Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

… kom jeg i eftermiddags til at jubelhvæse til en noget befippet Mikael Birkkjær, der sad med kasketten trukket godt ned og bare prøvede at drikke en latte nede i Strædet. Helt ærligt, hvor pinlig har man egentligt lov til at være? Der sker mærkelige ting, når man er sammen med sin unge (f.eks. når børnehaven strejker) og samtidig bliver konfronteret med et lidt kendt ansigt (f.eks. en strømer fra TV). Så dukker min for længst afdøde mor ud af min mund, lyslevende og med lige en snert af rejekone i ascendanten, bare for at sige noget syret. Han svarede heldigvis ikke, og jeg fik hanket op i klapvogn, mig selv og min mor og listet videre. Jeg mener, så vild er jeg jo heller ikke med ’Forbrydelsen II’. Eneste trøst er vel, at vi er mange, der mistænker Strange.

Det er det bedste skriveråd, jeg har. Resten står nedenunder. Det er så simpelt, som det er svært. Jeg er endelig godt i gang, men det tog mig en krig at nå hertil. Der var altid lige noget andet, der skulle ordnes – studier, barsel, arbejde, vasketøj…sandheden er nok, at jeg ikke prioriterede  at skrive højt nok.

Det er lidt skræmmende at springe ud, og sige at ja, jeg skriver faktisk. På en bog. Men ved du hvad? Jo flere, der ved det, jo nemmere er det at komme i sving. For nu er der faktisk folk der spørger ind til det – og så er det jo flovt at være gået i stå!

Jeg har brugt Saxos forfatterskole til at prøve nogle ting af, og også læse andres måder at løse øvelserne på. Nogle var rystende gode, andre rystende dårlige. Men det lærer man også noget af.

Jeg har fundet ud af, at mine vigtigste arbejdsredskaber er en notesbog, hvor jeg dels har min ’storyline’, som giver mig overblik, dels har strøtanker og noter – og så kaffe! Jeg tager som regel min bærbare med på en nogenlunde rolig café (med stik!), køber mig en god kop kaffe, smækker høredutter i og skriver løs. Biblioteker og andre steder kan også bruges.

Men altså - efter at have skrevet altid uden at det alvorligt, og så til nu, hvor det er livet om at gøre, har jeg lært følgende:

-> Skriv fordi du ikke lade være – hvis du føler, at du lige så godt kunne bruge din tid på noget andet kreativt eller bare på noget, der falder dig nemmere, så er du måske ikke klar til at skrive for alvor.

-> …det gode er, at jo mere du skriver, også når det er svært – jo mere klar bliver du og jo bedre bliver det, du skriver.

-> Skriv fordi du tror på dine personer og på historien – det er dem, der skal bære dine ord. Hvis du selv synes, at din historie virker svag, så tror du ikke nok på den til at gøre den stærk.

-> Skriv fordi du har noget at fortælle dine læsere – du skal ville noget med din historie og med dit sprog, for ellers er der simpelthen ingen grund til at læse det du skriver. Det kan være det giver dig noget at få tingene ned, men det gør det ikke spændende for andre at læse, hvis ikke du VIL noget med historien. Bevæg, forarg eller forfør dine læsere, du bestemmer selv. Men gør noget ved dem.

-> Når du går i stå, er der som regel en grund – enten er historien grundlæggende ikke spændende nok for dig eller også prioriterer du den ikke nok.

-> Skriv hver dag – om ikke andet, så i tankerne. Du vil blive overrasket over, hvor langt du kommer, når du ikke venter på at være inspireret, men simpelthen slår numsen ned og skriver. Det gør ikke noget, det ikke bliver godt første gang. Hellere være i gang og se at antallet af ord sniger sig op, end at stirre sig så blind, at man aldrig kommer i sving.

-> …og skriv om. Lad tingene ligge og finpuds efter noget tid. Man finder som regel ud af, om der mangler noget eller om noget kan skæres.

-> Øv dig – skriv scener eller minihistorier på max. 400 ord, der ikke har noget at gøre med det bæst, du forsøger at få ned i en stor bog. Gå amok hér, og se om det ikke giver noget.

-> Hvis historien ikke er helt klar til at blive skrevet, så skriv ’rundt om den’ – start fra en ende af, og giv plads til at dine personer kan gå i andre retninger, end du havde regnet med.

-> Eller spring op og ned på kronologien – du behøver ikke begynde med begyndelsen. Ofte har man enkelte scener, som står meget klart for en og hvor personerne træder i karakter. Skriv dem, og arbejd dig frem eller tilbage.

