Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

Tjah. Så har man prøvet at blive brugt som motor i et landsdækkende TV-program. Og det gjorde slet ikke ondt. Indslaget om mig og min krimi blev stænket ud over ‘Fra Lavkultur til Bestseller’, den første del af krimi-tirsdagen.

Bortset fra at jeg var stor som et hus og gispede som en hval, så blev det faktisk ganske godt. Aldrig har mit lille rækkehus set så uhyggeligt ud, sådan filmet i skumringen, gennem den frønnede og klaprende havelåge… brr! Hvis ikke jeg vidste, at det er totalt stokrose- og ligusteridyl resten af tiden, så ville jeg blive nervøs for at bo her. Men, som enhver, der nogensinde har læst en engelsk krimi, vil vide – så er idyllen altid forræderisk og dækker over alskens råddenskab og lig i lasten! I dette tilfælde dog kun de lig, jeg vælger at putte i min bog.

Jeg har fået nogle meget dejlige reaktioner fra nogle af folkene fra skrivekurset. Det var fedt lige at genopfriske dagen ved at se det, der var blevet optaget fra Horsens. Og at vide, at der er folk derude, der hepper på mig. Leif Davidsen sagde engang i et interview, at der var noget særligt over folk i ’krimi-branchen’, et sammenhold og en ånd, hvor man ikke på samme måde er konkurrenter, men hvor man hjælper andre forfattere, fordi der er et fællesskab. Det kan han jo sagtens sige med dét salgstal, men jeg tror egentligt, der er noget om det. Man sidder ikke i hvert sit elfenbenstårn og lider for kunsten, men smøger ærmerne op og stikker hænderne ned i skidtet. Og er ikke bange for de andres håndværk. Har i hvert fald selv fået masser af gode råd – og et konkret fif om et genialt program til forfattere.

Tematirsdagen er her, og man skal ikke lade sig narre af de sidste fem minutter af forrige udsendelse – det kommer. Skriveprogrammet kan hentes her.

Om jeg bliver det næste store krimi-håb? Mjaeh… der arbejdes på sagen!

Tirsdag aften kommer jeg så på DR2 med min krimi. Og føler mig derfor en kende skyldig over ikke at være kommet så langt med den endnu – og selvom det kun er mig selv, jeg skal stå til regnskab overfor.

Det er jo ikke sandsynligt, at forlagene vælter over hinanden, bare fordi mor hér lige har et fem minutters indslag i den bedste sendetid. Men det ville jo ikke være tosset, hvis de gjorde.

Har ikke selv set indslaget endnu, men har fået at vide af journalisten, at det var blevet godt, det de optog aftenen før krimiseminaret i Horsens. Spøjs oplevelse at være interviewperson, når man selv lige har vænnet sig til at være journalist. Er lidt spændt på, hvad jeg egentligt fik sagt. Og ikke mindst hvor stor jeg mon egentligt var dér fem dage før terminen…

Jeg har meget nydt de tematirsdage der har været om hhv. skotsk og norsk krimi, og føler mig glad for at være i godt og morderligt selskab. Håber, at krimitirsdagene ikke bliver sparet væk, så jeg kan sidde ved siden af Bo Tao Michaëlis næste sommer og snakke om, hvordan det er debutere med en blodig bestseller.

Man skal række efter stjernerne, ikke?

Det er godt nok ikke meget, jeg lige får skrevet i de her dage. Hverken her eller i krimien. Men nu skal der altså snart til at ske noget.

Det er svært, for dagene er på en eller anden måde blevet vanvittigt små. På den der arbejdsløse måde, hvor et enkelt ærinde kan fylde hele dagen eller hvor man føler, at man skal slappe af, fordi man vaskede tøj i går. Helt ærligt. Så hårdt er det her barsel altså heller ikke…

Det er ret dejligt, og Zenia er skøn, selvom hun lige nu har et flip, hvor hun spiser, slipper, skælder ud i vilden sky – og spiser videre…! Hun er blevet bomstærk og tung og tester gerne sine superkræfter på hhv. legetæppe og ved at bruge superlungerne.

Men jeg kan skam godt få tiden til at gå. Når vi er ude at trille, går timerne som smurt – var f.eks. rundt i 11 timer i fredags, og det var måske nok i overkanten. Ikke at ungen klager, for hun får mad og lur som hun plejer, når vi er ude – det er vist bare mig, der trækker tiden ud. Dog ikke i prøverum, hvor tøj ryger hurtigere af og på, end Superman skifter kluns i en telefonboks.
Men at bruge tid i byen er altså nemt nok, for der er som regel butikker og caffé latte nok til at holde mig gående.

Jeg ville gerne udrette mere. Måske er jeg bare faldet i den klassiske kvindefælde, der handler om mine egne forventninger til hvad jeg skal nå. Jeg skal nok bare lade hende (og evt. Signe Wenneberg) om at være superhelte.

Nåh, men får da researchet lidt og lavet lidt noter, og bliver ved med at finde på til bogen. Så skal jeg bare se, om jeg ikke kan smække måsen i kontorstolen til andet end sladder på Eonline.com…det kunne jeg f.eks. i forgårs, hvor jeg opdagede at jeg havde et tegneserieprogram på Mac’en. &%€# sjovt. Men måske lidt en overspringshandling…