Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

… kom jeg i eftermiddags til at jubelhvæse til en noget befippet Mikael Birkkjær, der sad med kasketten trukket godt ned og bare prøvede at drikke en latte nede i Strædet. Helt ærligt, hvor pinlig har man egentligt lov til at være? Der sker mærkelige ting, når man er sammen med sin unge (f.eks. når børnehaven strejker) og samtidig bliver konfronteret med et lidt kendt ansigt (f.eks. en strømer fra TV). Så dukker min for længst afdøde mor ud af min mund, lyslevende og med lige en snert af rejekone i ascendanten, bare for at sige noget syret. Han svarede heldigvis ikke, og jeg fik hanket op i klapvogn, mig selv og min mor og listet videre. Jeg mener, så vild er jeg jo heller ikke med ’Forbrydelsen II’. Eneste trøst er vel, at vi er mange, der mistænker Strange.

Det er det bedste skriveråd, jeg har. Resten står nedenunder. Det er så simpelt, som det er svært. Jeg er endelig godt i gang, men det tog mig en krig at nå hertil. Der var altid lige noget andet, der skulle ordnes – studier, barsel, arbejde, vasketøj…sandheden er nok, at jeg ikke prioriterede  at skrive højt nok.

Det er lidt skræmmende at springe ud, og sige at ja, jeg skriver faktisk. På en bog. Men ved du hvad? Jo flere, der ved det, jo nemmere er det at komme i sving. For nu er der faktisk folk der spørger ind til det – og så er det jo flovt at være gået i stå!

Jeg har brugt Saxos forfatterskole til at prøve nogle ting af, og også læse andres måder at løse øvelserne på. Nogle var rystende gode, andre rystende dårlige. Men det lærer man også noget af.

Jeg har fundet ud af, at mine vigtigste arbejdsredskaber er en notesbog, hvor jeg dels har min ’storyline’, som giver mig overblik, dels har strøtanker og noter – og så kaffe! Jeg tager som regel min bærbare med på en nogenlunde rolig café (med stik!), køber mig en god kop kaffe, smækker høredutter i og skriver løs. Biblioteker og andre steder kan også bruges.

Men altså - efter at have skrevet altid uden at det alvorligt, og så til nu, hvor det er livet om at gøre, har jeg lært følgende:

-> Skriv fordi du ikke lade være – hvis du føler, at du lige så godt kunne bruge din tid på noget andet kreativt eller bare på noget, der falder dig nemmere, så er du måske ikke klar til at skrive for alvor.

-> …det gode er, at jo mere du skriver, også når det er svært – jo mere klar bliver du og jo bedre bliver det, du skriver.

-> Skriv fordi du tror på dine personer og på historien – det er dem, der skal bære dine ord. Hvis du selv synes, at din historie virker svag, så tror du ikke nok på den til at gøre den stærk.

-> Skriv fordi du har noget at fortælle dine læsere – du skal ville noget med din historie og med dit sprog, for ellers er der simpelthen ingen grund til at læse det du skriver. Det kan være det giver dig noget at få tingene ned, men det gør det ikke spændende for andre at læse, hvis ikke du VIL noget med historien. Bevæg, forarg eller forfør dine læsere, du bestemmer selv. Men gør noget ved dem.

-> Når du går i stå, er der som regel en grund – enten er historien grundlæggende ikke spændende nok for dig eller også prioriterer du den ikke nok.

-> Skriv hver dag – om ikke andet, så i tankerne. Du vil blive overrasket over, hvor langt du kommer, når du ikke venter på at være inspireret, men simpelthen slår numsen ned og skriver. Det gør ikke noget, det ikke bliver godt første gang. Hellere være i gang og se at antallet af ord sniger sig op, end at stirre sig så blind, at man aldrig kommer i sving.

-> …og skriv om. Lad tingene ligge og finpuds efter noget tid. Man finder som regel ud af, om der mangler noget eller om noget kan skæres.

-> Øv dig – skriv scener eller minihistorier på max. 400 ord, der ikke har noget at gøre med det bæst, du forsøger at få ned i en stor bog. Gå amok hér, og se om det ikke giver noget.

-> Hvis historien ikke er helt klar til at blive skrevet, så skriv ’rundt om den’ – start fra en ende af, og giv plads til at dine personer kan gå i andre retninger, end du havde regnet med.

-> Eller spring op og ned på kronologien – du behøver ikke begynde med begyndelsen. Ofte har man enkelte scener, som står meget klart for en og hvor personerne træder i karakter. Skriv dem, og arbejd dig frem eller tilbage.

-> Læs, læs, læs – både andre i ’din’ genre og i det hele taget. Både for underholdningens skyld, men også for at lære, hvad der virker og hvad der ikke virker, og hvad der er nyt og hvad, der er kliché, fordi det simpelthen er skrevet om til døde.

-> Og smid så de andres måder at gøre det på ud til højre (inklusiv min) og definér din egen stil og dit eget projekt. Og slå så numsen ned og skriv.

Manden og jeg har netop været sammen i seks år. Vi fejrer altid dagen vi mødtes, sidste år med fireogtyve timer i Malmø helt uden barnet, der netop var knapt et år. Lykken var det år en junior-suite med lysekroner og udsigt, dejlige gaver, og endelig tid til at se hinanden i øjnene over dejlig mad og vin. Meget romantisk. Meget voksent. Vores datter og vores hverdag er kommet i trodsalderen i mellemtiden.