-> Læs, læs, læs – både andre i ’din’ genre og i det hele taget. Både for underholdningens skyld, men også for at lære, hvad der virker og hvad der ikke virker, og hvad der er nyt og hvad, der er kliché, fordi det simpelthen er skrevet om til døde.

-> Og smid så de andres måder at gøre det på ud til højre (inklusiv min) og definér din egen stil og dit eget projekt. Og slå så numsen ned og skriv.

Manden og jeg har netop været sammen i seks år. Vi fejrer altid dagen vi mødtes, sidste år med fireogtyve timer i Malmø helt uden barnet, der netop var knapt et år. Lykken var det år en junior-suite med lysekroner og udsigt, dejlige gaver, og endelig tid til at se hinanden i øjnene over dejlig mad og vin. Meget romantisk. Meget voksent. Vores datter og vores hverdag er kommet i trodsalderen i mellemtiden.

Hun havde fået det helt forkerte ben ud af sengen i går, og vi andre følte os heller ikke specielt i stemning. Jeg selv stressede lidt rundt, manden tussede rundt om sig selv og ungen gik fra 0-100 med jævne mellemrum. Satte derfor ikke næsen op efter det store sus, men glædede mig dog til at babysitteren kom, så vi kunne gå ud at spise og se sidste forestilling af ’Bag de 7 døre’ på K2. Klokken 16 går barnet endeligt omkuld efter at have være småumulig hele eftermiddagen. Så er det tid til at lave mad til unge + babysitter, og lige tage et tjek hvornår den egentligt går. Det er så kl. 17. Pis også.

Frem og tilbage om vi skal vække ungen efter kun tyve minutters lur. Det går nok ikke bare at smutte, når naboens femtenårige kommer, selvom vi så har en mikroskopisk chance for at nå det. Ringer til teatret og siger, at vi ikke kommer til at bruge billetterne alligevel. Nej, nej, siger den unge mand. Der er ekstraforestilling 20.30. Hurra!
Sitteren kommer, mens vi tæsker rundt og gør os klar, laver mad og vækker helt utroligt vrangvilligt barn. Piv, gråd bliver afløst af oplæsning af ’Min Mormors Gebis’. Sitteren kender den ikke og tænker helt sikkert sit, mens hendes fingre danser en lind strøm af SMS’er afsted. Fair nok.

Endelig kan vi liste af og være lidt kærester i et par timer. Spiser skøn omgang kød på Rex Republic som omtrent de eneste, men stemningen var lige så brun som den porter, jeg uforvarende kom til at bestille (og som iskold maitre d’ ikke gjorde ansats til at anfægte). Ikke pivromantisk, men skidt. Vi får talt, uden afbrydelser, og det er skønt.

Går hånd i hånd ned til teatret. Som er ved at pakke sammen. De spillede nemlig kl. 17. Ekstra forestilling er ’Slutstrand’ på det ANDET Kaleidoskop. Crap. Går tilbage til bil med et lille stop ved Park Bio. Det vi gider se, går for sent. Manden iler heroisk op for at se, hvad der går andetsteds, jeg lister ned mod bilen med begyndende vabler. Bliver stukket af foråsmyg, da han ringer triumferende fra Park. Vi kan lige nå ’Mænd der hader kvinder i Empire. Afsted, afsted. Han skal lige til at dreje nøglen i tændingen, da han rynker brynene og ser på mig.
- Det går ikke. Det er jo den, jeg skal læse i påsken.
Suk. Mindre debat om det ikke er fint nok at se filmen, før man læser bogen (bøgerne er altid bedre, synes jeg), efterfulgt af en sidebensbemærkning om at det er skønt at han kan få læst deroppe, mens jeg tager mig af lomme-teenageren. Mental note om selv at tage bog med, der kan åbnes før han popper Stieg Larsson. Debatten afsluttes af moden tungerækning.
- Vi kunne cruise ud til Bakken, men mine vabler er ikke til Dyrehaven. Og vi har for lidt tøj med.  Hvad med Palads? Der må gå et eller andet, foreslår jeg, og glemmer at tidspunktet 20.30 ikke findes i de danske biografer.
- Tjek.
Ender med at gå i Imperial og se ’Monsters vs. Aliens’ med 3D-briller på, holde i hånd i mørket og fnise over alle de referencer, vi kan finde i filmen. Typisk os.

