Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

… kom jeg i eftermiddags til at jubelhvæse til en noget befippet Mikael Birkkjær, der sad med kasketten trukket godt ned og bare prøvede at drikke en latte nede i Strædet. Helt ærligt, hvor pinlig har man egentligt lov til at være? Der sker mærkelige ting, når man er sammen med sin unge (f.eks. når børnehaven strejker) og samtidig bliver konfronteret med et lidt kendt ansigt (f.eks. en strømer fra TV). Så dukker min for længst afdøde mor ud af min mund, lyslevende og med lige en snert af rejekone i ascendanten, bare for at sige noget syret. Han svarede heldigvis ikke, og jeg fik hanket op i klapvogn, mig selv og min mor og listet videre. Jeg mener, så vild er jeg jo heller ikke med ’Forbrydelsen II’. Eneste trøst er vel, at vi er mange, der mistænker Strange.

Manden og jeg har netop været sammen i seks år. Vi fejrer altid dagen vi mødtes, sidste år med fireogtyve timer i Malmø helt uden barnet, der netop var knapt et år. Lykken var det år en junior-suite med lysekroner og udsigt, dejlige gaver, og endelig tid til at se hinanden i øjnene over dejlig mad og vin. Meget romantisk. Meget voksent. Vores datter og vores hverdag er kommet i trodsalderen i mellemtiden.

Hun havde fået det helt forkerte ben ud af sengen i går, og vi andre følte os heller ikke specielt i stemning. Jeg selv stressede lidt rundt, manden tussede rundt om sig selv og ungen gik fra 0-100 med jævne mellemrum. Satte derfor ikke næsen op efter det store sus, men glædede mig dog til at babysitteren kom, så vi kunne gå ud at spise og se sidste forestilling af ’Bag de 7 døre’ på K2. Klokken 16 går barnet endeligt omkuld efter at have være småumulig hele eftermiddagen. Så er det tid til at lave mad til unge + babysitter, og lige tage et tjek hvornår den egentligt går. Det er så kl. 17. Pis også.

Frem og tilbage om vi skal vække ungen efter kun tyve minutters lur. Det går nok ikke bare at smutte, når naboens femtenårige kommer, selvom vi så har en mikroskopisk chance for at nå det. Ringer til teatret og siger, at vi ikke kommer til at bruge billetterne alligevel. Nej, nej, siger den unge mand. Der er ekstraforestilling 20.30. Hurra!
Sitteren kommer, mens vi tæsker rundt og gør os klar, laver mad og vækker helt utroligt vrangvilligt barn. Piv, gråd bliver afløst af oplæsning af ’Min Mormors Gebis’. Sitteren kender den ikke og tænker helt sikkert sit, mens hendes fingre danser en lind strøm af SMS’er afsted. Fair nok.

Endelig kan vi liste af og være lidt kærester i et par timer. Spiser skøn omgang kød på Rex Republic som omtrent de eneste, men stemningen var lige så brun som den porter, jeg uforvarende kom til at bestille (og som iskold maitre d’ ikke gjorde ansats til at anfægte). Ikke pivromantisk, men skidt. Vi får talt, uden afbrydelser, og det er skønt.

Går hånd i hånd ned til teatret. Som er ved at pakke sammen. De spillede nemlig kl. 17. Ekstra forestilling er ’Slutstrand’ på det ANDET Kaleidoskop. Crap. Går tilbage til bil med et lille stop ved Park Bio. Det vi gider se, går for sent. Manden iler heroisk op for at se, hvad der går andetsteds, jeg lister ned mod bilen med begyndende vabler. Bliver stukket af foråsmyg, da han ringer triumferende fra Park. Vi kan lige nå ’Mænd der hader kvinder i Empire. Afsted, afsted. Han skal lige til at dreje nøglen i tændingen, da han rynker brynene og ser på mig.
- Det går ikke. Det er jo den, jeg skal læse i påsken.
Suk. Mindre debat om det ikke er fint nok at se filmen, før man læser bogen (bøgerne er altid bedre, synes jeg), efterfulgt af en sidebensbemærkning om at det er skønt at han kan få læst deroppe, mens jeg tager mig af lomme-teenageren. Mental note om selv at tage bog med, der kan åbnes før han popper Stieg Larsson. Debatten afsluttes af moden tungerækning.
- Vi kunne cruise ud til Bakken, men mine vabler er ikke til Dyrehaven. Og vi har for lidt tøj med.  Hvad med Palads? Der må gå et eller andet, foreslår jeg, og glemmer at tidspunktet 20.30 ikke findes i de danske biografer.
- Tjek.
Ender med at gå i Imperial og se ’Monsters vs. Aliens’ med 3D-briller på, holde i hånd i mørket og fnise over alle de referencer, vi kan finde i filmen. Typisk os.

Kom hjem til hus, hvor der var sprunget en legetøjs-bombe og en sitter, der sagde at monsteret havde været en engel. Sad og nussede i sofaen til resten af ’Stranger than Fiction’ og nød den og hinanden. Ikke røde roser og champagne, bare rigtigt dejligt og fint. Og en romantik, der ganske matcher vores hverdag.