Hun havde fået det helt forkerte ben ud af sengen i går, og vi andre følte os heller ikke specielt i stemning. Jeg selv stressede lidt rundt, manden tussede rundt om sig selv og ungen gik fra 0-100 med jævne mellemrum. Satte derfor ikke næsen op efter det store sus, men glædede mig dog til at babysitteren kom, så vi kunne gå ud at spise og se sidste forestilling af ’Bag de 7 døre’ på K2. Klokken 16 går barnet endeligt omkuld efter at have være småumulig hele eftermiddagen. Så er det tid til at lave mad til unge + babysitter, og lige tage et tjek hvornår den egentligt går. Det er så kl. 17. Pis også.

Frem og tilbage om vi skal vække ungen efter kun tyve minutters lur. Det går nok ikke bare at smutte, når naboens femtenårige kommer, selvom vi så har en mikroskopisk chance for at nå det. Ringer til teatret og siger, at vi ikke kommer til at bruge billetterne alligevel. Nej, nej, siger den unge mand. Der er ekstraforestilling 20.30. Hurra!
Sitteren kommer, mens vi tæsker rundt og gør os klar, laver mad og vækker helt utroligt vrangvilligt barn. Piv, gråd bliver afløst af oplæsning af ’Min Mormors Gebis’. Sitteren kender den ikke og tænker helt sikkert sit, mens hendes fingre danser en lind strøm af SMS’er afsted. Fair nok.

Endelig kan vi liste af og være lidt kærester i et par timer. Spiser skøn omgang kød på Rex Republic som omtrent de eneste, men stemningen var lige så brun som den porter, jeg uforvarende kom til at bestille (og som iskold maitre d’ ikke gjorde ansats til at anfægte). Ikke pivromantisk, men skidt. Vi får talt, uden afbrydelser, og det er skønt.

Går hånd i hånd ned til teatret. Som er ved at pakke sammen. De spillede nemlig kl. 17. Ekstra forestilling er ’Slutstrand’ på det ANDET Kaleidoskop. Crap. Går tilbage til bil med et lille stop ved Park Bio. Det vi gider se, går for sent. Manden iler heroisk op for at se, hvad der går andetsteds, jeg lister ned mod bilen med begyndende vabler. Bliver stukket af foråsmyg, da han ringer triumferende fra Park. Vi kan lige nå ’Mænd der hader kvinder i Empire. Afsted, afsted. Han skal lige til at dreje nøglen i tændingen, da han rynker brynene og ser på mig.
- Det går ikke. Det er jo den, jeg skal læse i påsken.
Suk. Mindre debat om det ikke er fint nok at se filmen, før man læser bogen (bøgerne er altid bedre, synes jeg), efterfulgt af en sidebensbemærkning om at det er skønt at han kan få læst deroppe, mens jeg tager mig af lomme-teenageren. Mental note om selv at tage bog med, der kan åbnes før han popper Stieg Larsson. Debatten afsluttes af moden tungerækning.
- Vi kunne cruise ud til Bakken, men mine vabler er ikke til Dyrehaven. Og vi har for lidt tøj med.  Hvad med Palads? Der må gå et eller andet, foreslår jeg, og glemmer at tidspunktet 20.30 ikke findes i de danske biografer.
- Tjek.
Ender med at gå i Imperial og se ’Monsters vs. Aliens’ med 3D-briller på, holde i hånd i mørket og fnise over alle de referencer, vi kan finde i filmen. Typisk os.

Kom hjem til hus, hvor der var sprunget en legetøjs-bombe og en sitter, der sagde at monsteret havde været en engel. Sad og nussede i sofaen til resten af ’Stranger than Fiction’ og nød den og hinanden. Ikke røde roser og champagne, bare rigtigt dejligt og fint. Og en romantik, der ganske matcher vores hverdag.

Kan dog godt være, jeg booker junior-suiten næste år…

Sov på sofaen i nat, og stod op kl. 2.30 for at se Oscars. Jeg havde ikke svært ved at holde mig vågen gennem musicalnumre og utallige priser til indere, mens Hugh Jackman charmede sig igennem, men jeg blev ekstra vågen, da Sean Penn kaldte Akademiets højtærede medlemmer for ’commie, homo-loving sons of guns’. En meget politisk tale, og mange sande ord om lige rettigheder fra en mand, der har leveret et af sit livs bedste præstationer. Men uanset hvor langt ude på venstrefløjen man er i USA – så glemmer man sgu ikke at sige tak til konen og ungerne, når man får en Oscar. Måske har min gossip-guru ret i, at Penns ægteskab hænger med numsen i vandskorpen. Det må ærligt talt også være svært at gå tilbage til en gut, der fester med russiske modeller når han er på ferie med hustruen, men man må give Robin Wright Penn en imaginær statuette for ’Best Supporting Wife’ – i hvert fald, når der er røde løbere involveret. Så kunne han da godt lige kaste et håndtegn eller noget.
Indtil da var jeg vældig godt underholdt, selvom de danske kommentatorer var lidt døde i sværen – men klokken var også så tidligt, at min amerikanske niece ville kalde det ’the buttcrack o’ dawn’, så det kan være derfor. Men synes ikke rigtigt, de kom med så meget nyt. Formatet i Kodak-teatret var til gengæld nyt; mere intimt og rigtigt fint med tidligere års vindere, der giver kudos til de nominerede. Wolverine var en fantastisk vært, men ikke så sprudlende som jeg havde håbet, ovenpå hans champagnefest af en Tony-prisuddeling sidste år. Men Oscar har jo altid holdt relativt pænt på formerne, uanset hvilke film og skuespillere, der er i spil. Akademiet ved nu også, hvad seerne gerne vil have; flotte kjoler, klumper i halsen og et klip af Angelina Jolie i kedelig sort kjole, der griner fjoget af en joke, som hottere-end-nogensinde Jennifer Aniston netop har fortalt fra scenen, mens Brad Pitt har ansigtet i de nogenlunde rigtige folder. Hæ.