Kom hjem til hus, hvor der var sprunget en legetøjs-bombe og en sitter, der sagde at monsteret havde været en engel. Sad og nussede i sofaen til resten af ’Stranger than Fiction’ og nød den og hinanden. Ikke røde roser og champagne, bare rigtigt dejligt og fint. Og en romantik, der ganske matcher vores hverdag.

Kan dog godt være, jeg booker junior-suiten næste år…

Lørdag var en glimrende filmdag trods tømmermænd – og den sidste for mit vedkommende. Lagde ud  med lidt shopping og derefter med tre bøsse/lesbiske dokumentarer; to små om pride-parader i hhv. Sarajevo og Jerusalem, der en gang for alle slog fast, at hvis der er noget, verdensreligioner står sammen om, som måske det eneste i verdens mest samspilsramte by – så er det, at de ikke kan snuppe homoer. Meget sært at se ortodokse religiøse ledere fra vidt forskellige trosretninger være enige om at Sodoma og Gomorrah er genopstået, fordi nogen vifter med et regnbueflag. Også stærkt foruroligende at den lokale EU-parlamentariker i Sarajevo-filmen siger, at problemet ved at komme ind i Unionen for dem er kravet om menneskerettigheder…’for det er imod, den måde vi lever på her’. Godt så. Meget, meget opmuntrende til gengæld at se hovedfilmen ’City of Borders’, der handler om livet som homo i Jerusalem.  At se, hvordan palæstinensiske drags sniger sig gennem muren for at gå på homobar i den jødiske del af byen. En arabisk kvinde og en jødisk kvinde, der lever frit og åbent sammen. Så er der da håb for fred engang, tænker jeg. Men der er nok lang tid til. Jødiske Adam, der er bosætter med sin mand, kan for eksempel ikke se, at han ikke kan nøjes med at forlange menneskerettigheder for sig selv, og ikke for de palæstinensere, der bor lige bag hegnet bag hans mors hus. Alt i alt en film, der gav mig nye vinkler på den ældgamle konflikt.
Vi forsøgte at genoptage shoppingen mellem film, men efter at være blevet behandlet helt horribelt i KaDeWe, droppede vi det. Gik ind og så ’The Countess’ af og med Julie Delpy, der spillede Erzebét Báthory; grevinden der i jagten på skønhed slog mange hundrede unge kvinder ihjel for at vaske sig i deres blod. Mere costume-drama end horror, selvom der naturligvis var den gru, der skulle være. Fin, men meget underspillet og lidt kuldslået film, med William Hurt og Daniel Bruehl (’Goodbye Lenin’) i gode biroller. Den unge Bruehl var i øvrigt også med i Delpys delikate og meget morsomme ’Two Days in Paris’ for et par år siden. Filmen kunne udlægges på mange måder: kvinders rolle i samfundet, vores stræben efter at opnå skønhed, hvor langt vil man gå og så videre – men den var på mange måder enten lidt for tilbageholdt eller lidt for meget. Sine steder var den lidt ufrivilligt morsom; det hjalp heller ikke at der sad en gut, der hylede af grin på et tidspunkt, hvor salen var helt stille i et følsomt øjeblik. Så var magien lidt brudt.
Vi blev i biografen for at se ’Solo Quiero Caminar’ (‘Just Walking’), med Victoria Abril og Diego Luna og et væld af spanske skuespillere, inklusive Javier Bardems meget lidt attraktive bror. Den havde en del Tarantino-elementer, og var egentligt glimrende i sin fremstilling af en kvindelig tyvebande, der gennemfører et meget indviklet tyveri, da den enes mand, en mexicansk narkobaron, sætter sin kone i koma efter at have smidt hende ud af en bil. Kvinderne er alle smukke, mændene nogle sjufter og plottet er egentligt så uendeligt ligegyldigt i forhold til stemningen af død, bedrag, kærlighed og sex, der kommer fra lærredet som skud fra inciterende flamenco-hofter, mens hælene slås i gulvet og guitaren slås an. Ay, caramba! Absolut en værdig slutning på en festival, der for mit vedkommende havde for få konkurrencefilm og galla – men dejligt alligevel.
Mens vi så den sidste film, dansede bjørnene og priserne blev uddelt. Fik tilbuddet om at tage på Tarantinos yndlingsbar i Berlin – og var simpelthen for træt. Næste gang, måske?