Kan dog godt være, jeg booker junior-suiten næste år…

Der er politisk kunst - og så er der østtysk kunst! Aldrig er så mange traktorer blevet afbildet. Aldrig har Fernsehturm strålet mere opbyggeligt end i disse tankevækkende skilderier. Både for Genossen, pionerer og alle os andre.

Billederne, der stammer fra en udstilling i Østberlin (i noget rigtig Plattenbau tæt på Alexanderplatz), stammer fra 1949 til 1989, er alle bestillingsværker fra masse-organisationer i DDR. Udstillingen havde over 160 malerier på 2500 m2.

Sov på sofaen i nat, og stod op kl. 2.30 for at se Oscars. Jeg havde ikke svært ved at holde mig vågen gennem musicalnumre og utallige priser til indere, mens Hugh Jackman charmede sig igennem, men jeg blev ekstra vågen, da Sean Penn kaldte Akademiets højtærede medlemmer for ’commie, homo-loving sons of guns’. En meget politisk tale, og mange sande ord om lige rettigheder fra en mand, der har leveret et af sit livs bedste præstationer. Men uanset hvor langt ude på venstrefløjen man er i USA – så glemmer man sgu ikke at sige tak til konen og ungerne, når man får en Oscar. Måske har min gossip-guru ret i, at Penns ægteskab hænger med numsen i vandskorpen. Det må ærligt talt også være svært at gå tilbage til en gut, der fester med russiske modeller når han er på ferie med hustruen, men man må give Robin Wright Penn en imaginær statuette for ’Best Supporting Wife’ – i hvert fald, når der er røde løbere involveret. Så kunne han da godt lige kaste et håndtegn eller noget.
Indtil da var jeg vældig godt underholdt, selvom de danske kommentatorer var lidt døde i sværen – men klokken var også så tidligt, at min amerikanske niece ville kalde det ’the buttcrack o’ dawn’, så det kan være derfor. Men synes ikke rigtigt, de kom med så meget nyt. Formatet i Kodak-teatret var til gengæld nyt; mere intimt og rigtigt fint med tidligere års vindere, der giver kudos til de nominerede. Wolverine var en fantastisk vært, men ikke så sprudlende som jeg havde håbet, ovenpå hans champagnefest af en Tony-prisuddeling sidste år. Men Oscar har jo altid holdt relativt pænt på formerne, uanset hvilke film og skuespillere, der er i spil. Akademiet ved nu også, hvad seerne gerne vil have; flotte kjoler, klumper i halsen og et klip af Angelina Jolie i kedelig sort kjole, der griner fjoget af en joke, som hottere-end-nogensinde Jennifer Aniston netop har fortalt fra scenen, mens Brad Pitt har ansigtet i de nogenlunde rigtige folder. Hæ.

Lørdag var en glimrende filmdag trods tømmermænd – og den sidste for mit vedkommende. Lagde ud  med lidt shopping og derefter med tre bøsse/lesbiske dokumentarer; to små om pride-parader i hhv. Sarajevo og Jerusalem, der en gang for alle slog fast, at hvis der er noget, verdensreligioner står sammen om, som måske det eneste i verdens mest samspilsramte by – så er det, at de ikke kan snuppe homoer. Meget sært at se ortodokse religiøse ledere fra vidt forskellige trosretninger være enige om at Sodoma og Gomorrah er genopstået, fordi nogen vifter med et regnbueflag. Også stærkt foruroligende at den lokale EU-parlamentariker i Sarajevo-filmen siger, at problemet ved at komme ind i Unionen for dem er kravet om menneskerettigheder…’for det er imod, den måde vi lever på her’. Godt så. Meget, meget opmuntrende til gengæld at se hovedfilmen ’City of Borders’, der handler om livet som homo i Jerusalem.  At se, hvordan palæstinensiske drags sniger sig gennem muren for at gå på homobar i den jødiske del af byen. En arabisk kvinde og en jødisk kvinde, der lever frit og åbent sammen. Så er der da håb for fred engang, tænker jeg. Men der er nok lang tid til. Jødiske Adam, der er bosætter med sin mand, kan for eksempel ikke se, at han ikke kan nøjes med at forlange menneskerettigheder for sig selv, og ikke for de palæstinensere, der bor lige bag hegnet bag hans mors hus. Alt i alt en film, der gav mig nye vinkler på den ældgamle konflikt.
Vi forsøgte at genoptage shoppingen mellem film, men efter at være blevet behandlet helt horribelt i KaDeWe, droppede vi det. Gik ind og så ’The Countess’ af og med Julie Delpy, der spillede Erzebét Báthory; grevinden der i jagten på skønhed slog mange hundrede unge kvinder ihjel for at vaske sig i deres blod. Mere costume-drama end horror, selvom der naturligvis var den gru, der skulle være. Fin, men meget underspillet og lidt kuldslået film, med William Hurt og Daniel Bruehl (’Goodbye Lenin’) i gode biroller. Den unge Bruehl var i øvrigt også med i Delpys delikate og meget morsomme ’Two Days in Paris’ for et par år siden. Filmen kunne udlægges på mange måder: kvinders rolle i samfundet, vores stræben efter at opnå skønhed, hvor langt vil man gå og så videre – men den var på mange måder enten lidt for tilbageholdt eller lidt for meget. Sine steder var den lidt ufrivilligt morsom; det hjalp heller ikke at der sad en gut, der hylede af grin på et tidspunkt, hvor salen var helt stille i et følsomt øjeblik. Så var magien lidt brudt.
Vi blev i biografen for at se ’Solo Quiero Caminar’ (‘Just Walking’), med Victoria Abril og Diego Luna og et væld af spanske skuespillere, inklusive Javier Bardems meget lidt attraktive bror. Den havde en del Tarantino-elementer, og var egentligt glimrende i sin fremstilling af en kvindelig tyvebande, der gennemfører et meget indviklet tyveri, da den enes mand, en mexicansk narkobaron, sætter sin kone i koma efter at have smidt hende ud af en bil. Kvinderne er alle smukke, mændene nogle sjufter og plottet er egentligt så uendeligt ligegyldigt i forhold til stemningen af død, bedrag, kærlighed og sex, der kommer fra lærredet som skud fra inciterende flamenco-hofter, mens hælene slås i gulvet og guitaren slås an. Ay, caramba! Absolut en værdig slutning på en festival, der for mit vedkommende havde for få konkurrencefilm og galla – men dejligt alligevel.
Mens vi så den sidste film, dansede bjørnene og priserne blev uddelt. Fik tilbuddet om at tage på Tarantinos yndlingsbar i Berlin – og var simpelthen for træt. Næste gang, måske?

