Om film, journalistik, verden, kultur, krudtugler, krimier og sådan.

Føler mig en anelse som Sally Field, da hun modtog en Oscar i 1985 og i takketalen sagde “I can’t deny the fact that you like me…that right now, you like me!” – som altså ofte er blevet fejlciteret som ovenstående (som unægteligt er lidt sjovere!). Anyways.

Var til skrive-krimi-tamtam i Horsens i går. Og kors, det var fedt! Dels var det dejligt at møde de andre, som deltog og at give og få feedback fra de andre ’kriminørder’ – og dels at få kvalificeret input fra blandt andet to forfattere og to drøndygtige forlagsfolk. Havde håbet på en god reaktion på de 20 sider, jeg fik banket sammen og sendt ind inden seminaret. Synes nemlig selv, at det var et helt ok første-udkast. Men havde alligevel ikke regnet med at få så meget ros, som jeg synes, jeg fik i går. Slet ikke. Blev faktisk lidt overvældet.

Selvfølgelig er der knaster, der skal rettes til og alt det der. Men folk fangede, hvad jeg ville med historien, var blevet overraskede, hvor jeg gerne ville ha’ at de blev det – og ville gerne have at vide, hvad der så skete. Det er en meget underlig og varm fornemmelse, at andre synes, at det holder. Udover min krimi-søster (som også var til seminaret!), så synes de fleste almindelige mennesker vel, at det dybest set er lidt syret, det man har gang i. Sådan at rende rundt og slå folk ihjel.

Nu har jeg jo så gået og puttet lidt med min historie lidt for mig selv, og selvom jeg ikke er specielt genert, så er det alligevel meget mærkeligt at høre en anerkendt forfatter bede mig love at jeg skriver den færdig. Skal nok! Og i øvrigt at blive filmet af DR2 til krimitema, der kommer til sommer.

Så nu skal jeg vist dybest set bare sætte mig og få skrevet den historie, jeg har gået og plottet på og skrevet i mit hoved i over et år nu. Og så lige holde de gode takter fra indledningen og spændingen gående i resten af bogen….piece of cake. Eller noget.

Jeg er sikkert komplet naiv, men tror (stadig) at jeg kan få skrevet under min barsel. Bare en halv til en hel time om dagen. Er sat til onsdag (hvor der sikkert ikke sker en dyt), så jeg havde pakket den store taske, liften, vandrejournalen og barnets far, hvis det nu gik løs. Men bortset fra nogle kodyle plukveer, så skete der ikke noget.

Så nu går jeg og klapper mig selv på maven (og lidt på skulderen) og tænker…’de ku’ li’ det…de ku’ virkelig, virkelig li’ det’. Og venter.

Min (forhåbentligt) snart fødedygtige mave løber af med mig. Kom lige til at se fem minutter af ’Tornerose’, og måtte simpelthen gå væk fra skærmen med tårer i øjnene, fordi ’det bare var så fint!’. For helvede da! Skal ligesom forestille at være voksen og alt muligt. Og det er ikke engang en af mine yndlings-Disneyfilm.

Den kommende barnefar tager det hele i relativt stiv arm. Og skynder sig at male børneværelse og købe barnevogn. I går fandt vi endelig et sted, der kunne levere. I tirsdags stod vi i en anden forretning og entusiastisk sælger tegnede og fortalte i 30 minutter, hvorefter han sluttede af med et begejstret ’Og alle de her modeller kan vi ha’ hjemme i uge 25!’. Undskyld, men selvom jeg ikke har taget voldsomt på i de snart ni måneder, der er gået, så burde manden da kunne se, at om tre måneder ikke er godt nok?! Argh…

De var ikke i tvivl i den kopi-shop i Bella Centeret, som jeg lige stak hovedet ind i for en uge siden – ’Vi kan hjælpe med alt, bare ikke hvis du har tænkt dig at føde her’. Det er sgudda kundeservice!

Jeg har 12 dage til termin nu…og kun energi til en halv dags aktivitet pr. dag. Det er fandme lige til at tude over.

Stakkels Carina C., vores allesammens familieminister. Jeg er ikke engang ironisk nu. Ikke alene deler hun make-up-præferencer med Beelze-Ruth (ikke pænt sagt, men de ynder altså begge et pandalook, der virker inspireret af Tammy Faye Bakker), men så skal hun efter en ellers ret god periode på tinge trækkes med at blive skældt ud over noget, hun ikke engang har sagt.

’Knyt sylten, Carina’ var den ikke særlige feministiske og kamdags-agtige kommentar fra et hav af kvinder (og enkelte mænd) i aviserne i går efter et interview i onsdags. Og hvorfor skulle Carina så det? Jo, tilsyneladende gik konen ind for, at man burde få tre børn – og det må man ikke sige, når ’man ikke engang har nogen selv’, som en vred vælger udtrykte det.
Undskyld mig, men hvornår har folk brugt samme argumentation overfor de mandlige politikere, der udtaler sig om familiepolitik? Hvem af dem bliver bedt om at klappe kaje, fordi at de ikke selv tog halvdelen af barslen, når de udtaler, at barsel er en privatsag og ikke skal deles op med en bid til fædrene (som jo ikke tager særlig meget barsel udover de to uger, fordi de tjener mere end deres koner og det derfor kan mærkes)?