Lørdag var en glimrende filmdag trods tømmermænd – og den sidste for mit vedkommende. Lagde ud  med lidt shopping og derefter med tre bøsse/lesbiske dokumentarer; to små om pride-parader i hhv. Sarajevo og Jerusalem, der en gang for alle slog fast, at hvis der er noget, verdensreligioner står sammen om, som måske det eneste i verdens mest samspilsramte by – så er det, at de ikke kan snuppe homoer. Meget sært at se ortodokse religiøse ledere fra vidt forskellige trosretninger være enige om at Sodoma og Gomorrah er genopstået, fordi nogen vifter med et regnbueflag. Også stærkt foruroligende at den lokale EU-parlamentariker i Sarajevo-filmen siger, at problemet ved at komme ind i Unionen for dem er kravet om menneskerettigheder…’for det er imod, den måde vi lever på her’. Godt så. Meget, meget opmuntrende til gengæld at se hovedfilmen ’City of Borders’, der handler om livet som homo i Jerusalem.  At se, hvordan palæstinensiske drags sniger sig gennem muren for at gå på homobar i den jødiske del af byen. En arabisk kvinde og en jødisk kvinde, der lever frit og åbent sammen. Så er der da håb for fred engang, tænker jeg. Men der er nok lang tid til. Jødiske Adam, der er bosætter med sin mand, kan for eksempel ikke se, at han ikke kan nøjes med at forlange menneskerettigheder for sig selv, og ikke for de palæstinensere, der bor lige bag hegnet bag hans mors hus. Alt i alt en film, der gav mig nye vinkler på den ældgamle konflikt.
Vi forsøgte at genoptage shoppingen mellem film, men efter at være blevet behandlet helt horribelt i KaDeWe, droppede vi det. Gik ind og så ’The Countess’ af og med Julie Delpy, der spillede Erzebét Báthory; grevinden der i jagten på skønhed slog mange hundrede unge kvinder ihjel for at vaske sig i deres blod. Mere costume-drama end horror, selvom der naturligvis var den gru, der skulle være. Fin, men meget underspillet og lidt kuldslået film, med William Hurt og Daniel Bruehl (’Goodbye Lenin’) i gode biroller. Den unge Bruehl var i øvrigt også med i Delpys delikate og meget morsomme ’Two Days in Paris’ for et par år siden. Filmen kunne udlægges på mange måder: kvinders rolle i samfundet, vores stræben efter at opnå skønhed, hvor langt vil man gå og så videre – men den var på mange måder enten lidt for tilbageholdt eller lidt for meget. Sine steder var den lidt ufrivilligt morsom; det hjalp heller ikke at der sad en gut, der hylede af grin på et tidspunkt, hvor salen var helt stille i et følsomt øjeblik. Så var magien lidt brudt.
Vi blev i biografen for at se ’Solo Quiero Caminar’ (‘Just Walking’), med Victoria Abril og Diego Luna og et væld af spanske skuespillere, inklusive Javier Bardems meget lidt attraktive bror. Den havde en del Tarantino-elementer, og var egentligt glimrende i sin fremstilling af en kvindelig tyvebande, der gennemfører et meget indviklet tyveri, da den enes mand, en mexicansk narkobaron, sætter sin kone i koma efter at have smidt hende ud af en bil. Kvinderne er alle smukke, mændene nogle sjufter og plottet er egentligt så uendeligt ligegyldigt i forhold til stemningen af død, bedrag, kærlighed og sex, der kommer fra lærredet som skud fra inciterende flamenco-hofter, mens hælene slås i gulvet og guitaren slås an. Ay, caramba! Absolut en værdig slutning på en festival, der for mit vedkommende havde for få konkurrencefilm og galla – men dejligt alligevel.
Mens vi så den sidste film, dansede bjørnene og priserne blev uddelt. Fik tilbuddet om at tage på Tarantinos yndlingsbar i Berlin – og var simpelthen for træt. Næste gang, måske?

Fredag dukkede min mors spøgelse så op i skikkelse af Renée Zellweger i rollen som flødebollecharmøren George Hamiltons mor i filmen ’My One and Only’ af Richard Loncraine. Nej, min mor kørte ikke tværs over i jagten på en mand med sine to drenge på forsædet, men der var alligevel dele af filmen, hvor jeg følte mig utroligt meget hjemme. Er godt eller skidt, som min gamle redaktør ville spørge – svaret er, at det ved jeg ikke, men filmen var nu glimrende. Utroligt postkort-agtig med sin pastelfarvede skildring af 50’erne, med alle de gængse klichéer. Men de gode birolleindsatser fra Kevin Bacon, Chris Noth (Mr. Big!) og flere andre blev bakket op af en Renée Zellweger, der for en gangs skyld ikke stod i vejen for sin figur, den storhedsvanvittige og ikke altid sympatiske mor, der knejser stolt, uanset hvad hun kaster sig ud i. Dejligt at se hende sætte tænderne vellystigt i en rolle med mere kød på, end hun selv har på kroppen.