Fredag dukkede min mors spøgelse så op i skikkelse af Renée Zellweger i rollen som flødebollecharmøren George Hamiltons mor i filmen ’My One and Only’ af Richard Loncraine. Nej, min mor kørte ikke tværs over i jagten på en mand med sine to drenge på forsædet, men der var alligevel dele af filmen, hvor jeg følte mig utroligt meget hjemme. Er godt eller skidt, som min gamle redaktør ville spørge – svaret er, at det ved jeg ikke, men filmen var nu glimrende. Utroligt postkort-agtig med sin pastelfarvede skildring af 50’erne, med alle de gængse klichéer. Men de gode birolleindsatser fra Kevin Bacon, Chris Noth (Mr. Big!) og flere andre blev bakket op af en Renée Zellweger, der for en gangs skyld ikke stod i vejen for sin figur, den storhedsvanvittige og ikke altid sympatiske mor, der knejser stolt, uanset hvad hun kaster sig ud i. Dejligt at se hende sætte tænderne vellystigt i en rolle med mere kød på, end hun selv har på kroppen.

Andre moderskikkelser gled ud og ind af dagens anden film, græsk-russisk-italienske-tyske ’Dust of Time’ af græske Theo Angelopoulos – og den var alt andet end et støvfnug i tiden. Hvilket episk spild af tid! Jeg udvandrede efter en time, så kunne jeg simpelthen ikke udholde mere dårligt skuespil, løsrevne scener, der ingen vegne førte, prætentiøs firser-symbolisme, tåget fortælleteknik og ustyrlig ringe dialog. Et eller andet sted i denne film er en stor kærlighedshistorie, der strækker sig fra efterkrigstidens Gulag til nu, og en fortælling om forældresvigt – problemet er blot, at filmen forsøger at gøre begge dele samtidig og svigter fatalt. Ingen af figurerne er troværdige eller engagerende, og ikke engang Willem Dafoe i hovedrollen kan løfte dette ellers flot producerede miskmask op fra grøftekanten. Han bruger meget af filmen på at bekymre sig om sin teenagedatter, der er suicidal (hendes figur er på lærredet i under fem minutter – i alt!), forsøger at inddrage sin ekskone, der svarer ved at skrige, at hun havde følt sig kvalt i deres ægteskab. Suk. Jeg ærgrer mig over, at jeg har brugt en time af mit liv på denne film, men jeg sad lidt for længe og tænkte, at den måske tog sig sammen. Det gjorde den så ikke.
Har endnu en film til gode her til aften fredag, og ved, at den i det mindste ikke kan være værre.

Opdateret: Sidste film var ’White Lightnin’ af Dominic Murphy om Appalache-danseren Jesco White, der vokser op som lightergas-sniffende, no good white trash knægt i den dybeste armod, begynder at danse den lokale støvle-og stepdans, som sin hårdtslående far, møder kærligheden og bukker under, da dæmonerne får overtaget i ham. Hvis du forestiller dig ’Deliverance’ møder ’Trainspotting’, filmet meget håndholdt med det sygeste countrymusik, så er du ved at være der. Filmen er blandt andet produceret af Vice Magazine og har den unge og ukendte, men meget dygtige Edward Hogg i hovedrollen og Carrie Fisher i en stærk birolle som hans kone. Meget hård og langt ude, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den, også selvom jeg var nødt til at kigge væk i ny og næ. Tog med filmskribenten ud at drikke Riesling bagefter og fik ordnet verdenssituationen. At snakke med en mand, der både kan citere fra ’The Incredibles’ og som mener, at ’Star Wars’-prequels er en parafrase over Irak-krigen (tænk over det – det giver mening!), var dybt interessant. Man kunne ikke mærke på ham, at han havde festivalkuller (sove, skrive, se film, skrive, interviewe, skrive, se film, skrive, sove…i ti dage).

