Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

Der er politisk kunst - og så er der østtysk kunst! Aldrig er så mange traktorer blevet afbildet. Aldrig har Fernsehturm strålet mere opbyggeligt end i disse tankevækkende skilderier. Både for Genossen, pionerer og alle os andre.

Billederne, der stammer fra en udstilling i Østberlin (i noget rigtig Plattenbau tæt på Alexanderplatz), stammer fra 1949 til 1989, er alle bestillingsværker fra masse-organisationer i DDR. Udstillingen havde over 160 malerier på 2500 m2.

Sov på sofaen i nat, og stod op kl. 2.30 for at se Oscars. Jeg havde ikke svært ved at holde mig vågen gennem musicalnumre og utallige priser til indere, mens Hugh Jackman charmede sig igennem, men jeg blev ekstra vågen, da Sean Penn kaldte Akademiets højtærede medlemmer for ’commie, homo-loving sons of guns’. En meget politisk tale, og mange sande ord om lige rettigheder fra en mand, der har leveret et af sit livs bedste præstationer. Men uanset hvor langt ude på venstrefløjen man er i USA – så glemmer man sgu ikke at sige tak til konen og ungerne, når man får en Oscar. Måske har min gossip-guru ret i, at Penns ægteskab hænger med numsen i vandskorpen. Det må ærligt talt også være svært at gå tilbage til en gut, der fester med russiske modeller når han er på ferie med hustruen, men man må give Robin Wright Penn en imaginær statuette for ’Best Supporting Wife’ – i hvert fald, når der er røde løbere involveret. Så kunne han da godt lige kaste et håndtegn eller noget.
Indtil da var jeg vældig godt underholdt, selvom de danske kommentatorer var lidt døde i sværen – men klokken var også så tidligt, at min amerikanske niece ville kalde det ’the buttcrack o’ dawn’, så det kan være derfor. Men synes ikke rigtigt, de kom med så meget nyt. Formatet i Kodak-teatret var til gengæld nyt; mere intimt og rigtigt fint med tidligere års vindere, der giver kudos til de nominerede. Wolverine var en fantastisk vært, men ikke så sprudlende som jeg havde håbet, ovenpå hans champagnefest af en Tony-prisuddeling sidste år. Men Oscar har jo altid holdt relativt pænt på formerne, uanset hvilke film og skuespillere, der er i spil. Akademiet ved nu også, hvad seerne gerne vil have; flotte kjoler, klumper i halsen og et klip af Angelina Jolie i kedelig sort kjole, der griner fjoget af en joke, som hottere-end-nogensinde Jennifer Aniston netop har fortalt fra scenen, mens Brad Pitt har ansigtet i de nogenlunde rigtige folder. Hæ.

Lørdag var en glimrende filmdag trods tømmermænd – og den sidste for mit vedkommende. Lagde ud  med lidt shopping og derefter med tre bøsse/lesbiske dokumentarer; to små om pride-parader i hhv. Sarajevo og Jerusalem, der en gang for alle slog fast, at hvis der er noget, verdensreligioner står sammen om, som måske det eneste i verdens mest samspilsramte by – så er det, at de ikke kan snuppe homoer. Meget sært at se ortodokse religiøse ledere fra vidt forskellige trosretninger være enige om at Sodoma og Gomorrah er genopstået, fordi nogen vifter med et regnbueflag. Også stærkt foruroligende at den lokale EU-parlamentariker i Sarajevo-filmen siger, at problemet ved at komme ind i Unionen for dem er kravet om menneskerettigheder…’for det er imod, den måde vi lever på her’. Godt så. Meget, meget opmuntrende til gengæld at se hovedfilmen ’City of Borders’, der handler om livet som homo i Jerusalem.  At se, hvordan palæstinensiske drags sniger sig gennem muren for at gå på homobar i den jødiske del af byen. En arabisk kvinde og en jødisk kvinde, der lever frit og åbent sammen. Så er der da håb for fred engang, tænker jeg. Men der er nok lang tid til. Jødiske Adam, der er bosætter med sin mand, kan for eksempel ikke se, at han ikke kan nøjes med at forlange menneskerettigheder for sig selv, og ikke for de palæstinensere, der bor lige bag hegnet bag hans mors hus. Alt i alt en film, der gav mig nye vinkler på den ældgamle konflikt.
Vi forsøgte at genoptage shoppingen mellem film, men efter at være blevet behandlet helt horribelt i KaDeWe, droppede vi det. Gik ind og så ’The Countess’ af og med Julie Delpy, der spillede Erzebét Báthory; grevinden der i jagten på skønhed slog mange hundrede unge kvinder ihjel for at vaske sig i deres blod. Mere costume-drama end horror, selvom der naturligvis var den gru, der skulle være. Fin, men meget underspillet og lidt kuldslået film, med William Hurt og Daniel Bruehl (’Goodbye Lenin’) i gode biroller. Den unge Bruehl var i øvrigt også med i Delpys delikate og meget morsomme ’Two Days in Paris’ for et par år siden. Filmen kunne udlægges på mange måder: kvinders rolle i samfundet, vores stræben efter at opnå skønhed, hvor langt vil man gå og så videre – men den var på mange måder enten lidt for tilbageholdt eller lidt for meget. Sine steder var den lidt ufrivilligt morsom; det hjalp heller ikke at der sad en gut, der hylede af grin på et tidspunkt, hvor salen var helt stille i et følsomt øjeblik. Så var magien lidt brudt.
Vi blev i biografen for at se ’Solo Quiero Caminar’ (‘Just Walking’), med Victoria Abril og Diego Luna og et væld af spanske skuespillere, inklusive Javier Bardems meget lidt attraktive bror. Den havde en del Tarantino-elementer, og var egentligt glimrende i sin fremstilling af en kvindelig tyvebande, der gennemfører et meget indviklet tyveri, da den enes mand, en mexicansk narkobaron, sætter sin kone i koma efter at have smidt hende ud af en bil. Kvinderne er alle smukke, mændene nogle sjufter og plottet er egentligt så uendeligt ligegyldigt i forhold til stemningen af død, bedrag, kærlighed og sex, der kommer fra lærredet som skud fra inciterende flamenco-hofter, mens hælene slås i gulvet og guitaren slås an. Ay, caramba! Absolut en værdig slutning på en festival, der for mit vedkommende havde for få konkurrencefilm og galla – men dejligt alligevel.
Mens vi så den sidste film, dansede bjørnene og priserne blev uddelt. Fik tilbuddet om at tage på Tarantinos yndlingsbar i Berlin – og var simpelthen for træt. Næste gang, måske?