Andre moderskikkelser gled ud og ind af dagens anden film, græsk-russisk-italienske-tyske ’Dust of Time’ af græske Theo Angelopoulos – og den var alt andet end et støvfnug i tiden. Hvilket episk spild af tid! Jeg udvandrede efter en time, så kunne jeg simpelthen ikke udholde mere dårligt skuespil, løsrevne scener, der ingen vegne førte, prætentiøs firser-symbolisme, tåget fortælleteknik og ustyrlig ringe dialog. Et eller andet sted i denne film er en stor kærlighedshistorie, der strækker sig fra efterkrigstidens Gulag til nu, og en fortælling om forældresvigt – problemet er blot, at filmen forsøger at gøre begge dele samtidig og svigter fatalt. Ingen af figurerne er troværdige eller engagerende, og ikke engang Willem Dafoe i hovedrollen kan løfte dette ellers flot producerede miskmask op fra grøftekanten. Han bruger meget af filmen på at bekymre sig om sin teenagedatter, der er suicidal (hendes figur er på lærredet i under fem minutter – i alt!), forsøger at inddrage sin ekskone, der svarer ved at skrige, at hun havde følt sig kvalt i deres ægteskab. Suk. Jeg ærgrer mig over, at jeg har brugt en time af mit liv på denne film, men jeg sad lidt for længe og tænkte, at den måske tog sig sammen. Det gjorde den så ikke.
Har endnu en film til gode her til aften fredag, og ved, at den i det mindste ikke kan være værre.

Opdateret: Sidste film var ’White Lightnin’ af Dominic Murphy om Appalache-danseren Jesco White, der vokser op som lightergas-sniffende, no good white trash knægt i den dybeste armod, begynder at danse den lokale støvle-og stepdans, som sin hårdtslående far, møder kærligheden og bukker under, da dæmonerne får overtaget i ham. Hvis du forestiller dig ’Deliverance’ møder ’Trainspotting’, filmet meget håndholdt med det sygeste countrymusik, så er du ved at være der. Filmen er blandt andet produceret af Vice Magazine og har den unge og ukendte, men meget dygtige Edward Hogg i hovedrollen og Carrie Fisher i en stærk birolle som hans kone. Meget hård og langt ude, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den, også selvom jeg var nødt til at kigge væk i ny og næ. Tog med filmskribenten ud at drikke Riesling bagefter og fik ordnet verdenssituationen. At snakke med en mand, der både kan citere fra ’The Incredibles’ og som mener, at ’Star Wars’-prequels er en parafrase over Irak-krigen (tænk over det – det giver mening!), var dybt interessant. Man kunne ikke mærke på ham, at han havde festivalkuller (sove, skrive, se film, skrive, interviewe, skrive, se film, skrive, sove…i ti dage).

Skrev dette i går morges:

Så går det løs igen. Ja, jeg ved godt, at Berlinalen efterhånden har været i gang i noget tid. Men det er først nu, at jeg har bekvemmet mig herned til filmparadiset. Bekvemmet og bekvemmet…stod op kl. fire-effing-tredive denne snevejrsmorgen, ud i taxa kl. lidt i fem og af sted til lufthavnen, lidt kaffe og så ellers i bus så langt væk fra terminalen, at jeg var bange for at vi var kørt til Dragør. Her stod alle i kø på trappen til det lille, forblæste fly med afgang 6.30. I snestorm. Jeg forsøgte mig med et filmstjernevink, da jeg endelig nåede toppen og kunne træde ind. Det er nu to timer siden. Og vi sidder stadig i flyet. Vi har fået kaptajnens undskyldninger, lidt juice og kaffe. Og venter bare…på at nogen i Kastrup synes, at Air Berlin er vigtig nok til at få tilladelse til take-off. Nåh. Alt bliver godt, når vi er fremme. Det ved jeg bare. Også selvom vi kommer for sent til at se Jude Law i dametøj. Sally Potters seneste film, som skulle være et mordmysterie i modeverdenen, kommer ikke til at gå på et tidspunkt, hvor vi kan se den (næste visning er, når jeg sidder i flyet på vej hjem). Men det gør måske ikke det store. Den har fået ret dårlige anmeldelser, men i min optik kan en film med Eddie Izzard (dog uden dametøj), Judi Dench, Dianne Wiest og som sagt Jude selv ikke stinke helt. Den må i det mindste være interessant. Vi får se. Nu vil jeg drikke min kaffe og høre Duffy i flyhøjtalerne for gud ved hvilken gang…og hive kortet op, så jeg kan gå online og smide det her på bloggen. Bare fordi.

…og så kom vi endelig afsted. Fik mod forventning billet til An Englishman In New York med John Hurt og bedre start på festivalen kunne vi ikke få! Derefter meget dejlig kaffe med min tidligere kollega, filmanmelderen. Mere senere. Har netop spist og er på vej til billetkøen. Oh lykke, din navn er Berlin!

Jep. Det måtte jo ske. Fik job, og så gik krimiskrivning al kødets gang (eller i hvert fald ikke så meget på skærmen som i hovedet). Og bloggingen gik i frø, alt imens jeg har stæset og stresset, jublet, grint og grædt på hhv. jobbet mellem 9 og 17 (dog kun til 16, når jeg henter præmiepoden), og igen på den sønderbombede hjemmefront, indtil jeg falder i søvn nede i en ugegammel avis eller op af manden til en TV-krimi.

Jeg må erkende, at jeg er blevet voksen og dybt kedelig. Sidst jeg var vissen i byen på et übercool sted, var med mødregruppen, hvilket jeg ikke undlod at pointere overfor en sagesløs  og ædru bartender. Jeg smuttede fra et dybt interessant gå-hjem-møde om et nye ‘dameblad’, der ville sparke røv til den etablerede mediebranche (noget, der både optager mig og som kunne føre til noget karriereagtigt engang) - fordi jeg skulle hente ungen og lave frikadeller. Aviserne hober sig op i rækkehuset, selvom jeg arbejder i Danmarks ældste og mest innovative mediehus (det har jeg selv sagt at det er, så jeg ved at det er sandt). Jeg griner højest, når min datter gør noget skægt, ikke over sms-jokes eller stand-up. Jeg synes min mand er dygtig, når han slår søm i eller slår drager ihjel. Og det er ok. Jeg har det nemlig pragtfuldt.

