Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

Sidder og ammer vidunderbarnet i sofaen, da katten springer ind af vinduet med et triumferende plonk. Den haster ud i køkkenet, og jeg kan høre en summende lyd og miaven, mens der bokses rundt derude. Er lidt stolt over, at den endelig har fanget noget. Efter snart to år i hus var det ærligt talt også på tide at den viste lidt instinkt og kattemod.

En solstråle spiller på stuegulvet, og jeg mærker en blanding af øm moderkærlighed og krigerstolthed vælde op i mig. Jeg tænker på livet og døden og at der er skønhed i begge dele. Som man jo kan, når man bliver lidt opstemt.

Der bliver stille i køkkenet. Zenia slipper med et veltilfreds suk og mælkeskæg. Det summer pludseligt igen. En græshoppe? Nej. Katten farer over sit bytte og dribler det ind i stuen, og jeg kan se, at det er sommerfuglebuskens fineste gæst. Guldsmeden. Øv.

Endnu en dramatisk jagt efter det hårdt sårede og stadigt baskende insekt ender med et gedigent poteslag. Mens jeg nænsomt får bøvset det sovende barn, æder katten sit store trofæ, og kommer rank ind til sofaen og vil klappes. Sommeren er pludseligt blevet lidt kortere.