Jep. Det måtte jo ske. Fik job, og så gik krimiskrivning al kødets gang (eller i hvert fald ikke så meget på skærmen som i hovedet). Og bloggingen gik i frø, alt imens jeg har stæset og stresset, jublet, grint og grædt på hhv. jobbet mellem 9 og 17 (dog kun til 16, når jeg henter præmiepoden), og igen på den sønderbombede hjemmefront, indtil jeg falder i søvn nede i en ugegammel avis eller op af manden til en TV-krimi.

Jeg må erkende, at jeg er blevet voksen og dybt kedelig. Sidst jeg var vissen i byen på et übercool sted, var med mødregruppen, hvilket jeg ikke undlod at pointere overfor en sagesløs  og ædru bartender. Jeg smuttede fra et dybt interessant gå-hjem-møde om et nye ‘dameblad’, der ville sparke røv til den etablerede mediebranche (noget, der både optager mig og som kunne føre til noget karriereagtigt engang) - fordi jeg skulle hente ungen og lave frikadeller. Aviserne hober sig op i rækkehuset, selvom jeg arbejder i Danmarks ældste og mest innovative mediehus (det har jeg selv sagt at det er, så jeg ved at det er sandt). Jeg griner højest, når min datter gør noget skægt, ikke over sms-jokes eller stand-up. Jeg synes min mand er dygtig, når han slår søm i eller slår drager ihjel. Og det er ok. Jeg har det nemlig pragtfuldt.

Den lille flig af street cred og hipness jeg havde engang, er stukket af udenfor ligusteren. Den vil ikke med i Bilka om lørdagen. Eller i Silvan, selvom vi virkelig behøver en ny ventilator. Den vil ned og ha’ cocktails og gå i dyre, små butikker (hvor jeg ikke længere kan være i tøjet, selvom jeg nu har råd. Ret ironisk.). Den vil ud og give den gas. Det må den også godt. Bare jeg kan blive lige hvor jeg er, og lære min datter at synge endnu flere sange og fortælle hende, at  månen er oppe om morgenen, fordi den ikke vil i seng, selvom dens mor siger, at den skal.

Det næste bord, jeg skal danse på, er ikke en bardisk, men et skrivebord. Hvor det står, ved jeg ikke. Men det finder mig jo nok. Eller vice versa. Og så skal der dælendyleme flyttes nogle fusser.

Her er alt fjong…det tog lidt tid, men er nu kommet i hus i hæderkronet medievirksomhed og har simpelthen en fest på det job. Vældigt travlt, krævende og interessant, for hver dag er nye udfordringer i hajfyldte farvande, så jeg er æblegrød, når jeg kommer hjem til mand og barn. Men jeg lærer og suger til mig, nyder at være i gang igen.

Fik sendt en lille, uskyldig (ok, en helt vildt selvpromoverende) notits om mit nye job til mit fagblad. Folk skulle jo se, at der skete noget. Især måske dem, der ikke svarede på mine ærligt mente jobansøgninger (er nok lidt nærtagende på det punkt). Og så skete der faktisk noget. Blev kimet ned af sød og meget ivrig ung mand fra fagbladet. Om jeg ville være månedens medarbejder og profileres med foto und alles? Tjoh. Skulle lige tænke over det. Og mens jeg tænkte, ringede han. I weekenden og 117 gange i løbet af vigtigt møde mandag, indtil jeg til sidst sagde nej tak, af forskellige årsager, som ikke skal nævnes hér. Jeg tror ikke, jeg har oplevet at ligge så højt på andres to-do-lister, men jeg følte mig meget vigtig i en halv dag. Skønt nok.

Zenia er snart 13 måneder og fræk som en lille slagterhund. Jeg prøver ihærdigt at lære hende at sige ‘Ta-daaaaah!’, men hun stirrer bare på mig med et forundret smil, som om hun netop er blevet bekræftet i, at hendes mor endelig har mistet sin fornuft. Det har jeg nu ikke. Vist nok.

Krimien ligger på i kølerummet på Retsmedicinsk, som er dér vor helt er nået til. Der kan han så stå og fryse nummeren af, mens hans forfatter dyrker karriere og familieliv uden dårlig samvittighed over de lig, der ikke får hobet sig op. Men det kommer. Orkjo.

Jeg tog hjem fra Horsens med et bumletog fyldt med hvinende teenagere og en Folmer i tresserne. Om Folmer ved jeg, udover navnet, at han har en nevø, han ikke har set længe og at han skal spille med i et eller andet. Folmers nerver hænger i de her dage omkring ham som et bastskørt. Hans formulering, ikke min. Jeg ser desværre alt for nemt den midaldrende mand danse en inciterende hula for mig iført ølmave, kasket, briller og fuldskæg.