Den lille flig af street cred og hipness jeg havde engang, er stukket af udenfor ligusteren. Den vil ikke med i Bilka om lørdagen. Eller i Silvan, selvom vi virkelig behøver en ny ventilator. Den vil ned og ha’ cocktails og gå i dyre, små butikker (hvor jeg ikke længere kan være i tøjet, selvom jeg nu har råd. Ret ironisk.). Den vil ud og give den gas. Det må den også godt. Bare jeg kan blive lige hvor jeg er, og lære min datter at synge endnu flere sange og fortælle hende, at  månen er oppe om morgenen, fordi den ikke vil i seng, selvom dens mor siger, at den skal.

Det næste bord, jeg skal danse på, er ikke en bardisk, men et skrivebord. Hvor det står, ved jeg ikke. Men det finder mig jo nok. Eller vice versa. Og så skal der dælendyleme flyttes nogle fusser.

Her er alt fjong…det tog lidt tid, men er nu kommet i hus i hæderkronet medievirksomhed og har simpelthen en fest på det job. Vældigt travlt, krævende og interessant, for hver dag er nye udfordringer i hajfyldte farvande, så jeg er æblegrød, når jeg kommer hjem til mand og barn. Men jeg lærer og suger til mig, nyder at være i gang igen.

Fik sendt en lille, uskyldig (ok, en helt vildt selvpromoverende) notits om mit nye job til mit fagblad. Folk skulle jo se, at der skete noget. Især måske dem, der ikke svarede på mine ærligt mente jobansøgninger (er nok lidt nærtagende på det punkt). Og så skete der faktisk noget. Blev kimet ned af sød og meget ivrig ung mand fra fagbladet. Om jeg ville være månedens medarbejder og profileres med foto und alles? Tjoh. Skulle lige tænke over det. Og mens jeg tænkte, ringede han. I weekenden og 117 gange i løbet af vigtigt møde mandag, indtil jeg til sidst sagde nej tak, af forskellige årsager, som ikke skal nævnes hér. Jeg tror ikke, jeg har oplevet at ligge så højt på andres to-do-lister, men jeg følte mig meget vigtig i en halv dag. Skønt nok.

Zenia er snart 13 måneder og fræk som en lille slagterhund. Jeg prøver ihærdigt at lære hende at sige ‘Ta-daaaaah!’, men hun stirrer bare på mig med et forundret smil, som om hun netop er blevet bekræftet i, at hendes mor endelig har mistet sin fornuft. Det har jeg nu ikke. Vist nok.

Krimien ligger på i kølerummet på Retsmedicinsk, som er dér vor helt er nået til. Der kan han så stå og fryse nummeren af, mens hans forfatter dyrker karriere og familieliv uden dårlig samvittighed over de lig, der ikke får hobet sig op. Men det kommer. Orkjo.

Jeg tog hjem fra Horsens med et bumletog fyldt med hvinende teenagere og en Folmer i tresserne. Om Folmer ved jeg, udover navnet, at han har en nevø, han ikke har set længe og at han skal spille med i et eller andet. Folmers nerver hænger i de her dage omkring ham som et bastskørt. Hans formulering, ikke min. Jeg ser desværre alt for nemt den midaldrende mand danse en inciterende hula for mig iført ølmave, kasket, briller og fuldskæg.

Vi havde begge tysset på de uvorne unge(r). Teenagerne løb tør for gas og fjant ved Nyborg, men ikke Folmer, der hyggesludrede i sin mobil on/off med hele bekendtskabskredsen hele vejen til København. Det er længe. Og højt, i Folmers tilfælde.

Lige uden for Hovedbanegården bemærkede han jovialt, at vi da fik en rolig tur alligevel.
- Ja, sådan nogenlunde…, hvæsede jeg.
Folmer fangede den vist ikke, så han gentog den lige, med et stort skægget smil. Det gjorde jeg så også.
- Ja, NOGENLUNDE!

Men det hjalp faktisk at blive arrig. Jeg fik jo faktisk skrevet. Endda derfra, hvor jeg var gået lidt i stå. Så tak, Folmer. Jeg føler, jeg kender dig så godt. Knæk og bræk, whereever you are.

Jeg var til krimimessen i går. Var gået rundt i den ivrige menneskemasse i en time. Snakket med gamle og værdsatte bekendte, kigget på ansigter og den ene bog efter den anden med skumle mord. God, men blodig stemning.

At få øje på damen blandt tilskuerne i midten af rummet fyldte mig med en både isnende og frydefuld gysen. Jeg så meget interesseret på en række bedagede krimier, og håbede at være gledet ubemærket forbi hendes årvågne blik. For sent.
Jeg tabte vejret, som om en usynlig, behandsket hånd strammede mig om halsen. Hendes ivrige hånd vinkede til mig fra rækkerne, mens endnu en forfatter talte varmt for sine seneste unaturlige dødsfald. Jeg smilede og vinkede, og så forhåbentligt ikke for bleg ud. Sandheden var, at jeg rystede indvendigt, da kvinden i mængden endelig fangede mig. Meget stort knus, kæmpe smil.
- Heeeej, søde! Godt at se dig!
Så langt, så godt.
- Alt vel, ungen vokser, livet er skønt, sjovt at der er gået et år siden sidst, hvad?
Men hun var tydeligvis ikke tilfreds. Hun smilede hjerteligt, mens dødsstødet kom, hurtigt og glat som en kniv i natten.
- Nåh, hvornår sender du noget til mig?
Uargh.
- Du er vel ikke gået i stå? Har du fået en blokering?!