…Hvis du nu rigtigt gerne ville være kendt? Sandsynligvis ikke så langt, som John F.  Salinger, en tysk forsikringsmand, der tager sin tonedøve trio med til USA for at blive kendt. Han mister først frivilligt en finger, så en arm, et ben og han sværger, at han er villig til at give sit liv for at nå ultimativ berømmelse. Den tyske film ’Shortcut to Hollywood’ er skiftevis en heftig satire på hele reality-kulturen, buddy-film, musical og road movie. Naturligvis kan den ikke være alle dele lige succesfuldt, men guderne skal vide at den prøver. John F. selv, skuespilleren og manusforfatter Jan Henrik Stahlberg, er både rørende og røvirriterende i rollen, og det mestendels tyske publikum var vældigt tilfredse, så jeg overgav mig. Der skulle heller ikke så meget til, for torsdag var en halvhård dag, hvor jeg tæskede rundt, mistede mit pas og fandt det igen, og jeg var heldig overhovedet at få en billet til en film. Var også supertræt fra onsdag, både fordi vi skulle så &%€# tidligt af sted, men også fordi jeg havde særdeles hyggelig aftenkaffe med min tidligere kollega, filmskribenten. Han havde mange interessante input, bl.a. andet at han faktisk blev mere modtagelig overfor film når han var på festival, fordi sanseapparatet var mere åbent, når man fik så mange film indenbords på en gang. Meget sandt.

Jep. Det måtte jo ske. Fik job, og så gik krimiskrivning al kødets gang (eller i hvert fald ikke så meget på skærmen som i hovedet). Og bloggingen gik i frø, alt imens jeg har stæset og stresset, jublet, grint og grædt på hhv. jobbet mellem 9 og 17 (dog kun til 16, når jeg henter præmiepoden), og igen på den sønderbombede hjemmefront, indtil jeg falder i søvn nede i en ugegammel avis eller op af manden til en TV-krimi.

Jeg må erkende, at jeg er blevet voksen og dybt kedelig. Sidst jeg var vissen i byen på et übercool sted, var med mødregruppen, hvilket jeg ikke undlod at pointere overfor en sagesløs  og ædru bartender. Jeg smuttede fra et dybt interessant gå-hjem-møde om et nye ‘dameblad’, der ville sparke røv til den etablerede mediebranche (noget, der både optager mig og som kunne føre til noget karriereagtigt engang) - fordi jeg skulle hente ungen og lave frikadeller. Aviserne hober sig op i rækkehuset, selvom jeg arbejder i Danmarks ældste og mest innovative mediehus (det har jeg selv sagt at det er, så jeg ved at det er sandt). Jeg griner højest, når min datter gør noget skægt, ikke over sms-jokes eller stand-up. Jeg synes min mand er dygtig, når han slår søm i eller slår drager ihjel. Og det er ok. Jeg har det nemlig pragtfuldt.

Den lille flig af street cred og hipness jeg havde engang, er stukket af udenfor ligusteren. Den vil ikke med i Bilka om lørdagen. Eller i Silvan, selvom vi virkelig behøver en ny ventilator. Den vil ned og ha’ cocktails og gå i dyre, små butikker (hvor jeg ikke længere kan være i tøjet, selvom jeg nu har råd. Ret ironisk.). Den vil ud og give den gas. Det må den også godt. Bare jeg kan blive lige hvor jeg er, og lære min datter at synge endnu flere sange og fortælle hende, at  månen er oppe om morgenen, fordi den ikke vil i seng, selvom dens mor siger, at den skal.

Det næste bord, jeg skal danse på, er ikke en bardisk, men et skrivebord. Hvor det står, ved jeg ikke. Men det finder mig jo nok. Eller vice versa. Og så skal der dælendyleme flyttes nogle fusser.

Her er alt fjong…det tog lidt tid, men er nu kommet i hus i hæderkronet medievirksomhed og har simpelthen en fest på det job. Vældigt travlt, krævende og interessant, for hver dag er nye udfordringer i hajfyldte farvande, så jeg er æblegrød, når jeg kommer hjem til mand og barn. Men jeg lærer og suger til mig, nyder at være i gang igen.

Fik sendt en lille, uskyldig (ok, en helt vildt selvpromoverende) notits om mit nye job til mit fagblad. Folk skulle jo se, at der skete noget. Især måske dem, der ikke svarede på mine ærligt mente jobansøgninger (er nok lidt nærtagende på det punkt). Og så skete der faktisk noget. Blev kimet ned af sød og meget ivrig ung mand fra fagbladet. Om jeg ville være månedens medarbejder og profileres med foto und alles? Tjoh. Skulle lige tænke over det. Og mens jeg tænkte, ringede han. I weekenden og 117 gange i løbet af vigtigt møde mandag, indtil jeg til sidst sagde nej tak, af forskellige årsager, som ikke skal nævnes hér. Jeg tror ikke, jeg har oplevet at ligge så højt på andres to-do-lister, men jeg følte mig meget vigtig i en halv dag. Skønt nok.