At blive bedt om at klappe i fordi man ikke har børn, er nok det mest usolidariske og ufeministiske, jeg har hørt kvinder sige længe.

Og så var ’alle skal ha’ tre børn’ ikke engang rigtigt det, ministeren sagde. Hun reagerede, som en fornuftig minister bør, på en undersøgelse om, at en del børnefamilier egentligt gerne vil ha’ flere unger end de får, men ikke altid synes, at systemet tilgodeser dem – netop i forhold til barsel, pasning, økonomi og så videre. De vil nemlig gerne have tre børn. Carina siger så, at man da bør kigge på sagerne, så folk ikke holder sig unødvendigt tilbage. Ikke andet. Og så er det lige, at kvinder bliver hinanden værst – og visse af os journalister følger den populære, men ikke så hamrende nuancerede vinkel. Og så er fanden løs. Øv.

Kvindelige politikere bliver, som alle mulige andre kvinder, bedømt på at de er kvinder, ikke ud fra deres kunnen. Der er godt nok længe mellem, at mænds personlighed eller baggrund bliver lagt til grund for en vurdering af deres evner. Det er ærligt talt ret tyndt.
Jeg synes, vi skal acceptere, at ministre altså er folkevalgte og har kompetente embedsmænd m/k, der hjælper dem til at træffe beslutninger på et sagligt grundlag – og at vi skal til at skyde lidt skarpere på de mænd, der argumenterer på både kvinders og mænds vegne, uden at blive holdt op på det.

I øvrigt savnede jeg en vinkel i går på at regeringsgrundlaget nu for alvor vakler – familieministeren vil ha’ flere børn og DF vil ha’ afholdenhed! Hvis det altså var det, de sagde. Og der var ikke nogen, der spurgte uddannelsesordfører Martin Henriksen fra DF, om han selv havde holdt sig tilbage…
Men Carina! Det er fint, at du vil kigge på, hvordan det kan blive lidt nemmere. Kan du så ikke se på, hvordan øremærket fædrebarsel fungerer i udlandet og sådan? Og måske lige holde regeringen op på valgløfterne omkring flere penge til børn – så kommunerne ikke bruger de 200 mio. I satte af, til alt muligt andet – lige som det skete med ældreplejen, som i lovede i 2001 og 2005. Og ikke ende på, at barsel og ulige vilkår er en ’privatsag’? Når du nu er i gang…

Det er for resten en bevidst beslutning fra min side af, at denne blog ikke kom op i går. For hver dag er da kampdag…

Åha. Har lige skrevet en kondenseret udgave af nedenstående som kommentar til Min Nabos Hund, der sad tilbage med en kedelig, dansk vand-agtig smag i munden, efter at have fortæret et såkaldt dameblad. Helt enig. Så nu kommer der lige en skylle…

Jeg kan nu godt lide et af dem i ny og næ. Men altså, der er en grund til at billige ugeblade står oppe ved kassen sammen med slikket…de har de tomme kalorier til fælles! Det er en af mine kæpheste, at der simpelthen mangler noget ordentlig journalistik til kvinder i bladform. Selv abonnerer jeg på Empire (om flm), BUST Magazine (amerikansk, feministisk blad med glimt i øjet) og køber ellers et Vanity Fair, når det skal være ekstra luksus. Jeg abonnerer på Nova, som jeg havde høje forventninger til, men det er liiige indadvendt nok til mig, selvom de da forsøger at gøre det anderledes end de andre.

Har abonneret på Eurowoman og på Costume, men det orker jeg ikke mere. Hvor Euroman forsøger at være en yngre, hippere udgave af Vanity Fair (gode, interessante portrætter af dem, der tegner samtiden, artikler om tidens problematikker og velskrevet!) og lykkes med det langt hen af vejen, så har Eurowoman lidt for mange unge skuespillere og stylister, der både er søde og ser drøncool ud, men som lissom ikke har så meget at skulle ha’ sagt på den der dagsorden. Costume er fint nok, men som på mange andre blade er hvilken som helst starlet, der kan finde på at gå klædt i det samme, som moderedaktøren har lyst til at gå i fra de kommende kollektioner, et ’stil-ikon’.
Da jeg begyndte at læse dameblade for 20 år siden, skulle der lige som mere til for at blive udråbt til ikon. Man skulle have fundet på det selv, været den første, været unik. Og også have gjort det gennem noget tid. Det er bare ikke nok at gå med smalle cowboybukser inde i støvlerne og være lidt spøjs og boheme-agtig. Sorry, Sienna!

Jeg fandt et EVA (er der nogen, der kan huske dét?), som var 30 år gammelt i en af mine ret store bunker af blade. Det er ret forstemmende at opdage, at dameblade følger samme skabelon som dengang; lidt ufarligt portræt, lidt guide, lidt om mænd, mode og mad. Indholdet har ændre sig, bevares, men formen? Næh.