Vi havde begge tysset på de uvorne unge(r). Teenagerne løb tør for gas og fjant ved Nyborg, men ikke Folmer, der hyggesludrede i sin mobil on/off med hele bekendtskabskredsen hele vejen til København. Det er længe. Og højt, i Folmers tilfælde.

Lige uden for Hovedbanegården bemærkede han jovialt, at vi da fik en rolig tur alligevel.
- Ja, sådan nogenlunde…, hvæsede jeg.
Folmer fangede den vist ikke, så han gentog den lige, med et stort skægget smil. Det gjorde jeg så også.
- Ja, NOGENLUNDE!

Men det hjalp faktisk at blive arrig. Jeg fik jo faktisk skrevet. Endda derfra, hvor jeg var gået lidt i stå. Så tak, Folmer. Jeg føler, jeg kender dig så godt. Knæk og bræk, whereever you are.

Jeg var til krimimessen i går. Var gået rundt i den ivrige menneskemasse i en time. Snakket med gamle og værdsatte bekendte, kigget på ansigter og den ene bog efter den anden med skumle mord. God, men blodig stemning.

At få øje på damen blandt tilskuerne i midten af rummet fyldte mig med en både isnende og frydefuld gysen. Jeg så meget interesseret på en række bedagede krimier, og håbede at være gledet ubemærket forbi hendes årvågne blik. For sent.
Jeg tabte vejret, som om en usynlig, behandsket hånd strammede mig om halsen. Hendes ivrige hånd vinkede til mig fra rækkerne, mens endnu en forfatter talte varmt for sine seneste unaturlige dødsfald. Jeg smilede og vinkede, og så forhåbentligt ikke for bleg ud. Sandheden var, at jeg rystede indvendigt, da kvinden i mængden endelig fangede mig. Meget stort knus, kæmpe smil.
- Heeeej, søde! Godt at se dig!
Så langt, så godt.
- Alt vel, ungen vokser, livet er skønt, sjovt at der er gået et år siden sidst, hvad?
Men hun var tydeligvis ikke tilfreds. Hun smilede hjerteligt, mens dødsstødet kom, hurtigt og glat som en kniv i natten.
- Nåh, hvornår sender du noget til mig?
Uargh.
- Du er vel ikke gået i stå? Har du fået en blokering?!

De lysende blå øjne strålede af ængstelse på min bogs vegne. Jeg kunne kun mumle noget om, at jeg ikke, som visse andre, har fået skrevet voldsomt meget under min barsel. Men dog noget. Jeg forsøgte at berolige hende med, at jeg skam var i gang, at jeg var videre.
- Du sender mig bare hvad du har, ikke?

Jo, jo. Den bog skal nok blive til noget. Hun efterlod mig fortumlet, men dog i live, og fandt en taxa mod banegården. Fik selv hul på bylden i toget.

Ja, jeg burde vel have været i Berlin lige nu. Filmfestivalen er i sin sidste fase, og jeg har bare været her. Og søgt job. Og freelancet. Og i det hele taget nydt gevaldigt at være blevet fritgående. Så selvom jeg morderligt gerne ville have været afsted igen i år, så er det alligevel en dejlig tid.

Ungen traller glad rundt derhjemme med Daddy-O, der nyder sin barsel. Havde jeg vidst, hvor meget overskud, der lå gemt i barnets far, så havde jeg dæleme sendt ham hjem noget før. De første par uger gik med installering af hårde hvidevarer og forårsrengøring. Altsammen tiltrængt og skønt - men nu meget dejligt, at han har fundet et mere naturligt leje. Så har jeg heller ikke så dårlig samvittighed over ikke at have udrettet mere (hverken herinde eller andre steder!), nu hvor tiden er gået! Men hvad, vi har fået en dejlig pige, der er blevet 10 måneder og viser tegn til at blive et ordentligt lille menneske, endda med humor.

Nu kysser jeg dem begge farvel hver morgen, og trodser fornuft og trafik for at tage hen til mit lille låneskrivebord på Strøget. Her sidder jeg så, søger job og arbejder lidt på den der krimi. Kommer alt, alt for lidt på bio, men ellers er tilværelsen god. Især når solen skinner og jeg kan læse, at ‘Hallam Foe’, sidste års dejlige overraskelse, langt om længe begejstrer anmeldere og andet godtfolk. Så føles det meget som forår.

Puh. Jeg har, som man måske har bemærket, lige haft en lang periode, hvor jeg ikke mente en pind om noget som helst. Det hang både sammen med generel ugidelighed og med at jeg endelig fik fat i mine mord. Eller også fik de fat i mig.