Zenia er snart 13 måneder og fræk som en lille slagterhund. Jeg prøver ihærdigt at lære hende at sige ‘Ta-daaaaah!’, men hun stirrer bare på mig med et forundret smil, som om hun netop er blevet bekræftet i, at hendes mor endelig har mistet sin fornuft. Det har jeg nu ikke. Vist nok.

Krimien ligger på i kølerummet på Retsmedicinsk, som er dér vor helt er nået til. Der kan han så stå og fryse nummeren af, mens hans forfatter dyrker karriere og familieliv uden dårlig samvittighed over de lig, der ikke får hobet sig op. Men det kommer. Orkjo.

Jeg tog hjem fra Horsens med et bumletog fyldt med hvinende teenagere og en Folmer i tresserne. Om Folmer ved jeg, udover navnet, at han har en nevø, han ikke har set længe og at han skal spille med i et eller andet. Folmers nerver hænger i de her dage omkring ham som et bastskørt. Hans formulering, ikke min. Jeg ser desværre alt for nemt den midaldrende mand danse en inciterende hula for mig iført ølmave, kasket, briller og fuldskæg.

Vi havde begge tysset på de uvorne unge(r). Teenagerne løb tør for gas og fjant ved Nyborg, men ikke Folmer, der hyggesludrede i sin mobil on/off med hele bekendtskabskredsen hele vejen til København. Det er længe. Og højt, i Folmers tilfælde.

Lige uden for Hovedbanegården bemærkede han jovialt, at vi da fik en rolig tur alligevel.
- Ja, sådan nogenlunde…, hvæsede jeg.
Folmer fangede den vist ikke, så han gentog den lige, med et stort skægget smil. Det gjorde jeg så også.
- Ja, NOGENLUNDE!

Men det hjalp faktisk at blive arrig. Jeg fik jo faktisk skrevet. Endda derfra, hvor jeg var gået lidt i stå. Så tak, Folmer. Jeg føler, jeg kender dig så godt. Knæk og bræk, whereever you are.

Jeg var til krimimessen i går. Var gået rundt i den ivrige menneskemasse i en time. Snakket med gamle og værdsatte bekendte, kigget på ansigter og den ene bog efter den anden med skumle mord. God, men blodig stemning.

At få øje på damen blandt tilskuerne i midten af rummet fyldte mig med en både isnende og frydefuld gysen. Jeg så meget interesseret på en række bedagede krimier, og håbede at være gledet ubemærket forbi hendes årvågne blik. For sent.
Jeg tabte vejret, som om en usynlig, behandsket hånd strammede mig om halsen. Hendes ivrige hånd vinkede til mig fra rækkerne, mens endnu en forfatter talte varmt for sine seneste unaturlige dødsfald. Jeg smilede og vinkede, og så forhåbentligt ikke for bleg ud. Sandheden var, at jeg rystede indvendigt, da kvinden i mængden endelig fangede mig. Meget stort knus, kæmpe smil.
- Heeeej, søde! Godt at se dig!
Så langt, så godt.
- Alt vel, ungen vokser, livet er skønt, sjovt at der er gået et år siden sidst, hvad?
Men hun var tydeligvis ikke tilfreds. Hun smilede hjerteligt, mens dødsstødet kom, hurtigt og glat som en kniv i natten.
- Nåh, hvornår sender du noget til mig?
Uargh.
- Du er vel ikke gået i stå? Har du fået en blokering?!

De lysende blå øjne strålede af ængstelse på min bogs vegne. Jeg kunne kun mumle noget om, at jeg ikke, som visse andre, har fået skrevet voldsomt meget under min barsel. Men dog noget. Jeg forsøgte at berolige hende med, at jeg skam var i gang, at jeg var videre.
- Du sender mig bare hvad du har, ikke?

Jo, jo. Den bog skal nok blive til noget. Hun efterlod mig fortumlet, men dog i live, og fandt en taxa mod banegården. Fik selv hul på bylden i toget.

Sidder og ammer vidunderbarnet i sofaen, da katten springer ind af vinduet med et triumferende plonk. Den haster ud i køkkenet, og jeg kan høre en summende lyd og miaven, mens der bokses rundt derude. Er lidt stolt over, at den endelig har fanget noget. Efter snart to år i hus var det ærligt talt også på tide at den viste lidt instinkt og kattemod.

En solstråle spiller på stuegulvet, og jeg mærker en blanding af øm moderkærlighed og krigerstolthed vælde op i mig. Jeg tænker på livet og døden og at der er skønhed i begge dele. Som man jo kan, når man bliver lidt opstemt.

