Så ser man lige mig komme med på beatet og få min egen blog. Egentligt skulle man tro, at sådan en skrivekugle som mig ville have set blog-lyset før. Mig, der har været på nettet siden 1997, været onlinejournalist og arbejdet på web-bureau i dot.com-dagene, og som er kæreste med en Flash-programmør/teknisk projektleder og generelt er lidt nørdet anlagt. Nå. Men bedre sent end aldrig.
Det her skal i første omgang slet, slet ikke handle om at det er for galt at der ikke findes en dansk pendant til Wired eller om netkultur i det hele taget. Det skal handle om film, film og atter film.
I morgen (lørdag d. 10/2) meget tidligt tager jeg nemlig til Berlin, hvor jeg vil se en hulens masse film. Det er fjerde gang, jeg er afsted til festivalen dernede. Min veninde, som har været dernede mange flere gange, og jeg plejer at se omtrent 3-4 film om dagen. Alt fra obskure dokumentarer, independentfilm til næste års blockbustere. Det bliver skønt.
Om jeg får kværnet helt så mange film i år vil tiden vise. Jeg har nemlig smuglet en hemmelig gæst med; nemlig min egen personlige Alien (på den gode måde), som jeg bliver mor til om halvanden måned, sådan plus/minus. Det giver udfordringer:
1) Jeg kan ikke bælle kaffe i uhæmmede mængder for at holde den gående.
2) Eller drikke cocktails til filmreceptionerne.
3) Sæderne i øst-biograferne bliver endnu mere ukomfortable.
4) Der er grænser for, hvor hurtigt jeg kan skynde mig…
5) … og hvor langt inde i midten, det er smart at sidde under helaftensfilm.
6) Det er pinligt at flirte med hotte stjerner, når man er i 8. måned.
Til gengæld:
- Kan jeg så nøjes med at købe virkelig god kaffe og ikke brunt sjask.
- Har jeg en undskyldning for at spise pindemadder for to.
- Jeg må sidde på min jakke i Øst. Så kan jeg måske også se noget.
- Ting må tage den tid, de tager.
- …og så meget tramper krapylet ikke på min blære. Endnu.
- Bummelum. Lidt ærgerligt, men det er jo ikke Joseph Fiennes eller nogle af de andre, jeg vil ha’, når jeg skal være helt ærlig.
Forvent mine kommentarer om Berlinalen på disse sider. Der bliver stemning, rygter og lidt foromtaler fra mig af i de 8 dage, jeg er afsted.
Kan allerede nu afsløre, at jeg (og ikke mindst min veninde) er drønærgelige over ikke at få et glimt at Clooney himself på den røde løber. Hans film, The Good German, åbner nemlig i aften. Pokkers, pokkers. Men vi skal nok få den set - og selv komme op af selv samme løber.
Auf Wiedersehen!