Kald mig gammeldags, men jeg gider simpelthen ikke blogge, når jeg ikke har noget at sige. Så derfor først lidt nu. Og så har jeg egentligt ikke andet på programmet end at sige, at jeg er her endnu.

Nu mener jeg så faktisk noget – men det er mest på andres vegne. Har nemlig kastet mig ind i valgkampen og skriver lidt for en kandidat. Meget spændende, sjovt og lidt hårdt. Men DEJLIGT at lave noget og at andre forventer noget af mig. At det ikke bare er mig selv, der stiller krav. Det har jeg det nu bedst med.

Men alt vel. Travlt, men vel. Zenia vokser og griner og gør alt det, som babyer skal. Og jeg vælter regeringer, slår folk ihjel i bogen, nusser barn og mand og den &%€ kat (der har opgraderet fra guldsmed til fugl). Ikke en parade værd, men dog en lille fanfare.

Trut!

Tjah. Så har man prøvet at blive brugt som motor i et landsdækkende TV-program. Og det gjorde slet ikke ondt. Indslaget om mig og min krimi blev stænket ud over ‘Fra Lavkultur til Bestseller’, den første del af krimi-tirsdagen.

Bortset fra at jeg var stor som et hus og gispede som en hval, så blev det faktisk ganske godt. Aldrig har mit lille rækkehus set så uhyggeligt ud, sådan filmet i skumringen, gennem den frønnede og klaprende havelåge… brr! Hvis ikke jeg vidste, at det er totalt stokrose- og ligusteridyl resten af tiden, så ville jeg blive nervøs for at bo her. Men, som enhver, der nogensinde har læst en engelsk krimi, vil vide – så er idyllen altid forræderisk og dækker over alskens råddenskab og lig i lasten! I dette tilfælde dog kun de lig, jeg vælger at putte i min bog.

Jeg har fået nogle meget dejlige reaktioner fra nogle af folkene fra skrivekurset. Det var fedt lige at genopfriske dagen ved at se det, der var blevet optaget fra Horsens. Og at vide, at der er folk derude, der hepper på mig. Leif Davidsen sagde engang i et interview, at der var noget særligt over folk i ’krimi-branchen’, et sammenhold og en ånd, hvor man ikke på samme måde er konkurrenter, men hvor man hjælper andre forfattere, fordi der er et fællesskab. Det kan han jo sagtens sige med dét salgstal, men jeg tror egentligt, der er noget om det. Man sidder ikke i hvert sit elfenbenstårn og lider for kunsten, men smøger ærmerne op og stikker hænderne ned i skidtet. Og er ikke bange for de andres håndværk. Har i hvert fald selv fået masser af gode råd – og et konkret fif om et genialt program til forfattere.

Tematirsdagen er her, og man skal ikke lade sig narre af de sidste fem minutter af forrige udsendelse – det kommer. Skriveprogrammet kan hentes her.

Om jeg bliver det næste store krimi-håb? Mjaeh… der arbejdes på sagen!

Tirsdag aften kommer jeg så på DR2 med min krimi. Og føler mig derfor en kende skyldig over ikke at være kommet så langt med den endnu – og selvom det kun er mig selv, jeg skal stå til regnskab overfor.

Det er jo ikke sandsynligt, at forlagene vælter over hinanden, bare fordi mor hér lige har et fem minutters indslag i den bedste sendetid. Men det ville jo ikke være tosset, hvis de gjorde.

Har ikke selv set indslaget endnu, men har fået at vide af journalisten, at det var blevet godt, det de optog aftenen før krimiseminaret i Horsens. Spøjs oplevelse at være interviewperson, når man selv lige har vænnet sig til at være journalist. Er lidt spændt på, hvad jeg egentligt fik sagt. Og ikke mindst hvor stor jeg mon egentligt var dér fem dage før terminen…

Jeg har meget nydt de tematirsdage der har været om hhv. skotsk og norsk krimi, og føler mig glad for at være i godt og morderligt selskab. Håber, at krimitirsdagene ikke bliver sparet væk, så jeg kan sidde ved siden af Bo Tao Michaëlis næste sommer og snakke om, hvordan det er debutere med en blodig bestseller.

Man skal række efter stjernerne, ikke?

Det er godt nok ikke meget, jeg lige får skrevet i de her dage. Hverken her eller i krimien. Men nu skal der altså snart til at ske noget.