Fredag dukkede min mors spøgelse så op i skikkelse af Renée Zellweger i rollen som flødebollecharmøren George Hamiltons mor i filmen ’My One and Only’ af Richard Loncraine. Nej, min mor kørte ikke tværs over i jagten på en mand med sine to drenge på forsædet, men der var alligevel dele af filmen, hvor jeg følte mig utroligt meget hjemme. Er godt eller skidt, som min gamle redaktør ville spørge – svaret er, at det ved jeg ikke, men filmen var nu glimrende. Utroligt postkort-agtig med sin pastelfarvede skildring af 50’erne, med alle de gængse klichéer. Men de gode birolleindsatser fra Kevin Bacon, Chris Noth (Mr. Big!) og flere andre blev bakket op af en Renée Zellweger, der for en gangs skyld ikke stod i vejen for sin figur, den storhedsvanvittige og ikke altid sympatiske mor, der knejser stolt, uanset hvad hun kaster sig ud i. Dejligt at se hende sætte tænderne vellystigt i en rolle med mere kød på, end hun selv har på kroppen.

Andre moderskikkelser gled ud og ind af dagens anden film, græsk-russisk-italienske-tyske ’Dust of Time’ af græske Theo Angelopoulos – og den var alt andet end et støvfnug i tiden. Hvilket episk spild af tid! Jeg udvandrede efter en time, så kunne jeg simpelthen ikke udholde mere dårligt skuespil, løsrevne scener, der ingen vegne førte, prætentiøs firser-symbolisme, tåget fortælleteknik og ustyrlig ringe dialog. Et eller andet sted i denne film er en stor kærlighedshistorie, der strækker sig fra efterkrigstidens Gulag til nu, og en fortælling om forældresvigt – problemet er blot, at filmen forsøger at gøre begge dele samtidig og svigter fatalt. Ingen af figurerne er troværdige eller engagerende, og ikke engang Willem Dafoe i hovedrollen kan løfte dette ellers flot producerede miskmask op fra grøftekanten. Han bruger meget af filmen på at bekymre sig om sin teenagedatter, der er suicidal (hendes figur er på lærredet i under fem minutter – i alt!), forsøger at inddrage sin ekskone, der svarer ved at skrige, at hun havde følt sig kvalt i deres ægteskab. Suk. Jeg ærgrer mig over, at jeg har brugt en time af mit liv på denne film, men jeg sad lidt for længe og tænkte, at den måske tog sig sammen. Det gjorde den så ikke.
Har endnu en film til gode her til aften fredag, og ved, at den i det mindste ikke kan være værre.