Nåh, jeg lader mig køre af sporet af min lille kæphest. Tilbage til hvorfor man(d) mener, at vi ikke gider dame-journalistik, der vil noget mere; De gange, jeg har diskuteret dette med folk (mænd!) i blad-branchen, så peger de bare på salgstallene og siger, at det jo sælger, ergo er der ikke grund til at lave noget andet…’Kvinder køber jo blade for at slappe af’, lyder argumentet. Beklager, drenge - det argument holder ikke. F.eks. slapper jeg glimrende af med at læse Weekendavisen, og den taler ikke ned til mig eller spiser mig af med indadvendte artikler - ved godt, det er nørdet (og måske lidt snobbet?) af mig. Men når man tænker på, hvor mange kvinder, der tager lange, komplicerede uddannelse og læser tunge bøger i det hele taget, så kan jeg simpelthen ikke tro, at markedet for intelligent dame-journalistik ikke er der derude et sted. Og ellers så bare tilføje, at bare fordi man engang imellem køber en pose vingummi m. E-altmuligt og sukker og kyler den i hovedet, så betyder det jo ikke, at man ikke sætter pris på lækker, håndlavet 72% chokolade lavet med kærlighed, respekt og ambitioner. Hver ting til sin tid.

Men jeg må indrømme, at jeg faktisk er liiidt uenig med Spacemermaid, der kommenterer på indlægget fra Min Nabos Hund. Jeg synes faktisk, der er næsten for meget selvudvikling i dameblade efterhånden! Der er simpelthen så meget ‘føl efter hvad du selv synes’ og ‘cut hvede ud af diæten og find din indre ro’, at jeg må græmmes.
Når jeg ‘lissom føler efter’, så nægter jeg at tro på, at vi kvinder ikke har andet og bedre at tage sig til end at selvudvikle os til døde - langt de fleste mænd gider ikke den slags. De vil hellere gøre noget, fremfor at sidde i rundkreds og detoxe. Hvis så meget af ens tilværelse handler om at man endelig ikke må stresse, samtidig med at man spæger sit kød og er bange for hvede - hvornår er det så lige, at man skal nå at gøre en forskel? Og hvor er der lige plads til at rumme andre? Selvudvikling er i hvert fald ikke (kun) det, der skal til, hvis vi vil være chefer eller skabe nogle bedre forhold for os selv.

Men hey - jeg ved heller ikke, om tirader som denne er med til at rykke noget. De ringer nok ikke fra et af bladhusene lige foreløbig for at headhunte mig…men tænk, hvis de turde!

Så. Nu ikke mere film-blog lige foreløbig. Gider faktisk ikke engang rigtigt kommentere på Oscar-uddelingen, der da var meget fin, men spændende? Næh.

Ville så gerne have været en af de bloggere, der kom med noget klogt, underholdende og eftertænksomt hver dag. Eller bare hver anden. Gerne med en lille, men udsøgt læserskare, der hang ved hver en nøje udformet sætning. Men sådan bliver det vist ikke lige foreløbig…

Ikke fordi potentialet ikke er der – hverken for det ene eller det andet (bilder jeg mig naturligvis ind). Men mere fordi jeg ikke rigtigt kan koncentrere mig om ret meget andet og mere end det lille liv inden i mig, som snart kommer (inden for de næste to til seks uger!). Og så alle dem, jeg er i gang med at slå ihjel på grusomste vis.

Jeg har nemlig været så letsindig at melde mig til et krimi-skriveseminar, hvor pointen er, at man skal indsende begyndelsen på sit eget bloddryppende værk og få feedback. Og eftersom jeg har gået og skrevet på en historie i over et år i mit hovede uden at få nævneværdigt ned, og desuden deltog i et andet krimiseminar sidste år, så tænkte jeg, at nu skulle det være nu. Må se i øjnene, at jeg simpelthen ikke får skrevet, når jeg ikke har en deadline!

Hæhæ. Deadline. Muahaha…

Så mine dage går med at slappe af (barsel begyndte i onsdags), nusse mig selv på maven og generel redebygning – og så med at skrive om folk, der bliver slagen ihjel.
Det er ligesom de to emner, der ligger mig nærmest lige i de her dage. Liv og død.

Selvom vi alle fødes og alle dør, så er der nok umiddelbart ikke meget chance for at jeg begår en samfundsspiddende klumme-agtig blog om noget, der kommer andre ret meget ved. Ikke at det behøver dét.

Skal sende mine mord ind tirsdag, så kan det jo være, jeg får set lidt på verden eller får en mening om et-eller-andet. Måske.

Og så (næsten) ikke ord fra mig om Ungeren. Jeg er normalt ret rimelig, men jeg bliver så hidsig over denne her molotovcocktail af politikere, nykristne og unge i sort, der alle er ude efter at få et martyrium frem for en løsning, at jeg får plukveer. Grr!

Puh.., må hellere smide benene op og planlægge et mord eller to. Eller gå i byggemarked. Det der børneværelse indretter jo ikke sig selv…