Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

Jeg tog hjem fra Horsens med et bumletog fyldt med hvinende teenagere og en Folmer i tresserne. Om Folmer ved jeg, udover navnet, at han har en nevø, han ikke har set længe og at han skal spille med i et eller andet. Folmers nerver hænger i de her dage omkring ham som et bastskørt. Hans formulering, ikke min. Jeg ser desværre alt for nemt den midaldrende mand danse en inciterende hula for mig iført ølmave, kasket, briller og fuldskæg.

Vi havde begge tysset på de uvorne unge(r). Teenagerne løb tør for gas og fjant ved Nyborg, men ikke Folmer, der hyggesludrede i sin mobil on/off med hele bekendtskabskredsen hele vejen til København. Det er længe. Og højt, i Folmers tilfælde.

Lige uden for Hovedbanegården bemærkede han jovialt, at vi da fik en rolig tur alligevel.
- Ja, sådan nogenlunde…, hvæsede jeg.
Folmer fangede den vist ikke, så han gentog den lige, med et stort skægget smil. Det gjorde jeg så også.
- Ja, NOGENLUNDE!

Men det hjalp faktisk at blive arrig. Jeg fik jo faktisk skrevet. Endda derfra, hvor jeg var gået lidt i stå. Så tak, Folmer. Jeg føler, jeg kender dig så godt. Knæk og bræk, whereever you are.

Jeg var til krimimessen i går. Var gået rundt i den ivrige menneskemasse i en time. Snakket med gamle og værdsatte bekendte, kigget på ansigter og den ene bog efter den anden med skumle mord. God, men blodig stemning.

At få øje på damen blandt tilskuerne i midten af rummet fyldte mig med en både isnende og frydefuld gysen. Jeg så meget interesseret på en række bedagede krimier, og håbede at være gledet ubemærket forbi hendes årvågne blik. For sent.
Jeg tabte vejret, som om en usynlig, behandsket hånd strammede mig om halsen. Hendes ivrige hånd vinkede til mig fra rækkerne, mens endnu en forfatter talte varmt for sine seneste unaturlige dødsfald. Jeg smilede og vinkede, og så forhåbentligt ikke for bleg ud. Sandheden var, at jeg rystede indvendigt, da kvinden i mængden endelig fangede mig. Meget stort knus, kæmpe smil.
- Heeeej, søde! Godt at se dig!
Så langt, så godt.
- Alt vel, ungen vokser, livet er skønt, sjovt at der er gået et år siden sidst, hvad?
Men hun var tydeligvis ikke tilfreds. Hun smilede hjerteligt, mens dødsstødet kom, hurtigt og glat som en kniv i natten.
- Nåh, hvornår sender du noget til mig?
Uargh.
- Du er vel ikke gået i stå? Har du fået en blokering?!

De lysende blå øjne strålede af ængstelse på min bogs vegne. Jeg kunne kun mumle noget om, at jeg ikke, som visse andre, har fået skrevet voldsomt meget under min barsel. Men dog noget. Jeg forsøgte at berolige hende med, at jeg skam var i gang, at jeg var videre.
- Du sender mig bare hvad du har, ikke?

Jo, jo. Den bog skal nok blive til noget. Hun efterlod mig fortumlet, men dog i live, og fandt en taxa mod banegården. Fik selv hul på bylden i toget.