Opdateret: Sidste film var ’White Lightnin’ af Dominic Murphy om Appalache-danseren Jesco White, der vokser op som lightergas-sniffende, no good white trash knægt i den dybeste armod, begynder at danse den lokale støvle-og stepdans, som sin hårdtslående far, møder kærligheden og bukker under, da dæmonerne får overtaget i ham. Hvis du forestiller dig ’Deliverance’ møder ’Trainspotting’, filmet meget håndholdt med det sygeste countrymusik, så er du ved at være der. Filmen er blandt andet produceret af Vice Magazine og har den unge og ukendte, men meget dygtige Edward Hogg i hovedrollen og Carrie Fisher i en stærk birolle som hans kone. Meget hård og langt ude, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide den, også selvom jeg var nødt til at kigge væk i ny og næ. Tog med filmskribenten ud at drikke Riesling bagefter og fik ordnet verdenssituationen. At snakke med en mand, der både kan citere fra ’The Incredibles’ og som mener, at ’Star Wars’-prequels er en parafrase over Irak-krigen (tænk over det – det giver mening!), var dybt interessant. Man kunne ikke mærke på ham, at han havde festivalkuller (sove, skrive, se film, skrive, interviewe, skrive, se film, skrive, sove…i ti dage).

…Hvis du nu rigtigt gerne ville være kendt? Sandsynligvis ikke så langt, som John F.  Salinger, en tysk forsikringsmand, der tager sin tonedøve trio med til USA for at blive kendt. Han mister først frivilligt en finger, så en arm, et ben og han sværger, at han er villig til at give sit liv for at nå ultimativ berømmelse. Den tyske film ’Shortcut to Hollywood’ er skiftevis en heftig satire på hele reality-kulturen, buddy-film, musical og road movie. Naturligvis kan den ikke være alle dele lige succesfuldt, men guderne skal vide at den prøver. John F. selv, skuespilleren og manusforfatter Jan Henrik Stahlberg, er både rørende og røvirriterende i rollen, og det mestendels tyske publikum var vældigt tilfredse, så jeg overgav mig. Der skulle heller ikke så meget til, for torsdag var en halvhård dag, hvor jeg tæskede rundt, mistede mit pas og fandt det igen, og jeg var heldig overhovedet at få en billet til en film. Var også supertræt fra onsdag, både fordi vi skulle så &%€# tidligt af sted, men også fordi jeg havde særdeles hyggelig aftenkaffe med min tidligere kollega, filmskribenten. Han havde mange interessante input, bl.a. andet at han faktisk blev mere modtagelig overfor film når han var på festival, fordi sanseapparatet var mere åbent, når man fik så mange film indenbords på en gang. Meget sandt.

Skrev dette i går morges:

Så går det løs igen. Ja, jeg ved godt, at Berlinalen efterhånden har været i gang i noget tid. Men det er først nu, at jeg har bekvemmet mig herned til filmparadiset. Bekvemmet og bekvemmet…stod op kl. fire-effing-tredive denne snevejrsmorgen, ud i taxa kl. lidt i fem og af sted til lufthavnen, lidt kaffe og så ellers i bus så langt væk fra terminalen, at jeg var bange for at vi var kørt til Dragør. Her stod alle i kø på trappen til det lille, forblæste fly med afgang 6.30. I snestorm. Jeg forsøgte mig med et filmstjernevink, da jeg endelig nåede toppen og kunne træde ind. Det er nu to timer siden. Og vi sidder stadig i flyet. Vi har fået kaptajnens undskyldninger, lidt juice og kaffe. Og venter bare…på at nogen i Kastrup synes, at Air Berlin er vigtig nok til at få tilladelse til take-off. Nåh. Alt bliver godt, når vi er fremme. Det ved jeg bare. Også selvom vi kommer for sent til at se Jude Law i dametøj. Sally Potters seneste film, som skulle være et mordmysterie i modeverdenen, kommer ikke til at gå på et tidspunkt, hvor vi kan se den (næste visning er, når jeg sidder i flyet på vej hjem). Men det gør måske ikke det store. Den har fået ret dårlige anmeldelser, men i min optik kan en film med Eddie Izzard (dog uden dametøj), Judi Dench, Dianne Wiest og som sagt Jude selv ikke stinke helt. Den må i det mindste være interessant. Vi får se. Nu vil jeg drikke min kaffe og høre Duffy i flyhøjtalerne for gud ved hvilken gang…og hive kortet op, så jeg kan gå online og smide det her på bloggen. Bare fordi.

…og så kom vi endelig afsted. Fik mod forventning billet til An Englishman In New York med John Hurt og bedre start på festivalen kunne vi ikke få! Derefter meget dejlig kaffe med min tidligere kollega, filmanmelderen. Mere senere. Har netop spist og er på vej til billetkøen. Oh lykke, din navn er Berlin!