Der bliver stille i køkkenet. Zenia slipper med et veltilfreds suk og mælkeskæg. Det summer pludseligt igen. En græshoppe? Nej. Katten farer over sit bytte og dribler det ind i stuen, og jeg kan se, at det er sommerfuglebuskens fineste gæst. Guldsmeden. Øv.

Endnu en dramatisk jagt efter det hårdt sårede og stadigt baskende insekt ender med et gedigent poteslag. Mens jeg nænsomt får bøvset det sovende barn, æder katten sit store trofæ, og kommer rank ind til sofaen og vil klappes. Sommeren er pludseligt blevet lidt kortere.

Det er godt nok ikke meget, jeg lige får skrevet i de her dage. Hverken her eller i krimien. Men nu skal der altså snart til at ske noget.

Det er svært, for dagene er på en eller anden måde blevet vanvittigt små. På den der arbejdsløse måde, hvor et enkelt ærinde kan fylde hele dagen eller hvor man føler, at man skal slappe af, fordi man vaskede tøj i går. Helt ærligt. Så hårdt er det her barsel altså heller ikke…

Det er ret dejligt, og Zenia er skøn, selvom hun lige nu har et flip, hvor hun spiser, slipper, skælder ud i vilden sky – og spiser videre…! Hun er blevet bomstærk og tung og tester gerne sine superkræfter på hhv. legetæppe og ved at bruge superlungerne.

Men jeg kan skam godt få tiden til at gå. Når vi er ude at trille, går timerne som smurt – var f.eks. rundt i 11 timer i fredags, og det var måske nok i overkanten. Ikke at ungen klager, for hun får mad og lur som hun plejer, når vi er ude – det er vist bare mig, der trækker tiden ud. Dog ikke i prøverum, hvor tøj ryger hurtigere af og på, end Superman skifter kluns i en telefonboks.
Men at bruge tid i byen er altså nemt nok, for der er som regel butikker og caffé latte nok til at holde mig gående.

Jeg ville gerne udrette mere. Måske er jeg bare faldet i den klassiske kvindefælde, der handler om mine egne forventninger til hvad jeg skal nå. Jeg skal nok bare lade hende (og evt. Signe Wenneberg) om at være superhelte.

Nåh, men får da researchet lidt og lavet lidt noter, og bliver ved med at finde på til bogen. Så skal jeg bare se, om jeg ikke kan smække måsen i kontorstolen til andet end sladder på Eonline.com…det kunne jeg f.eks. i forgårs, hvor jeg opdagede at jeg havde et tegneserieprogram på Mac’en. &%€# sjovt. Men måske lidt en overspringshandling…

Stakkels Carina C., vores allesammens familieminister. Jeg er ikke engang ironisk nu. Ikke alene deler hun make-up-præferencer med Beelze-Ruth (ikke pænt sagt, men de ynder altså begge et pandalook, der virker inspireret af Tammy Faye Bakker), men så skal hun efter en ellers ret god periode på tinge trækkes med at blive skældt ud over noget, hun ikke engang har sagt.

’Knyt sylten, Carina’ var den ikke særlige feministiske og kamdags-agtige kommentar fra et hav af kvinder (og enkelte mænd) i aviserne i går efter et interview i onsdags. Og hvorfor skulle Carina så det? Jo, tilsyneladende gik konen ind for, at man burde få tre børn – og det må man ikke sige, når ’man ikke engang har nogen selv’, som en vred vælger udtrykte det.
Undskyld mig, men hvornår har folk brugt samme argumentation overfor de mandlige politikere, der udtaler sig om familiepolitik? Hvem af dem bliver bedt om at klappe kaje, fordi at de ikke selv tog halvdelen af barslen, når de udtaler, at barsel er en privatsag og ikke skal deles op med en bid til fædrene (som jo ikke tager særlig meget barsel udover de to uger, fordi de tjener mere end deres koner og det derfor kan mærkes)?

At blive bedt om at klappe i fordi man ikke har børn, er nok det mest usolidariske og ufeministiske, jeg har hørt kvinder sige længe.

Og så var ’alle skal ha’ tre børn’ ikke engang rigtigt det, ministeren sagde. Hun reagerede, som en fornuftig minister bør, på en undersøgelse om, at en del børnefamilier egentligt gerne vil ha’ flere unger end de får, men ikke altid synes, at systemet tilgodeser dem – netop i forhold til barsel, pasning, økonomi og så videre. De vil nemlig gerne have tre børn. Carina siger så, at man da bør kigge på sagerne, så folk ikke holder sig unødvendigt tilbage. Ikke andet. Og så er det lige, at kvinder bliver hinanden værst – og visse af os journalister følger den populære, men ikke så hamrende nuancerede vinkel. Og så er fanden løs. Øv.

Kvindelige politikere bliver, som alle mulige andre kvinder, bedømt på at de er kvinder, ikke ud fra deres kunnen. Der er godt nok længe mellem, at mænds personlighed eller baggrund bliver lagt til grund for en vurdering af deres evner. Det er ærligt talt ret tyndt.
Jeg synes, vi skal acceptere, at ministre altså er folkevalgte og har kompetente embedsmænd m/k, der hjælper dem til at træffe beslutninger på et sagligt grundlag – og at vi skal til at skyde lidt skarpere på de mænd, der argumenterer på både kvinders og mænds vegne, uden at blive holdt op på det.