De lysende blå øjne strålede af ængstelse på min bogs vegne. Jeg kunne kun mumle noget om, at jeg ikke, som visse andre, har fået skrevet voldsomt meget under min barsel. Men dog noget. Jeg forsøgte at berolige hende med, at jeg skam var i gang, at jeg var videre.
- Du sender mig bare hvad du har, ikke?

Jo, jo. Den bog skal nok blive til noget. Hun efterlod mig fortumlet, men dog i live, og fandt en taxa mod banegården. Fik selv hul på bylden i toget.

Tjah. Så har man prøvet at blive brugt som motor i et landsdækkende TV-program. Og det gjorde slet ikke ondt. Indslaget om mig og min krimi blev stænket ud over ‘Fra Lavkultur til Bestseller’, den første del af krimi-tirsdagen.

Bortset fra at jeg var stor som et hus og gispede som en hval, så blev det faktisk ganske godt. Aldrig har mit lille rækkehus set så uhyggeligt ud, sådan filmet i skumringen, gennem den frønnede og klaprende havelåge… brr! Hvis ikke jeg vidste, at det er totalt stokrose- og ligusteridyl resten af tiden, så ville jeg blive nervøs for at bo her. Men, som enhver, der nogensinde har læst en engelsk krimi, vil vide – så er idyllen altid forræderisk og dækker over alskens råddenskab og lig i lasten! I dette tilfælde dog kun de lig, jeg vælger at putte i min bog.

Jeg har fået nogle meget dejlige reaktioner fra nogle af folkene fra skrivekurset. Det var fedt lige at genopfriske dagen ved at se det, der var blevet optaget fra Horsens. Og at vide, at der er folk derude, der hepper på mig. Leif Davidsen sagde engang i et interview, at der var noget særligt over folk i ’krimi-branchen’, et sammenhold og en ånd, hvor man ikke på samme måde er konkurrenter, men hvor man hjælper andre forfattere, fordi der er et fællesskab. Det kan han jo sagtens sige med dét salgstal, men jeg tror egentligt, der er noget om det. Man sidder ikke i hvert sit elfenbenstårn og lider for kunsten, men smøger ærmerne op og stikker hænderne ned i skidtet. Og er ikke bange for de andres håndværk. Har i hvert fald selv fået masser af gode råd – og et konkret fif om et genialt program til forfattere.

Tematirsdagen er her, og man skal ikke lade sig narre af de sidste fem minutter af forrige udsendelse – det kommer. Skriveprogrammet kan hentes her.

Om jeg bliver det næste store krimi-håb? Mjaeh… der arbejdes på sagen!

Det er godt nok ikke meget, jeg lige får skrevet i de her dage. Hverken her eller i krimien. Men nu skal der altså snart til at ske noget.

Det er svært, for dagene er på en eller anden måde blevet vanvittigt små. På den der arbejdsløse måde, hvor et enkelt ærinde kan fylde hele dagen eller hvor man føler, at man skal slappe af, fordi man vaskede tøj i går. Helt ærligt. Så hårdt er det her barsel altså heller ikke…

Det er ret dejligt, og Zenia er skøn, selvom hun lige nu har et flip, hvor hun spiser, slipper, skælder ud i vilden sky – og spiser videre…! Hun er blevet bomstærk og tung og tester gerne sine superkræfter på hhv. legetæppe og ved at bruge superlungerne.

Men jeg kan skam godt få tiden til at gå. Når vi er ude at trille, går timerne som smurt – var f.eks. rundt i 11 timer i fredags, og det var måske nok i overkanten. Ikke at ungen klager, for hun får mad og lur som hun plejer, når vi er ude – det er vist bare mig, der trækker tiden ud. Dog ikke i prøverum, hvor tøj ryger hurtigere af og på, end Superman skifter kluns i en telefonboks.
Men at bruge tid i byen er altså nemt nok, for der er som regel butikker og caffé latte nok til at holde mig gående.

Jeg ville gerne udrette mere. Måske er jeg bare faldet i den klassiske kvindefælde, der handler om mine egne forventninger til hvad jeg skal nå. Jeg skal nok bare lade hende (og evt. Signe Wenneberg) om at være superhelte.

Nåh, men får da researchet lidt og lavet lidt noter, og bliver ved med at finde på til bogen. Så skal jeg bare se, om jeg ikke kan smække måsen i kontorstolen til andet end sladder på Eonline.com…det kunne jeg f.eks. i forgårs, hvor jeg opdagede at jeg havde et tegneserieprogram på Mac’en. &%€# sjovt. Men måske lidt en overspringshandling…

Nu er der så gået en måned med Zenia Marie, som blev navnet. det yndige barns forældre syntes hun skulle trækkes med. Syret, at dette er min første Mors Dag som mor, og jeg føler trang til at gøre status. Men det er ret enkelt: Livet er dejligt.

De første fjorten dage var hårde som bare fanden på grund af kronisk træthed, monsterboobs og nødvendigheden af at gå som en gammel kone. Jeg tvivlede stærkt på, at jeg nogensinde ville få et voksenliv igen. Bare sådan noget med at spise mad sammen og ikke skiftes til at kyle i hovedet, mens den anden bærer rundt på ungen. Eller bare at kunne samtale efter kl. 21.

