kunne stort set ikke kende ham, for han er i virkeligheden temmelig skaldet – og har lagt sig lidt ud. Ikke at det er skidt, men man frygter lidt, der er gået Kim Bodnia i den for ham. At være Shooting Star udløser desuden en frokost, hvor kendte instruktører møder disse unge talenter (f.eks.: Iben Hjejle + Stephen Frears = ’High Fidelity’), så det bliver spændende, om han dukker op i noget internationalt.

Var mørbanket, men tog alligevel hen for at se ’Surveillance’ kl. 22.45. Den skulle efter sigende være thriller og sige noget vigtigt om overvågningssamfundet, men den fangede mig ikke. De havde nemlig valgt at filme m. rigtige overvågningskameraer og det gav filmen et mere end billigt præg. Simon Callow var i vanlig flamboyant form, men entrerede først ca. 45 minutter inde i filmen. Var ikke den eneste, der udvandrede.

Nu er det ikke for at brokke mig. Men nogle ting skal bare være i orden, og så nytter det jo ikke, hvis de ikke er.
Tag nu for eksempel det firestjernede hotel, vi bor på. Dér er badeværelse og toilet adskilt fra sove-området af (hold nu fast) to glasvægge. Der er én dør – som man så enten kan lukke for toilettet eller for bruseren. Det er bare ikke godt nok. Vi har besluttet, at det er i orden at bede den anden om at gå en tur, hvis man ikke kan koncentrere sig om det man skal i glasburet. Hvilket, tro mig, kan være svært, når man kan høre folk pusle rundt udenfor. Nåh. Nok om det.

Vi kom herned i fin stil og var gået glip af Clooney selv hvis vi var kommet dagen før. Manden dukkede simpelthen ikke op til premieren på sin egen film. Tyndt. Det er der muligvis god grund til, men jeg ved det ikke, for i modsætning til sidste år sponserer T-Mobile ikke opkobling til hotspot til alle (pokkers) og jeg har ikke været på nettet – det firestjernede betonmonster m. glasbur tager nemlig siger og skriver 2.50 Euro for at forbinde sig til nettet og et horribelt beløb i timen. Nej tak. Derfor har jeg heller ikke læst mit sædvanlige sladder på nettet eller er opdateret på Anna Nicole eller noget som helst – men skidt. Livet går videre. Nåh, ja. For mig, i alle tilfælde.

Lige nu skriver jeg dette på en bogcafé i Østberlin og håber, jeg kan finde noget hotspot senere og smide det på bloggen. Det er altså ikke fordi, jeg har hammertravlt med at føre mig frem på røde løbere og bonede gulve, at jeg ikke får skrevet mere. Lagde dog smukt ud med at tage til reception hos den danske kulturattaché hernede – fancy på den afslappede og yderst distingverede måde. Kendte ikke rigtigt nogen, men fik minglet lidt og pindemadderne var gode, selvom der ikke blev budt på Ferrero Rocher. Men jeg skal jo heldigvis gufle for to (eller – det bruger man vist ikke længere, men jeg lader bare som om, jeg ikke fik dét memo), så det opvejede det.

Har indtil videre kun set to film på festivalen – begge med et bøsse/lesbisk tema (og ikke særlig gode). Har tre til i dag og fortsætter i den boldgade. Eneste, så vidt vides, heteroseksuelle indslag i dag er den seneste med Sharon Stone, ’When A Man Falls In The Forest’, hvor hun er gift med dejlige og talentfulde Timothy Hutton – men det er trekantsdrama, så det kan jo nå at ændre sig. I modsætning til George Clooney er HUN her, ved jeg. Der stod en ordentlig pøbel uden for hendes hotel tidligere. Vil se, om jeg kan få et billede, når hun skrider op af løberen. La Stone er steget i min agtelse, siden hun udtalte sig, at hun godt vidste, at ’Basic Instinct 2’ stank og at der kun var en til at tage skylden, nemlig hende selv. Konen har kugler.

Derefter bliver der en lille tissepause (m. mere solid dør end ’derhjemme’!) og så er der dømt drama med ’Notes On A Scandal’ med Cate Blanchett og Dame Judi Dench – de er lærere på samme skole; Cate har en heftig affære med en ung elev og Judi vil vist både have krammet og gerne mere på hende. Foromtalen har været ganske blandet, men tror, det bliver godt.
Til sidst (22.45!) skal jeg se ’Surveillance’ m. dejlige Simon Callow (ham, der døde i ’Fire Bryllupper…’ og en masse andet). Igen noget med nogle lærere og noget thriller/trekantsdrama – en studerende overvåger sin lærer som eksperiment, læreren er sammen med en society-gut og nogen dør. Men hvad skete der egentligt? Spændende…

Nu ikke mere fra mig. Skal i biffen.

Så ser man lige mig komme med på beatet og få min egen blog. Egentligt skulle man tro, at sådan en skrivekugle som mig ville have set blog-lyset før. Mig, der har været på nettet siden 1997, været onlinejournalist og arbejdet på web-bureau i dot.com-dagene, og som er kæreste med en Flash-programmør/teknisk projektleder og generelt er lidt nørdet anlagt. Nå. Men bedre sent end aldrig.

Det her skal i første omgang slet, slet ikke handle om at det er for galt at der ikke findes en dansk pendant til Wired eller om netkultur i det hele taget. Det skal handle om film, film og atter film.

I morgen (lørdag d. 10/2) meget tidligt tager jeg nemlig til Berlin, hvor jeg vil se en hulens masse film. Det er fjerde gang, jeg er afsted til festivalen dernede. Min veninde, som har været dernede mange flere gange, og jeg plejer at se omtrent 3-4 film om dagen. Alt fra obskure dokumentarer, independentfilm til næste års blockbustere. Det bliver skønt.

Om jeg får kværnet helt så mange film i år vil tiden vise. Jeg har nemlig smuglet en hemmelig gæst med; nemlig min egen personlige Alien (på den gode måde), som jeg bliver mor til om halvanden måned, sådan plus/minus. Det giver udfordringer:

1) Jeg kan ikke bælle kaffe i uhæmmede mængder for at holde den gående.

2) Eller drikke cocktails til filmreceptionerne.

3) Sæderne i øst-biograferne bliver endnu mere ukomfortable.

4) Der er grænser for, hvor hurtigt jeg kan skynde mig…

5) … og hvor langt inde i midten, det er smart at sidde under helaftensfilm.

6) Det er pinligt at flirte med hotte stjerner, når man er i 8. måned.

Til gengæld:

- Kan jeg så nøjes med at købe virkelig god kaffe og ikke brunt sjask.

- Har jeg en undskyldning for at spise pindemadder for to.

- Jeg må sidde på min jakke i Øst. Så kan jeg måske også se noget.

- Ting må tage den tid, de tager.

- …og så meget tramper krapylet ikke på min blære. Endnu.

- Bummelum. Lidt ærgerligt, men det er jo ikke Joseph Fiennes eller nogle af de andre, jeg vil ha’, når jeg skal være helt ærlig.

Forvent mine kommentarer om Berlinalen på disse sider. Der bliver stemning, rygter og lidt foromtaler fra mig af i de 8 dage, jeg er afsted.

Kan allerede nu afsløre, at jeg (og ikke mindst min veninde) er drønærgelige over ikke at få et glimt at Clooney himself på den røde løber. Hans film, The Good German, åbner nemlig i aften. Pokkers, pokkers. Men vi skal nok få den set - og selv komme op af selv samme løber.

Auf Wiedersehen!