I øvrigt savnede jeg en vinkel i går på at regeringsgrundlaget nu for alvor vakler – familieministeren vil ha’ flere børn og DF vil ha’ afholdenhed! Hvis det altså var det, de sagde. Og der var ikke nogen, der spurgte uddannelsesordfører Martin Henriksen fra DF, om han selv havde holdt sig tilbage…
Men Carina! Det er fint, at du vil kigge på, hvordan det kan blive lidt nemmere. Kan du så ikke se på, hvordan øremærket fædrebarsel fungerer i udlandet og sådan? Og måske lige holde regeringen op på valgløfterne omkring flere penge til børn – så kommunerne ikke bruger de 200 mio. I satte af, til alt muligt andet – lige som det skete med ældreplejen, som i lovede i 2001 og 2005. Og ikke ende på, at barsel og ulige vilkår er en ’privatsag’? Når du nu er i gang…

Det er for resten en bevidst beslutning fra min side af, at denne blog ikke kom op i går. For hver dag er da kampdag…

Åha. Har lige skrevet en kondenseret udgave af nedenstående som kommentar til Min Nabos Hund, der sad tilbage med en kedelig, dansk vand-agtig smag i munden, efter at have fortæret et såkaldt dameblad. Helt enig. Så nu kommer der lige en skylle…

Jeg kan nu godt lide et af dem i ny og næ. Men altså, der er en grund til at billige ugeblade står oppe ved kassen sammen med slikket…de har de tomme kalorier til fælles! Det er en af mine kæpheste, at der simpelthen mangler noget ordentlig journalistik til kvinder i bladform. Selv abonnerer jeg på Empire (om flm), BUST Magazine (amerikansk, feministisk blad med glimt i øjet) og køber ellers et Vanity Fair, når det skal være ekstra luksus. Jeg abonnerer på Nova, som jeg havde høje forventninger til, men det er liiige indadvendt nok til mig, selvom de da forsøger at gøre det anderledes end de andre.

Har abonneret på Eurowoman og på Costume, men det orker jeg ikke mere. Hvor Euroman forsøger at være en yngre, hippere udgave af Vanity Fair (gode, interessante portrætter af dem, der tegner samtiden, artikler om tidens problematikker og velskrevet!) og lykkes med det langt hen af vejen, så har Eurowoman lidt for mange unge skuespillere og stylister, der både er søde og ser drøncool ud, men som lissom ikke har så meget at skulle ha’ sagt på den der dagsorden. Costume er fint nok, men som på mange andre blade er hvilken som helst starlet, der kan finde på at gå klædt i det samme, som moderedaktøren har lyst til at gå i fra de kommende kollektioner, et ’stil-ikon’.
Da jeg begyndte at læse dameblade for 20 år siden, skulle der lige som mere til for at blive udråbt til ikon. Man skulle have fundet på det selv, været den første, været unik. Og også have gjort det gennem noget tid. Det er bare ikke nok at gå med smalle cowboybukser inde i støvlerne og være lidt spøjs og boheme-agtig. Sorry, Sienna!

Jeg fandt et EVA (er der nogen, der kan huske dét?), som var 30 år gammelt i en af mine ret store bunker af blade. Det er ret forstemmende at opdage, at dameblade følger samme skabelon som dengang; lidt ufarligt portræt, lidt guide, lidt om mænd, mode og mad. Indholdet har ændre sig, bevares, men formen? Næh.

Nåh, jeg lader mig køre af sporet af min lille kæphest. Tilbage til hvorfor man(d) mener, at vi ikke gider dame-journalistik, der vil noget mere; De gange, jeg har diskuteret dette med folk (mænd!) i blad-branchen, så peger de bare på salgstallene og siger, at det jo sælger, ergo er der ikke grund til at lave noget andet…’Kvinder køber jo blade for at slappe af’, lyder argumentet. Beklager, drenge - det argument holder ikke. F.eks. slapper jeg glimrende af med at læse Weekendavisen, og den taler ikke ned til mig eller spiser mig af med indadvendte artikler - ved godt, det er nørdet (og måske lidt snobbet?) af mig. Men når man tænker på, hvor mange kvinder, der tager lange, komplicerede uddannelse og læser tunge bøger i det hele taget, så kan jeg simpelthen ikke tro, at markedet for intelligent dame-journalistik ikke er der derude et sted. Og ellers så bare tilføje, at bare fordi man engang imellem køber en pose vingummi m. E-altmuligt og sukker og kyler den i hovedet, så betyder det jo ikke, at man ikke sætter pris på lækker, håndlavet 72% chokolade lavet med kærlighed, respekt og ambitioner. Hver ting til sin tid.