Det er svært, for dagene er på en eller anden måde blevet vanvittigt små. På den der arbejdsløse måde, hvor et enkelt ærinde kan fylde hele dagen eller hvor man føler, at man skal slappe af, fordi man vaskede tøj i går. Helt ærligt. Så hårdt er det her barsel altså heller ikke…

Det er ret dejligt, og Zenia er skøn, selvom hun lige nu har et flip, hvor hun spiser, slipper, skælder ud i vilden sky – og spiser videre…! Hun er blevet bomstærk og tung og tester gerne sine superkræfter på hhv. legetæppe og ved at bruge superlungerne.

Men jeg kan skam godt få tiden til at gå. Når vi er ude at trille, går timerne som smurt – var f.eks. rundt i 11 timer i fredags, og det var måske nok i overkanten. Ikke at ungen klager, for hun får mad og lur som hun plejer, når vi er ude – det er vist bare mig, der trækker tiden ud. Dog ikke i prøverum, hvor tøj ryger hurtigere af og på, end Superman skifter kluns i en telefonboks.
Men at bruge tid i byen er altså nemt nok, for der er som regel butikker og caffé latte nok til at holde mig gående.

Jeg ville gerne udrette mere. Måske er jeg bare faldet i den klassiske kvindefælde, der handler om mine egne forventninger til hvad jeg skal nå. Jeg skal nok bare lade hende (og evt. Signe Wenneberg) om at være superhelte.

Nåh, men får da researchet lidt og lavet lidt noter, og bliver ved med at finde på til bogen. Så skal jeg bare se, om jeg ikke kan smække måsen i kontorstolen til andet end sladder på Eonline.com…det kunne jeg f.eks. i forgårs, hvor jeg opdagede at jeg havde et tegneserieprogram på Mac’en. &%€# sjovt. Men måske lidt en overspringshandling…

Føler mig lidt som en bil. Som en stationcar, hvor venner og familie sidder på bagsædet og råber, om vi ikke snart er fremme, mens der bliver kastet slik rundt og sparket på sæderne. Og nej. Vi. Er. Overhovedet. Ikke. Fremme.

Min lille blinde passager, troldingen, ligner nemlig sine forældre og tager sig rigtig god tid. Lidt ligesom jeg selv kan have morderligt svært ved at gøre ting uden en deadline, eller får en modekrise fem minutter efter jeg burde være gået ud af døren. Men jeg når det alligevel ALTID. Derfor er jeg sikker på, at barnet ved hvad det gør, og først kommer, når den er klar.

Men det går altså ikke en skid hurtigere, bare fordi alle plager og spørger, om jeg da ikke har tænkt mig at poppe den unge ud. Jow. Det har jeg, men jeg styrer det jo lissom ikke selv, vel?
Så STFU og kig lidt på landskabet imens jeg kører, for jeg er ved at være pænt træt af at ha’ været i forhøjet beredskab i snart en måned nu. Det stresser. Og jeg gider ikke stress.
Jeg har rigeligt i at gå og hidse mig op over, om det bliver en kæmpebaby, fordi den nu har ligget og hygget så længe, og over alle de ting, der kan ske under fødslen. Samt at kigge efter alle mulige tegn på, at det snart er NU. Og ellers forsøge at forberede mig mentalt på noget, som jeg overhovedet ikke kan forberede mig på, fordi jeg ikke har prøvet det før.

På onsdag sker der noget, Så er jeg nemlig 14 dage over tiden, og så bliver min lille BZ*er altså hentet ud af ’systemet’, hvad enten den vil eller ej. Jordemoderen sagde, at det sagtens kunne ske helt af sig selv inden, men jeg vælger helt Zen-agtigt at tro, at der ikke sker en bønne før, bare for ikke at flippe ud.

Jeg sværger – den næste, der spørger, hvornår vi er der, bliver slået ihjel i min krimi! Og ellers så vender jeg om og så tager vi hjem igen, er det forstået?!

Føler mig en anelse som Sally Field, da hun modtog en Oscar i 1985 og i takketalen sagde “I can’t deny the fact that you like me…that right now, you like me!” – som altså ofte er blevet fejlciteret som ovenstående (som unægteligt er lidt sjovere!). Anyways.