Men nu er overblikket så småt ved at være der, og vi er alle tre ved at have fundet noget, der ligner en fornuftig rytme. Det betyder bl.a. at jeg ind i mellem kommer ud at trille med den lille, og der er det, man bliver så glad for det der Field’s. De har nemlig et ret OK ammerum, hvor ungen kan fodres af og Mor hér smække fødderne op. Så sidder vi dér i komfortable læderlænestole, vi nogle-og-tredive-årige mødre på barsel, med patværket og afkommet fremme og snakker og kigger og beundrer hinandens. Afkom, ikke babser. Man får et pænt afslappet forhold til sin barm, når den faktisk bliver brugt til noget andet end skæg og pynt.

Det er sikkert grænseoverskridende for nogle, men for mig, der er moderløs og ikke i mødregruppe endnu, er det ret hyggeligt. I det hele taget nyder jeg, hvordan man bare falder i snak med alle mulige, bare fordi man har en nuttegøj med sig rundt. Jeg har fået snakket fødselsoplevelser i bussen med en yderst sobert tildækket arabisk pige, som i løbet af fire stoppesteder havde fortalt alt om sit kejsersnit, givet en midaldrende dame tårer i øjnene, fordi hun godt snart ville ha’ børnebørn (så længe, de var så kære som min!) og hørt en sød, gammel dame fortælle, at hun i sin tid gik med barnevognen fra Sundbyvester Plads til Brønshøj (og retur!), for dengang måtte man ikke ha’ vognen med. Det kan godt være, det er fordi jeg er journalist, men jeg synes andre mennesker er drønspændende.

Så hyggelig var min snak med en anden mor i fredags i ammerummet i Field’s, at jeg overvejede at invitere på kaffe, mens vi nu alligevel var i gang med at ordne verdenssituationen. Men det kunne jo være, det var grænseoverskridende for hende, så jeg turde ikke. Man vil jo nødig være ’for meget’. Desuden skulle hun i IKEA. Hun var nemlig på udkig efter en tidsskriftsholder til sin kæreste, som hun ville fylde med fodbold- og filmblade og hænge op på toilettet, som påskønnelse af at han var en go’ far og en dejlig kæreste. Se, så håber jeg at han i dag har sagt til hende, at hun også er go’ og dejlig, for det synes, jeg hun har fortjent!

(Og hvis nogle skulle være nysgerrige – jeps, sådan en tidsskriftholder har vi allerede hjemme hos os.)

God Mors Dag, også til jer, der synes det er noget kommercielt pjat. Og husk at ringe til din mor, mens du kan, også selvom hun kan være for meget i ny og næ.

Her er hun så - det lille, forsinkede vidunder! Hun har helt utroligt meget hår, min mund og mine øjne, og resten er vist hendes fars - bortset fra næsen, der af en eller anden grund stammer fra W.C. Fields…men bortset fra det, er hun dejlig.

Hun kom onsdag d. 11/4. kl. 22.23, lige tolv timer efter jeg blev sat i gang - og det var vist på tide! Fødslen gik relativt glat - jeg var heldigvis så ’småskæv’ af akupunktur og lattergas, at jeg ikke panikkede over småting som at hjertelydsapparaturet til ungen ikke virkede supergodt - jeg koncentrede mig bare om at trække vejret og at lade barnets far agere tech support til en strøm af supersøde jordmødre. Og hun VAR jo bare helt, som hun skule være, heldigvis. Vi sundede os alle tre og listede over til fødeklinikken og fik vores reglementerede to overnatninger, nogle meget dejlige familiebesøg og tog så hjem i går aftes, efter at jordemor nr. 17 sagde, at det med amning og det hele så fornuftigt ud - og at dømme efter hvor nem hun er, så har de vist ret. Selvom det er lidt af en fødefabrik, så er de meget søde derude på Hvidovre.

Det er mærkeligt og helt vidunderligt at være sammen med hende og se i sit naturlige miljø; simpelthen at være hjemme og finde ud af, hvordan vi gør ting. Vi har forberedt os og forberedt os, men man aner jo simpelthen ikke, hvordan det er, før man gør det. Nu er vi lige pludseligt nogens mor og far, og det er ikke noget eksistentialistisk ‘hvad nu hvis’-pjat eller ‘føler jeg, at jeg er på min rette plads i verden’-blablabla ved tilværelsen mere - hun stiller ikke spørgsmålstegn ved, om vores rolle eller om vi kan klare det, men kræver bare sin ret - og så må man jo simpelthen bare sige tjikkerlikker og gøre sit bedste. Så det gør vi - med opbakning fra venner, familie og Bogen om Barnet, nettet, Libero-bogen og vores sunde fornuft.

Det hjælper dog, at hun har et så ejegodt gemyt; hun kan være ret bestemt, men er hurtig at gøre glad igen. Hun spiser, sover og grynter. Er ret sikker på, at det ikke kan blive ved med at være så nemt - om lidt får hun sikkert kolik, tatoveringer eller bliver kæreste med en gut med mælkekasse bag på knallerten.

De siger at nyfødte kan se klart i en afstand, der svarer til afstanden mellem brystet og morens ansigt. Hvad de IKKE fortæller dig, er at det samme gælder for moren. Gider ikke svare mails, ringe til nogen eller lave ret meget, udover at tage mig af hende lige nu. Så jeg skal ikke kunne sige, hvornår jeg får skrevet herinde igen - men jeg lover at vende frygteligt tilbage!

Tak for superdejlige kommentarer!

Føler mig lidt som en bil. Som en stationcar, hvor venner og familie sidder på bagsædet og råber, om vi ikke snart er fremme, mens der bliver kastet slik rundt og sparket på sæderne. Og nej. Vi. Er. Overhovedet. Ikke. Fremme.