Men jeg må indrømme, at jeg faktisk er liiidt uenig med Spacemermaid, der kommenterer på indlægget fra Min Nabos Hund. Jeg synes faktisk, der er næsten for meget selvudvikling i dameblade efterhånden! Der er simpelthen så meget ‘føl efter hvad du selv synes’ og ‘cut hvede ud af diæten og find din indre ro’, at jeg må græmmes.
Når jeg ‘lissom føler efter’, så nægter jeg at tro på, at vi kvinder ikke har andet og bedre at tage sig til end at selvudvikle os til døde - langt de fleste mænd gider ikke den slags. De vil hellere gøre noget, fremfor at sidde i rundkreds og detoxe. Hvis så meget af ens tilværelse handler om at man endelig ikke må stresse, samtidig med at man spæger sit kød og er bange for hvede - hvornår er det så lige, at man skal nå at gøre en forskel? Og hvor er der lige plads til at rumme andre? Selvudvikling er i hvert fald ikke (kun) det, der skal til, hvis vi vil være chefer eller skabe nogle bedre forhold for os selv.

Men hey - jeg ved heller ikke, om tirader som denne er med til at rykke noget. De ringer nok ikke fra et af bladhusene lige foreløbig for at headhunte mig…men tænk, hvis de turde!

Atter en sen filmdag. Brugte derfor formiddagen på at blogge og på at shoppe, denne gang på Ku’Damm. Tog ind for at se den seneste med La Lopez; ’Bordertown’ af Gregory Nava, der var manden, der skabte hendes gennembrud som skuespiller. Men han skulle nok ikke lige ha’ ringet til sin gamle veninde, da han skulle caste denne film, for hun har det bare ikke, synes jeg. Jennys ’method acting’ består i at køre skærebrænderstemmen op i et skingert leje for at illudere desperat. Suk.
Filmen er sådan set spændende og vigtig nok, men der er så store plothuller, klodsede politiske statements og klichéfyldte replikker, at man ku’ tude. Hun spiller journalist, der mod sin vilje tager til grænsebyen Juárez for at afdække ’omkostningerne ved frihandelszonen’ – den farlige kapitalisme betyder nemlig, at en masse fabrikker hyrer fattige mexicanske kvinder til slavearbejde på frygtelige fabrikker til en ussel hyre. Disse kvinder bliver i stor stil voldtaget og myrdet uden nogen gør noget som helst for at opklare det…og myndighederne truer endda med at lokke den lokale avis, hvor Lopez’ gamle kollega, spillet af Antonio Banderas, er redaktør. Visuelt en meget imponerende film og det er ganske givet vigtigt at sætte fokus på situationen, når kvinderne ikke har mulighed for at ændre noget selv. Men det er godt nok en meget ikke-subtil film på mange måder, med så store fejl at man næsten får lyst til at råbe mod lærredet. Omtrent eneste lyspunkt er dygtige Maya Zapata som en ung pige, der overlever et overfald og vil kæmpe for at få sagen ført til domstolene. Selve thriller-elementet i filmen fungerer basalt nok, men Lopez, der fik en Amnesty-pris forleden for sit engagement i disse kvinder, er tæt på at ødelægge filmen, fordi hun er utroværdig. I en klimatisk slutscene med et slagsmål under en brand bliver hun bemærkelsesværdig lidt uglet. En klædelig sodplet på kinden er eneste tegn på at divaen netop har kæmpet for sit liv. Ellers ligner hun mest dét, hun er bedst til at være – en stjerne. Men spørgsmålet er så, om en film, der håndterer et vigtigt emne så kluntet med sine ’anti-kapitalistiske’ syvtommersøm ikke ville have været en pine alligevel?
Burde lave en blog om journalister på film, kommer jeg lige i tanker om. Det må blive en anden god gang. Lidt sladder fra efterfesten (ifølge adskillige tyske aviser) – Lopez havde siddet med sin entourage og holdt hof ved sit eget bord uden så meget som at hilse på Banderas, der minglede og hyggede sig med pøbelen. Sådan er der forskel på folk. Har hørt, at hun fik sin assistent til at lægge tøj på de bedste pladser i det privatfly, som hun sammen med andre (og større!) kändisser skulle til TomKats bryllup i. Spitzklasse! Eller mangel på samme.

Sluttede heldigvis dagen med ’Hallam Foe’ af David Mackenzie. Sidste premiere i Berlinale Palast for os i år. Jamie Bell (’Billy Elliot’) spiller en ung mand, der siden sin mors død har trukket sig ind i sig selv og bruger det meste af sin tid på at lure på andre og på at svine sin fars nye kone til. Da tingene spidser til, stikker han til Edinburgh og hutler sig igennem, inden han en morgen ser sin mors dobbeltgænger, følger efter hende og får job på det hotel, hun arbejder på. Og så lurer han på hende i stedet. Ja, jeg var egentligt også skeptisk – men det er faktisk en rigtig dejlig film! Det lyder ikke sådan, men det er faktisk en feel-good film. Og ret erotisk. Jamie Bell er et stort talent, mange gode biroller, smukt filmet – og et sparkemås-soundtrack af bl.a. Franz Ferdinand. Kan varmt anbefales.