Var til skrive-krimi-tamtam i Horsens i går. Og kors, det var fedt! Dels var det dejligt at møde de andre, som deltog og at give og få feedback fra de andre ’kriminørder’ – og dels at få kvalificeret input fra blandt andet to forfattere og to drøndygtige forlagsfolk. Havde håbet på en god reaktion på de 20 sider, jeg fik banket sammen og sendt ind inden seminaret. Synes nemlig selv, at det var et helt ok første-udkast. Men havde alligevel ikke regnet med at få så meget ros, som jeg synes, jeg fik i går. Slet ikke. Blev faktisk lidt overvældet.

Selvfølgelig er der knaster, der skal rettes til og alt det der. Men folk fangede, hvad jeg ville med historien, var blevet overraskede, hvor jeg gerne ville ha’ at de blev det – og ville gerne have at vide, hvad der så skete. Det er en meget underlig og varm fornemmelse, at andre synes, at det holder. Udover min krimi-søster (som også var til seminaret!), så synes de fleste almindelige mennesker vel, at det dybest set er lidt syret, det man har gang i. Sådan at rende rundt og slå folk ihjel.

Nu har jeg jo så gået og puttet lidt med min historie lidt for mig selv, og selvom jeg ikke er specielt genert, så er det alligevel meget mærkeligt at høre en anerkendt forfatter bede mig love at jeg skriver den færdig. Skal nok! Og i øvrigt at blive filmet af DR2 til krimitema, der kommer til sommer.

Så nu skal jeg vist dybest set bare sætte mig og få skrevet den historie, jeg har gået og plottet på og skrevet i mit hoved i over et år nu. Og så lige holde de gode takter fra indledningen og spændingen gående i resten af bogen….piece of cake. Eller noget.

Jeg er sikkert komplet naiv, men tror (stadig) at jeg kan få skrevet under min barsel. Bare en halv til en hel time om dagen. Er sat til onsdag (hvor der sikkert ikke sker en dyt), så jeg havde pakket den store taske, liften, vandrejournalen og barnets far, hvis det nu gik løs. Men bortset fra nogle kodyle plukveer, så skete der ikke noget.

Så nu går jeg og klapper mig selv på maven (og lidt på skulderen) og tænker…’de ku’ li’ det…de ku’ virkelig, virkelig li’ det’. Og venter.

Så. Nu ikke mere film-blog lige foreløbig. Gider faktisk ikke engang rigtigt kommentere på Oscar-uddelingen, der da var meget fin, men spændende? Næh.

Ville så gerne have været en af de bloggere, der kom med noget klogt, underholdende og eftertænksomt hver dag. Eller bare hver anden. Gerne med en lille, men udsøgt læserskare, der hang ved hver en nøje udformet sætning. Men sådan bliver det vist ikke lige foreløbig…

Ikke fordi potentialet ikke er der – hverken for det ene eller det andet (bilder jeg mig naturligvis ind). Men mere fordi jeg ikke rigtigt kan koncentrere mig om ret meget andet og mere end det lille liv inden i mig, som snart kommer (inden for de næste to til seks uger!). Og så alle dem, jeg er i gang med at slå ihjel på grusomste vis.

Jeg har nemlig været så letsindig at melde mig til et krimi-skriveseminar, hvor pointen er, at man skal indsende begyndelsen på sit eget bloddryppende værk og få feedback. Og eftersom jeg har gået og skrevet på en historie i over et år i mit hovede uden at få nævneværdigt ned, og desuden deltog i et andet krimiseminar sidste år, så tænkte jeg, at nu skulle det være nu. Må se i øjnene, at jeg simpelthen ikke får skrevet, når jeg ikke har en deadline!

Hæhæ. Deadline. Muahaha…

Så mine dage går med at slappe af (barsel begyndte i onsdags), nusse mig selv på maven og generel redebygning – og så med at skrive om folk, der bliver slagen ihjel.
Det er ligesom de to emner, der ligger mig nærmest lige i de her dage. Liv og død.

Selvom vi alle fødes og alle dør, så er der nok umiddelbart ikke meget chance for at jeg begår en samfundsspiddende klumme-agtig blog om noget, der kommer andre ret meget ved. Ikke at det behøver dét.

Skal sende mine mord ind tirsdag, så kan det jo være, jeg får set lidt på verden eller får en mening om et-eller-andet. Måske.

Og så (næsten) ikke ord fra mig om Ungeren. Jeg er normalt ret rimelig, men jeg bliver så hidsig over denne her molotovcocktail af politikere, nykristne og unge i sort, der alle er ude efter at få et martyrium frem for en løsning, at jeg får plukveer. Grr!

Puh.., må hellere smide benene op og planlægge et mord eller to. Eller gå i byggemarked. Det der børneværelse indretter jo ikke sig selv…