Min lille blinde passager, troldingen, ligner nemlig sine forældre og tager sig rigtig god tid. Lidt ligesom jeg selv kan have morderligt svært ved at gøre ting uden en deadline, eller får en modekrise fem minutter efter jeg burde være gået ud af døren. Men jeg når det alligevel ALTID. Derfor er jeg sikker på, at barnet ved hvad det gør, og først kommer, når den er klar.

Men det går altså ikke en skid hurtigere, bare fordi alle plager og spørger, om jeg da ikke har tænkt mig at poppe den unge ud. Jow. Det har jeg, men jeg styrer det jo lissom ikke selv, vel?
Så STFU og kig lidt på landskabet imens jeg kører, for jeg er ved at være pænt træt af at ha’ været i forhøjet beredskab i snart en måned nu. Det stresser. Og jeg gider ikke stress.
Jeg har rigeligt i at gå og hidse mig op over, om det bliver en kæmpebaby, fordi den nu har ligget og hygget så længe, og over alle de ting, der kan ske under fødslen. Samt at kigge efter alle mulige tegn på, at det snart er NU. Og ellers forsøge at forberede mig mentalt på noget, som jeg overhovedet ikke kan forberede mig på, fordi jeg ikke har prøvet det før.

På onsdag sker der noget, Så er jeg nemlig 14 dage over tiden, og så bliver min lille BZ*er altså hentet ud af ’systemet’, hvad enten den vil eller ej. Jordemoderen sagde, at det sagtens kunne ske helt af sig selv inden, men jeg vælger helt Zen-agtigt at tro, at der ikke sker en bønne før, bare for ikke at flippe ud.

Jeg sværger – den næste, der spørger, hvornår vi er der, bliver slået ihjel i min krimi! Og ellers så vender jeg om og så tager vi hjem igen, er det forstået?!

Stakkels Carina C., vores allesammens familieminister. Jeg er ikke engang ironisk nu. Ikke alene deler hun make-up-præferencer med Beelze-Ruth (ikke pænt sagt, men de ynder altså begge et pandalook, der virker inspireret af Tammy Faye Bakker), men så skal hun efter en ellers ret god periode på tinge trækkes med at blive skældt ud over noget, hun ikke engang har sagt.

’Knyt sylten, Carina’ var den ikke særlige feministiske og kamdags-agtige kommentar fra et hav af kvinder (og enkelte mænd) i aviserne i går efter et interview i onsdags. Og hvorfor skulle Carina så det? Jo, tilsyneladende gik konen ind for, at man burde få tre børn – og det må man ikke sige, når ’man ikke engang har nogen selv’, som en vred vælger udtrykte det.
Undskyld mig, men hvornår har folk brugt samme argumentation overfor de mandlige politikere, der udtaler sig om familiepolitik? Hvem af dem bliver bedt om at klappe kaje, fordi at de ikke selv tog halvdelen af barslen, når de udtaler, at barsel er en privatsag og ikke skal deles op med en bid til fædrene (som jo ikke tager særlig meget barsel udover de to uger, fordi de tjener mere end deres koner og det derfor kan mærkes)?

At blive bedt om at klappe i fordi man ikke har børn, er nok det mest usolidariske og ufeministiske, jeg har hørt kvinder sige længe.

Og så var ’alle skal ha’ tre børn’ ikke engang rigtigt det, ministeren sagde. Hun reagerede, som en fornuftig minister bør, på en undersøgelse om, at en del børnefamilier egentligt gerne vil ha’ flere unger end de får, men ikke altid synes, at systemet tilgodeser dem – netop i forhold til barsel, pasning, økonomi og så videre. De vil nemlig gerne have tre børn. Carina siger så, at man da bør kigge på sagerne, så folk ikke holder sig unødvendigt tilbage. Ikke andet. Og så er det lige, at kvinder bliver hinanden værst – og visse af os journalister følger den populære, men ikke så hamrende nuancerede vinkel. Og så er fanden løs. Øv.

Kvindelige politikere bliver, som alle mulige andre kvinder, bedømt på at de er kvinder, ikke ud fra deres kunnen. Der er godt nok længe mellem, at mænds personlighed eller baggrund bliver lagt til grund for en vurdering af deres evner. Det er ærligt talt ret tyndt.
Jeg synes, vi skal acceptere, at ministre altså er folkevalgte og har kompetente embedsmænd m/k, der hjælper dem til at træffe beslutninger på et sagligt grundlag – og at vi skal til at skyde lidt skarpere på de mænd, der argumenterer på både kvinders og mænds vegne, uden at blive holdt op på det.

I øvrigt savnede jeg en vinkel i går på at regeringsgrundlaget nu for alvor vakler – familieministeren vil ha’ flere børn og DF vil ha’ afholdenhed! Hvis det altså var det, de sagde. Og der var ikke nogen, der spurgte uddannelsesordfører Martin Henriksen fra DF, om han selv havde holdt sig tilbage…
Men Carina! Det er fint, at du vil kigge på, hvordan det kan blive lidt nemmere. Kan du så ikke se på, hvordan øremærket fædrebarsel fungerer i udlandet og sådan? Og måske lige holde regeringen op på valgløfterne omkring flere penge til børn – så kommunerne ikke bruger de 200 mio. I satte af, til alt muligt andet – lige som det skete med ældreplejen, som i lovede i 2001 og 2005. Og ikke ende på, at barsel og ulige vilkår er en ’privatsag’? Når du nu er i gang…

Det er for resten en bevidst beslutning fra min side af, at denne blog ikke kom op i går. For hver dag er da kampdag…